tirsdag den 28. september 2010

Pizza og Halvrustik Risalamande

Gårdagen stod på hjemmelavet pizza - en craving der pludselig dukkede op - og hygge med Eva og Kasper. Bonussen var risalamanden til desserten. Det halvrustikke består dels i brugen af rørsukker frem for alm. hvidt sukker og dels i dovenskab i forhold til mandlerne. Det var kun ca. halvdelen der blev smuttet. Dem hvor skallen ikke hoppede af uden større hjælp fik bare lov at beholde overtøjet på.

Pizzabilleder var vi for sultne til, så I må nøjes med opskriften.

Mors Pizzadej (Jeg ringer altid lige for at tjekke blandingsforholdet, men nu skal det være slut!)
  • 1 dl olivenolie
  • 4 dl vand
  • 1 pk gær
  • 1 tsk salt
  • Mel så det passer
Gøren smuldres og røres ud i væsken. Mel tilsættes lidt af gangen og der æltes. Dejen skal hæve ca. ½ time, hvorefter den kan rulles ud og der kan komme fyld på.

Som tomatsauce bruger jeg som regl den klassiske Sauce Heinz. Det er og bliver favoritten.

Dagens pizzaer

Skinke, ost, tomat, ananas og rød peber
Tacokød (hakket oksekød, rest), rød peber, champignon, tomat, ost og jalapeños
Skinke, ost, tomat, bacon og rød peber

Risalamande
  • Risengrød af 1 liter mælk
  • ½ l cremefine til piskning (det fortalte vi ikke Kasper, mænd har det så underligt med de der "light"-produkter)
  • Rørsukker (jeg tager på slump, men vil skyde på jeg brugte ca. 2-3 dl sukker)
  • Vanilie en masse (igen jeg tog på slump. Ingen ide om mængden, men meget. Jeg bruger rent vaniliepulver, altså uden sukker og ikke essens)
  • 200 g mandler (smuttede og hakkede hvis du gidder, ellers bare hakkede)
Fløden (eller i dette tilfælde cremefinen) piskes til skum. Den kolde risengrød røres i, og sukker og vanilie tilsættes. Put lidt i af gangen og smag til, smag og behag er forskellig og jeg kan godt lide min risalamande meget sød. Rør til sidst mandlerne i og smag igen (mest bare for at smage hvor dejligt den smager - det er fordelen ved at være kokken!)


Server evt. med lun kirsebærsauce.

Da jeg var alene omkring midnat, ringede jeg til Loke. Han havde ventet på mit opkald (tror måske jeg lovede ham i søndags at jeg ville ringe til ham). Jeg havde også undret mig over hvorfor han ikke havde ringet - og så samtidig ikke. Jeg kan godt mærke at jeg langsomt varmer op overfor ham. Jeg sad og så et eller andet bryllupsprogram på TV3 søndag. Jeg kan godt mærke at det bringer følelserne op til overfladen. Han har fortalt Didi at han har tænkt sig at flytte til Odense. Hun tog det ikke særlig pænt. Jeg synes hun opfører sig egoistisk og i stedet burde støtte ham i at komme ud af miljøet, men hun er selvfølgelig selv så stor del af det, at det næppe sker. Jeg håber bare at det lykkes for ham at komme videre og jeg håber at hun også når dertil på et tidspunkt. Især for hendes søns skyld. 

På fredag tager vi på rustur med crossdressing og cirkus som temaer de forskellige aftner. Det kan ikke blive andet end genialt.

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...