fredag den 20. august 2010

Kunsten ikke at have nogen forventinger

Mit eventuelle forhold til Loke afhænger helt af den kunst. I dag gik det galt. Har tudet og tudet og tudet endnu mere. Hader det. Burde ikke have flere tårer tilovers for ham, men det har jeg åbenbart.
Jeg har hele tiden håbet han ville foreslå vi lavede noget inden jeg tog afsted, men har selvfølgelig ikke hørt fra ham.
Min far ringede tidligere i dag og spurgte om vi kunne køre lørdag i stedet, da han skulle på arbejde om søndagen. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg havde godt nok en halv aftale med Spætte, men vil gerne have min far med, og det ved jeg hun forstår. Har snakket med hende.
Loke lød lidt skuffet da jeg fortalte ham det (han ringede og spurgte hvor langt jeg var), men sagde ellers ikke noget. Han fortalte at han var ovre hos Pusheren og havde en aftale med ham om at game hele aftenen. I øvrigt det samme han har lavet resten af ugen. Han har ikke været hjemme siden i mandags ifølge hans mor.
Jeg kæmper hele vejen i bilen for ikke at begynde at hulke midt i det hele og det lykkes stort set. På det tidspunkt har jeg allerede gennemskuet at jeg ikke kommer til at være sammen med ham før jeg rejser. Da det farvelkram jeg giver tilbage er lidt halvhjertet og trist, siger han at han havde håbet at vi kunne have lavet noget i morgen. Jo tak - hvad kan jeg bruge det til? Han tænker sig ikke om. Det betyder ikke nok for ham til at han gider lave en aftale med mig i forvejen. Han tror jeg bare står på spring for ham og kaster alt til side hvis han ringer. Jeg havde allerede en anden aftale, så selv hvis ikke rejsedagen var blevet rykket havde jeg ikke kunnet lave noget sammen med ham. Han har ikke så meget som tænkt tanken at jeg måske kunne finde på at lave andre planer. Han tror jeg sidder uden noget liv og bare venter på han ringer.
Ja! Jeg tænker på ham hver eneste dag, men gider ikke danse efter hvad han måske vælger at gøre. Jeg kan ikke planlægge at rejse efter hvornår han måske beslutter sig for at ringe og spørge om vi skal ses.
Ringede til ham bagefter og spurgte om han ikke bare kunne aflyse sin aftale, men det kunne han ikke drømme om. Trods alt har han jo kun brugt en uge hos Hr. Pusher og kan kun bruge den næste evighed der, så det er da klart af mindre betydning at jeg rejser.
Jeg forstår ikke hvorfor jeg bliver ved med at torturere mig selv. Jeg burde bare holde mig langt væk. Det må vel blive nemmere med tiden. Håber det bliver nemmere i Odense. Der bliver jeg i hvert tilfælde ikke fristet til at besøge ham hvis han ringer og spørger.
Loggede på min lillebrors WOW-figur for at få fat i ham. Spurgte om han ville komme over når han var færdig og så sove her og spise morgenmad med os i morgen, men nej for i morgen skal han køre Pusheren til købehavn, hvor han skal købe en hest til sin søster. Og det skal være i morgen og præcis kl. meget tidligt. Det kan ikke være senere, og han kan ikke låne ham bilen, fordi det er dyrt, og man skal have stort kørekort. Han er der bare iiihh så meget for ham, men ikke for mig.
Jeg ved godt det er depressionen - og sikkert også hans misbrug - der gør at han ikke kan se ud over sin egen næse. Men han gør bare INGENTING for at komme ud af det. Jeg har svært ved at se noget håb lige nu. Glæder mig bare til at komme langt langt væk.

Kylling i pesto

Gårdagens aftensmad blev til en lækker gang kylling i pasta med pesto. Yum! Deri blandet cherrytomater, haricots verts, grillede peberfrugter med hvidløg og sprød bacon. Fantastisk kombination. Jeg elsker at lege i køkkenet.


torsdag den 19. august 2010

Kærlighed og depression

Historien og min ekskæreste og jeg. Lang og kompliceret. Har den en happy ending? Jeg ved det ikke. Jeg håber det.

Loke og mødte hinanden hos en fælles veninde i november 2006. Den 25. helst præcist. Hvor er det tåbeligt at jeg kan huske vores "årsdag". Vi har aldrig fejret den slags.
Der gik ikke mere end 2 måneder før vi flyttede sammen og alt var bare så rigtigt. Vi var forskellige, men matchede hinanden godt.
I påsken 2009 arrangerede han en kanotur på Lyngby Sø og faldt på knæ med den smukkeste ring på en øde ø midt i søen. Vi delte straks de gode nyheder med vores venner og familie. Hans mor og søstre stod klar derhjemme med champagne og glade ønsker. Vi var meget lykkelige.
Omkring et halvt år senere gik jeg ned med en depression og han var en fantastisk støtte for mig. Samtidig gik hans firma ned under finanskrisen, og han kunne ikke finde nyt arbejde. Han blev mere og mere depressiv og lukkede sig inde i sig selv. Til sidst bestilte han stort set ikke andet end at spille computer - Hurra for World of Warcraft (red. ironi kan være anvendt).
Det blev sværere og sværere for mig at håndtere, og jeg prøvede gentagende gange at få ham til at gå til lægen for at få konstateret en evt. depression. Det nægtede han pure. Til sidst blev det for meget. Jeg lagde ringen og tog over til en veninde, hvor jeg overnattede.
Jeg meldte tilbage efter et par dage at jeg gerne ville arbejde på det her, men at det virkelig krævede en indsats fra hans side, men han var blevet så såret at han ikke vidste hvor han havde sig selv. I samme periode fortalte han også at han havde haft et misbrug skjult igennem de sidste 2 år. Jeg var helt ødelagt og følte mig dum og naiv.
På et tidspunkt bad han mig komme over, og fortalte at han gerne ville prøve om vi kunne få det til at fungere, og han var villig til at gå til lægen. Ugen efter fik han konstateret en alvorlig depression og kom i behandling.
Når man har en depression blever det svært, for ikke at sige umuligt, at se ret langt ud over sin egen næse. Det betød at vi kom ind i en ond cirkel, hvor vi sås og havde det rart sammen, hvorefter der kunne gå flere dage uden jeg hørte fra ham, eller kunne komme i kontakt med ham. Hveranden gang jeg talte med ham virkede han som om jeg var irriterende og han viste ikke den store interesse for at snakke med ham. Det betød at jeg blev vred. Ked af det. Frustreret. Så følte han sig som en stor idiot, hvilket bankede hans i forvejen dårlige selvværd længere ned. Det hele kom længere og længere ud.
På et tidspunkt tog jeg en beslutning om, at hvis det nogensinde skulle komme til at fungere, så var der kun to muligheder. Endten holdt jeg mig helt væk, eller også sørgede jeg for ikke at have nogen forventninger til ham, så jeg ikke blev skuffet og ked af det. Løsningen har været det sidste, og der har vi så været et stykke tid nu. Jeg føler simpelt hen slet ikke jeg kan undvære ham.
Alligevel bliver jeg ked af det. Det der med "ingen forventninger" er ikke særlig nemt i praksis, men jeg gør mig umage for at han ikke skal vide hvor meget det går mig på.

Netop i dag har været en underlig dag. Jeg er mere bekymret for ham end nogensinde. Hans misbrug er ikke blevet bedre - tvært imod tør jeg næsten sige. Han bruger næsten al sin tid hos Pusheren (det har jeg valgt at døbe ham ud fra mine fordomme og ideer om ham. Jeg kender ham reelt ikke og ved ikke om han sælger stoffer eller lignende, men noget skal han jo kaldes, når det ikke skal være med navns nævnelse). De to er først rigtig begyndt at ses efter vi gik fra hinanden, og det er også derefter hans misbrug er eskaleret.
Jeg har snakket med Tømren (en af hans lidt ældre venner), som også er bekymret og erkender at han er ved at have fået nok. Loke er virkelig kommet for langt ud, og det er et skråplan, han ikke lader til at have kontrol over.
Jeg har talt med Loke om det. Han forstår ikke min bekymring og siger at det ikke er "så tit", hvilket jo er et vidt begreb. Hans mor ved det også og har forsøgt at snakke med ham. Resultatet blev at han gik sin vej og blev hjemmefra i 4 dage, hvor hverken hans mor eller jeg kunne få fat i ham.
Tømren skrev til mig i dag og spurgte til ham - om vi havde hørt fra ham. Jeg kunne heldigvis svare bekræftende. Jeg var sammen med ham søndag-mandag. Det er rart ikke at være alene med bekymringerne. Jeg blev virkelig glad da han skrev til mig. Det havde jeg ikke regnet med. Han er ikke min ven, men Lokes. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre i denne sammenhæng.

Blev selvfølgelig også ked af det i dag over hele denne historie. Ringede til Loke her for lidt siden, for at fortælle hvornår jeg rejser til Fyn, så vi kunne aftale hvornår han kunne få bilen, som han overtager. Det blev bare til en aftale om at jeg kunne komme i morgen efter arbejde, så ville han køre mig hjem. Hader ham og verden lige nu. Hvorfor spørger han ikke om vi skal ses inden han tager af sted? Det virker som om han er komplet ligeglad! Damn it. Jeg ved godt han ikke kan se længere frem end de næste 5 sekunder, men for satan! Jeg savner ham sgu. Og ville gerne være sammen med ham inden. Jeg kan ikke holde ud at det går mig så meget på.
Jeg håber det kommer til at hjælpe, når jeg får noget mere fysisk afstand.

Projekt slank

Jeg gik i 2008 i gang med Projekt Slank. Jeg var oppe og veje 82 kg. og min talje var pist forsvundet.



Jeg gik i gang med vægtkonsulenternes kostplan og opdagede igennem deres forum det fantastiske redskab, Madlog. Jeg har brugt den hjemmeside siden januar 2009 og er blevet helt afhængig. Princippet er meget simpelt - tast ind hvor meget du vil tabe dig, hvor meget motion du dyrker, din alder, højde, vægt osv. Så fortæller Madlog dig hvor mange kalorier du kan spise for. Dernæst vejer du din mad og taster ind i kostdagbogen. Så kan du se om du overholder dine tildelte kalorier eller om du overskrider. Hvis du holder dig til grønne tal - ja så går det ned ad bakke.
Indrømmet det har været lidt on/off. Der har været perioder hvor jeg har haft mere fokus på kost og motion end andre, men siden sommeren 2008 er det alligevel blevet til minus 12 kg.
Jeg glæder mig til at kunne poste et efterbillede når jeg rammer de 62 kg. som er mit mål.

Nedtællingen er i gang

Så er det virkelig snart. Det er nu fastlagt at jeg rejser på søndag, og er så heldig at familien har lyst til at køre mig hele vejen. Hurra for godt selskab og fordi jeg sparer togbilletten.

I dag var næstsidste dag på mit skønne sommerferiejob som hjemmehjælper. Har syntes det var fedt at få prøvet nogle grænser af i forhold til personlig pleje og i det hele taget arbejde med ældre mennesker. Det har jeg aldrig prøvet før, men jeg tænkte at det ville være godt, når jeg nu skal være læge. Det er gået ud over al forventning, og jeg er blevet rigtig glad for jobbet. Jeg har fået en helt ny forståelse for folk, der vælger at bruge hele deres arbejdsliv i hjemmeplejen.
Jeg er så heldig allerede at være sikret job, når jeg kommer til Odense - samme arbejde, bare aften/weekend. Dejligt at være økonomisk sikker når man nu flytter.

onsdag den 18. august 2010

Første indlæg ever - Velkommen

Hej med dig og velkommen til min blog. Dette er mit første indlæg på min første blog på en af de første dage i mit nye liv.
I søndags hjalp min dejlige familie, min gode veninde og min ekskæreste (som er en længere historie) mig med at flytte alt mit happengut til Odense.
Odense er laaaaaaangt væk fra Nordsjælland, hvor jeg er født og vokset op. Det er der jeg har alle mine sejre og alle mine nederlag, hele min familie og alle mine venner. Jeg har valgt at flytte fra det hele for at forfølge en drøm. Jeg skal være læge, og jeg starter på studiet i Odense i næste uge. Derfor flytningen.
Da alle mine ting var flyttet tog jeg med hjem igen, og jeg bor så hos mine forældre indtil jeg får flyttet min egen røv med over i løbet af weekenden. Så her sidder jeg - Uden andet end det mest nødvendige girly stuff i toilettasken, et par jeans, en kjole og en jumpsuit. Kun ET par sko! Hehe - ja og så min bærbare computer.
Mit liv er ved at reboote fuldstændig. Og jeg vil gerne ændre lidt på min egen livsopfattelse. Jeg lå på min seng og søgte efter inspiration til min nye lejlighed, of fandt en wallsticker med et fantastisk citat:



"Life isn't about waiting for the storm to pass... It's about learning how to dance in the rain."
Wallstickeren er fra http://www.dimaria.dk/. Den koster 449,- kr. og jeg er forelsket. Jeg synes det er smukt og jeg vil gerne kunne leve mit liv på den måde. Det har jeg uden tvivl ikke altid gjort.
For at understrege dette skønne motto, fik vi en ordentlig skylle i går. Hele strædet var oversvømmet. Min bror kom hjem fuldstændig gennemblødt og vandet gik ham til over anklerne. Han kunne ikke være blevet mere våd hvis jeg havde smidt ham i søen. Sammen gik vi en tur ud og kiggede på oversvømmelsen. Og hvor er det egentlig smukt og facinerende. Jeg valgte ikke at tænke på de potentielle oversvømmede kælderrum eller problemerne med at komme nogen steder fordi de fleste veje var oversvømmet. Jeg valgte i stedet at være fascineret af hvordan verden så ud i dette meget specielle øjeblik. Det blev også inspirationen til mit blognavn her. Nedenfor følger billede af min bror i det soppebassin vi pludselig havde ude foran vores dør:

Tre timer senere var vandet stort set væk.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...