Jeg var hjemme hos Loke for at hente mit værktøj, min gamle pc'er og resten af min våbensamling (stave til træningsbrug). Eftersom han ikke har taget telefonen eller ringet tilbage de sidste par uger, gik jeg ud fra at det ville være hurtigt overstået. Det var rent held at han ringede tilbage i går aftes, og bekræftede at han var hjemme, og jeg bare kunne komme forbi.
Han fik taget mig komplet "off guard". Han var meget følelsesladet, og fortalte hvor meget han havde savnet mig. Han ville gerne holde om mig, holdes om, putte, kramme og kysse. Jeg var egentlig bare forberedt på at få hentet mine ting, og han virkede meget skuffet. Jeg blev så en times tid, og drak en kop te med ham og vi snakkede lidt. Han var rigtig ked af det og fortalte om hvor skidt han havde haft det. Han var helt ødelagt og undskyldte og virkede ikke bare oprigtig ked af det, men fuldstændig ødelagt. Jeg er slet ikke i tvivl om at han har det dårligt over ikke at kunne være der for mig. Men det ved jeg bare ikke hvad jeg skal bruge til.
Jeg har reelt ikke savnet ham siden jeg flyttede til Odense. Jeg har haft så meget andet at tænke på, og det har været mega befriende. Samtidig synes jeg jo det er rart at vide at han tænker på mig. Jeg ved bare ikke om jeg tør stole på at han kan være der for mig.
Jeg har brug for en mand der vil mig, og viser mig det - ikke bare ind imellem. Ellers vil jeg hellere være alene. Men han sagde at han havde fået det bedre og han spurgte om han måtte komme over og besøge mig. Jeg har det så dobbelt med det, for på den ene side vil jeg rigtig gerne se ham. Jeg håber virkelig han får det bedre og at det måske engang kan blive os. Den sidste måned har jeg bare stillet mig mere og mere om til at det ikke ville være tilfældet. Min logik og mine følelser kæmper mod hinanden, og når det kommer til stykket er det nok ikke logikken, men frygten, der vejer som noget af det tungeste. Tanken er der altså: "En gang isbruger, altid misbruger". Selv hvis det hele bliver godt igen, hvad skulle så forhindre ham i at ryge i samme rille, en anden gang, når tingene går dårligt? For det kommer de til. Sådan er livet. Hvad hvis jeg pludselig stod med 2 børn og skulle igennem alt dette her igen? Det ville jeg ikke kunne overleve.
Men omvendt - så kan det jo altid gå galt! Jeg kunne ligesågodt få en ny kæreste, få børn med ham og efter 10 år kan det hele jo stadig køre af sporet. Jeg ved virkelig ikke hvad der vinder her.
Jeg har snakket med Kasper om det, og han siger klart og tydeligt at jeg skal se at komme videre, men han kender heller ikke hele baggrunden. Han kender kun min frustration, og det eneste han ved om Loke er, at jeg engang har været den eneste ene for mig, men at det viste sig at han løj for mig og skjulte et misbrug. Det passer i hvert tilfælde, sådan groft sagt.
Men måske kan han netop se det klarere fordi han er udenforstående? Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg tror ikke han kan sætte sig ind i depressionsdelen. Det tror jeg ikke der er ret mange der er i stand til, hvis de ikke har stået i det selv, eller været meget tæt på det. Og der er han jo fantastisk velfungerende. Men uanset hvad, så er det rart at have nogen at snakke med om det. På et eller andet tidspunkt løser tingene jo nok også sig selv.
Jeg håber bare at jeg ikke gå helt nedenom og hjem før det sker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar