søndag den 21. april 2013

At blive opflasket med 4-årsreglen


Billede fra Sund & Hed

Det er ikke altid lige taknemmeligt at være offentligt ansat. Jeg synes også jeg vil give mit bidrag til debatten omkring 4-årsreglen. Jeg håber Astrid Krag faktisk tager sig tid til at læse alle de breve hun har fået, sammen med de 4 postsække fulde af fredagsslik og flødeskum, hun har fået tilsendt af unge læger som svar på hendes provokerende udtalelse i debatten.

"Jeg har ikke lyst til at skrive ”kære Astrid”. Der er ikke noget kærligt i mit forhold til vores sundhedsminister, og jeg har slet ikke lyst til at bruge humor eller ironi her, for jeg synes virkelig ikke historien er særlig sjov.

Jeg er snart færdig med min bachelor i medicin, og jeg er en af dem der er startet på studiet, mens 4-årsreglen var en realitet. Jeg har selv valgt at gå ind i faget, vel vidende at det var vilkårene, så jeg kan ikke tillade mig at være gal over reglen. Men derfor kan jeg godt synes det er en elendig strategi, som jeg er dybt uenig i.

I min verden er ”fredagsslik og flødeskums”-udtalelsen så meget til grin, at den nærmest ikke er værd at kommentere på. Det er uempatisk, nedladende og direkte dumt. Det er et hårdt studie, man skal virkelig ville det og det bliver kun hårdere når man er færdig.

Jeg håber der måske er nogle der vil forbarme sig over mig som fattig studerende, og lægge mit brev sammen med deres, for de der 8 kr. + lidt ekstra til frimærke og kuvert, dem kan jeg faktisk ikke undvære i denne måned. Fredagslikket kan nok skaffes, der plejer heldigvis at være mange foreninger der deler gratis kage ud.

Halvvejs igennem studiet er jeg knapt begyndt at snuse til de forskellige specialer, og lige nu er jeg der hvor alt er vanvittigt spændende. Det er et skønt sted at befinde sig, for jeg ved bare at jeg er landet på den rigtige hylde, men jeg ved også at jeg kun har 3 år til at vælge. Når jeg er færdig med min kandidat, er jeg nødt til at vide hvad jeg vil. Allerhelst skal have en god ide om det indenfor det næste halve års tid, så jeg kan få lagt et forskningsår ind i mit studie og få udgivet en relevant artikel. Men hvordan skal jeg finde ud af det? De 3 år på kandidaten kommer til at gå med en introduktion til de forskellige specialer, så hvordan kan jeg beslutte mig før jeg er færdig? Jeg ved det ikke, men jeg ender nok med at vælge noget der interesserer mig og så håbe det bliver ved at give mening. Når jeg afslutter min embedseksamen bliver det for alvor vigtigt. For her må jeg helst ikke være i tvivl. Eller det må jeg selvfølgelig godt hvis det er almen medicin eller psykiatri jeg vipper imellem, og jeg er ligeglad med hvor jeg skal uddanne mig henne. Men hvis nu jeg gerne vil noget af det der med kirugi, som jeg lige nu synes er noget af det mest spændende jeg kan forestille mig, så er jeg helt afhængig af at trække et godt nummer, så jeg kan komme på en kirurgisk afdeling hvis jeg vil have en chance. Hvilket nummer jeg trækker har jeg desværre ingen indflydelse på, hvad gør man så? For mig er svaret simpelt: Norge. Så må jeg jo vente med at trække nummer, så jeg kan tage til udlandet og få en relevant erfaringsbase. På den måde er jeg sikker på at have en chance, selv hvis jeg trækker et dårligt nummer.

Jeg kan snakke lang tid om presset ved at skulle vælge karriere for tidligt. I dag begynder det jo allerede når man skal vælge gymnasial uddannelse, men det er en hel debat for sig selv. Jeg ville elske at have friheden til at slappe af og fokusere på mit studie, hvor jeg er her og nu, men det er nu engang ikke hvad jeg gik ind til. Men ministeren skal vide, at det ikke bare er eventyr og godnathistorier, når man siger at de studerende spekulerer i den regel. Det er ikke et pludseligt pres der er kommet på min årgang, heldigvis, men derimod noget vi bliver opflasket med og rådgivet i forhold til af hinanden og de ældre studerende vi kender.

Jeg bilder mig ind at jeg godt forstår den gode tanke bag 4-årsreglen. Jeg er ikke i tvivl om at der findes unge læger, som har set sig varme på anæstesi eller et andet af de populære specialer, og som bare ikke har hvad der skal til. Ham der bare kæmper i 20 år for at få den der specialestilling, og det lykkes aldrig. Og han var måske bliver ligeså glad for et andet speciale, som måske lå lige opad. Og ja, han er måske nødt til at kigge lidt bredere end bare denne ene ting. Det er her tanken med 4-årsreglen giver mening.

Men for det første jeg tror virkelig ikke på der er ret mange der passer ind i det billede. For det andet ville den person jeg har beskrevet ovenfor alligevel blot rejse til udlandet, hvilket gør at reglen ikke har den ønskede effekt alligevel.

Jeg må give mine medstuderende og kommende kollegaer ret i deres antagelser, når de mener at 

-                                         De studerende forlænger studiet for at kvalificere sig
-                                         De læger der faktisk kommer hurtigere igennem systemet end de ellers ville (og det er helt sikker nogle) bliver dårligere rustede og kommer til at have et mindre solidt erfaringsgrundlag i deres virke som speciallæger
-                                         Mange vil vælge at flytte til udlandet

Jeg håber virkelig der er nogen der kommer til fornuft et sted og får afskaffet den regel. Jeg kan bedst lidt at tro på det bedste i mennesker, så  med hensyn til vores ministers mildt sagt uheldige udtalelse, så vil jeg vælge at afskrive den som en tanketorsk. Jeg håber hun sidder og krummer tæer. Ikke over den reaktion hun har fået, men over at hun selv kunne finde på at sige noget så tanketomt og usympatisk."

Hvis du kan se det tåbelige i reglen, så gør samfundet og de kommende læger en tjeneste ved at skrive under på denne underskriftsindsamling til afskaffelse af 4-årsreglen.


fredag den 19. april 2013

Skal man diskutere med idioter? Svaret er ja!

Jeg har ikke blogget længe. Meget længe! Det minder lidt om mine dagbøger fra jeg var barn og teenager.

Første dag: ”Kære dagbog, i dag har jeg…”
Dagen efter: ”Kære dagbog, nu skal du høre…”
En uge efter: ”Kære dagbog, undskyld jeg ikke har skrevet i dig en uge”
En måned senere: ”Kære dagbog, jeg har besluttet mig for kun at skrive, når jeg har noget vigtigt på hjerte”
Tre år senere: ”Kære dagbog, jeg har lige fundet dig i skuffen”

En blog er kun interessant at følge hvis den bliver opdateret regelmæssigt og har relevant indhold. Da jeg blev tutor sidste forrige sommer forsvandt min tid som dug for solen. Bloggen blev ikke længere prioriteret, og det har jeg det godt med. Der er sket en masse ting, men vil jeg helst dele det med verden eller vil jeg hellere leve i det? Jeg valgte det sidste. Men nu bruger jeg alligevel min blog igen, for jeg har noget på hjerte. Jeg har faktisk noget at sige, som jeg synes er vigtigt. Dette forum er nemt at administrere.

Jeg har fået påpeget at jeg har et problem med vrede. Ikke på den klassiske ”anger manegment”-måde, men nærmere det modsatte. Jeg er simelthen ikke god nok til at blive vred. Heller ikke når det er berettiget. I stedet bliver jeg ked af det, opgivende eller undvigende.
Jeg har aldrig betragtet mig selv som konfliktsky, men jeg er en der vælger min kampe. Men jeg er måske vokset op med lidt for meget girafsprog når det kommer til stykket. Det er altid ”jeg føler af”, ”det gør mig ked af det når” osv. osv. Hvornår sker det at jeg bliver godt gammeldags gal i skralden? Nærmest aldrig. Så længe jeg kan huske har jeg tænkt, at det ikke var konstruktivt at blive vred. Det får man jo ikke noget ud af. Der er bedre at tale stille og roligt om tingene.
Men det er jo helt forkert. Man kan sagtens blive vred uden at råbe og skrige, og selvfølgelig kan man også bruge sin vrede konstruktivt. Og når det kommer til stykket, så er der faktisk en del der gør mig vred i øjeblikket. Jeg forstår simpelthen ikke hvad det er der er ved at ske med vores samfund, og den retning det tager gør mig godt gammeldags vred men også magtesløs. Nu har jeg valgt at lægge magtesløsheden til side, blive vred og diskutere i stedet.
I påsken læste jeg småfeministisk artikel i et dameblad. Den handlede om hvorfor andelen af kvindelige debattører og offentlige meningsdannere. Den er forsvindende lille, når man ser i forhold til antallet af kvindelige politikere, akademikere og eksperter på forskellige områder. Men hvorfor er der ikke flere kvinder der tager bladet for munden og ytrer deres mening? Der blev præsenteret flere forskellige gode grunde, men især én vagte gengendelse i mig: Frygten for at sige noget forkert.
Hvis jeg diskuterer med en der er sikker i sin sag, har jeg brug for at være ligeså sikker i min. Men nu er det naturligvis sådan at jeg ikke ved alt om alt, og derfor kan man nemt blive usikker når man bliver præsenteret for noget, der bliver fremført meget selvsikkert. Jeg hørte engang et klogt ordsprog: ”Lad være med at diskutere med idioter. De trækker dig ned på deres niveau og vinder på erfaring”. Jeg har nok i høj grad levet efter den devise, men det har en meget alvorlig konsekvens, hvis mit eksempel bliver den generelle opførsel. For hvis der ikke er nogle til at modsige idioterne, hvordan skal vi så få de fornuftige synspunkter frem?


Politik, samfund og økonomi er jo enormt komplekst, og der er sjældent én sandhed. Så fra nu af vil jeg forsøge at tage bladet fra munden og give udtryk for tingene som jeg ser dem.   

Der er et skridt endnu. At henvende budskaberne til de relevante myndigheder i stedet for at poste tilfældigt på nettet, men det må være næste trin. Lige nu er det vigtige for mig at jeg får tingene formuleret. Så må det andet komme bagefter.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...