onsdag den 14. marts 2012

Mors Mokkasatan

Det er imponerende som tiden flyver og tankevækkende for mig at se hvordan min blog er gået i stå samtidig med at jeg blev tutor. Der er bare ikke timer nok i døgnet til alle de ting jeg gerne vil. Nu forsøger jeg dog alligevel at tage mig lidt tid til at skrive, alene fordi en masse har udtrykt ønske om at få opskriften på Mammas Mokkasatan - En nem lagkage jeg har lavet en del gange, efter opskrift fra min egen mor.

Lagkage - Mammas Mokkasatan
  • 3 lagkagebunde
  • ½ l piskefløde
  • 1 spsk instant kaffe
  • 1 pose makroner (køber dem de har i Fakta, kan ikke huske hvor meget der er i, juster evt. efter smag)
  • 1 pose valnødder (ca. 200 g)
Hæld kaffen i piskefløden og pisk den stiv, knus makroner og hak valnødderne. Bland begge dele i flødeskummet. Lag fyldet mellem lagkagebundende

Mokkasmørcreme
  • 1 pk blødt smør (250 g)
  • 250 g flormelis
  • 1 spsk instant kaffe
  • 2 spsk kogende vand
Hæld kogende vand over kaffen og rør den ud.
Skær smør i små stykker og pisk sammen med flormelis til du har en ensartet smørcreme. Tilsæt kaffen og pisk videre.
Smør kagen med cremen og pynt evt. med hakket chokolade.
Jeg bruger en dejskraber til at smørre kagen ind og gør det i to omgange. En grov tur til at starte med, derefter sættes kagen på køl en halv til en hel time (smørcremen skal ikke på køl, det er vigtigt at den er blød). Så tager jeg den ud og giver den en omgang mere, hvor jeg gør mig mere umage med at det hele er pænt og jævnt..
Pynt evt. med hakket chokolade og sæt kagen på køl en halv times tid (mindst) før den serveres, så cremen er fast.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...