tirsdag den 18. januar 2011

Ny Takeaway - Anmeldelse af Wok Express i Odense

Så er jeg så småt ved at være på toppen igen. Første del af eksamenen blev overstået i går og sidste del er i morgen. Er meget spændt på hvordan det skal gå - vil være rigelig glad hvis jeg bare kan bestå. Har desværre ikke fået læst ret meget. Det har været stort set umuligt at samle sig, med den hovedpine og de hosteture. Jeg havde ikke energi til andet end at sove og maden blev altså bestilt som takeout. Bare tanken om pizzasnask gjorde mig dårlig, og sushistederne i Odense bringer ikke ud, så jeg følte mig lidt på herrens mark, men sørme om der så ikke var kommet nyt sted på Just Eat! Stedet hedder Wok Express. Jeg ved ikke om stedet er nyt, eller om det bare er samarbejdet der er det, men damn de reddede lige min weekend.
Jeg fik desværre ikke taget billeder, men jeg bestilte noget and i sursød sauce med ris, forårsruller og en portion suppe (man skulle bestille for 120 kr. hvis man ønskede udbringning). Det vidste sig at jeg nærmest havde fuldkost til 2 dage i den bestilling! Det var helt suverænt. To voksne mennesker kunne sagtens spise sig mætte og maden var rigtig lækker. Udbringningen var hurtig - et kvarter hurtigere end angivet. Det kan man jo ikke brokke sig over. Og maden var rygende varm. Alt i alt en super oplevelse, det er helt sikkert ikke sidste gang jeg bestiller mad derfra. Det kan anbefales.

onsdag den 12. januar 2011

Influenza.... Lort!

Eksamen på mandag, og så har jeg fanget noget der ligner en influenza. Fuck og død! Det er bare så dårlig timing.
Det er bare super hardcore stuff, så alt er mega bombet herhjemme inklusiv mit hoved. Til gengæld er vægten gået ned for fuld smadder. 3,8 kg. siden 1. januar! Det her helt vildt lækkert. Jeg er kommet over mæthedsproblemerne, og nu går det bare den rigtige vej.
Maden i dag stod på øllebrød med vaniljecreme. Ganske dejlig spise og det passede perfekt lige i dag. Havde brug for noget nemt og hyggeligt.

Øllebrød

  • 2 skiver rugbrød
  • Vand 
  • ½ øl
  • 1 tsk hasselnøddeolie
  • 3 tsk citronsaft
  • ½ tsk salt
  • Sødemiddel
Skær brødet i små tern og hæld vand over til det dækker. Tilsæt øllen og bring det i kog. Tilsæt olie, citronsaft, salt og sød. Skru ned for varmen og lad grøden småboble til den har den rette konsistens. Ca. 10 minutter. 
Serveres med flødeskum, mælk, vaniljecreme eller lignende.
Jeg brugte græsk yoghurt rørt op med sød og vaniljesukker.


I uge 4 står den på skiferie. Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvordan jeg skal håndtere potentielt vægttab den uge. Der skal i hvert tilfælde hygges igennem, og sikkert også indtages alkohol i underholdende mængder.

søndag den 9. januar 2011

Skuffende tunsteak midt i eksamenslæsningen

Der skal godt nok knokles på med eksamenslæsningen. Pensum er gigantisk synes jeg (og ved det bliver sværere på de kommende moduler) og nogle af de ting vi skal vide virker så ligegyldige! Hehe men sådan er det når man vælger et "elitestudie" som medicin. Den største udfordring er at skulle kunne tingene udenad, fordi man ikke har nogen hjælpemidler til rådighed. Hardcore synes jeg.

Aftensmaden stod på tunsteak med stegte peberfrugter og sojamayo.
Jeg har ikke gjort det så meget i tunsteaks før, og jeg må indrømme jeg var ret skuffet. Ved ikke om det var kvaliteten, det er bare sådan en fra frost købt i fakta, men det var godt nok lidt øv. Jeg gjorde mig umage for ikke at stege den for meget, tun skal jo helst være nærmest rå indeni, og jeg ELSKER sushi tun og spiser også sashimi med stor glæde, så var ikke nervøs for det overhovedet, men det fungerede bare slet ikke. Jeg havde ikke engang lyst til at spise den ene steak op jeg havde smidt på tallerkenen (havde stegt to).

Tilbehøret var til gengæld uovertruffent!

Tunsteak med grillede peberfrugter og sojamayo
Stegte peberfrugter (1 person)

  • 2 peberfrugter 
  • 1 knsp salt
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 tsk olivenolie
Peberfrugterne skylles og skæres i store tern. Vendes med salt og citronsaft og steges i olivenolie på panden. De fik max varme under omrøring et par minutter hvorefter jeg skruede ned og gav dem 5 minutter mere på mellemste trin. 
Super nemt og virkelig lækkert, det smagte især godt med sojamayoen. Det var en god kombi.

Sojamayo
  • 2 store spsk god mayonnaise (jeg bruger altid Hellmanns light)
  • 2 tsk soja
Ingredienserne røres sammen og er straks klar til servering. Meget simpelt, men rigtig lækkert. Ikke fedtfattigt, men det er det gode fedt, så i begrænsede mængder er det glimrende dip - også når man er på skrump. Ideen kom fra en sushirestaurant, hvor jeg engang fik serveret sojamayo til mine nigiri. Det var rigtig lækkert, så jeg besluttede mig for at prøve selv, og det var ganske simpelt og med fremragende resultat.


Jeg har også været flittig og lavet madpakke til i morgen og helt frem til torsdag!

Marineret skinkekød med haricots verts og tzatziki

Marineret skinkekød i tern (4 portioner)

  • 500 g skinkekød i tern (hurra for tilbud i Fakta)
  • 2 dl soja
  • 1 rød chili
  • 2 spsk hakket ingefær
  • 2 fed hvidløg
Soja, chili, hvidløg og ingefær køres i minihakket (man kan selvfølgelig også bruge kniv, hvidløgspresser osv. men det her er så nemt)

Kødet lægges i marinaden og får lov at trække nogle timer i køleskabet, hvorefter det steges på panden.

Tzatziki
  • 200 g græsk yoghurt (jeg brugte 0,1 % men en federe variant er også lækker)
  • ½ agurk
  • 2 fed hvidløg
  • 1 knsp salt
Riv agurken og pres væden fra. Jeg bruger bare hænderne, det syne jeg er det letteste. Hak hvidløget og bland agurk, hvidløg og yoghurt sammen. Smag til med salt.

fredag den 7. januar 2011

Det der med at blive mæt

Jeg har jo gjort mig umage for at tage mig sammen med hensyn til hvad jeg spiser her efter jul og nytår. Jeg har taget meget på siden jeg flyttede til Odense - faktisk har jeg taget jævnt på siden jeg og Loke flyttede fra hinanden for snart et år siden.
Jeg har forsøgt at tage mig sammen flere gange, men der er bare hele tiden kommet noget i vejen. Nu har jeg et mål der hedder 10 kg. inden 1. juni, hvor jeg har planer om at tage på Roskilde Festival. Hvis vejret bliver bare halvt så godt som sidste år, vi der være mega lækkert at kunne flashe bar mave i sommersolen uden at skamme sig.
Der har dog været et problem. Jeg har simpelthen ikke kunne holde mig mæt indenfor de kalorier jeg må få. Jeg benytter mig af Madlog som hjælp til vægttabet, og det et bare et genialt redskab, men jeg har åbenbart fået udvidet min mavesæk, for har haft mega svært ved at holde mig mæt. Jeg overvejer lidt at tage en uge på ren Nupo, simpelthen for at få formindsket mavesækken - og så er det ekstra vægttab selvfølgelig en bonus. Er dog ikke sikker på jeg gider det. Indtil videre har jeg ikke noget i huset, så det bliver i hvert tilfælde ikke lige nu.

I dag har jeg siddet sammen med Lea og vi har snakket om en masse praktiske ting i forhold til at flytte sammen. Det bliver SÅ fedt. Jeg glæder mig helt vildt meget til det. Både hendes og min familie kommer og hjælper med at flytte, så vi kan afslutte flyttedagen med en super hyggelig dobbelt familie middag.


Aftensmaden i dag har været meget simpel. Tomatsuppe fra Knorr, deres italienske variant med soltørret tomat og mascarpone. Den smager altså super godt, og så tager det kun 5 minutter at lave. Dertil kød- og melboller.
Er der andre end mig der har nogle småulækre madvaner? En af mine underlige sider er en forkærlighed for kød- og melboller på frost. Og jeg mener altså spist direkte fra frost. Det kan jeg sagtens gå og snacke sådan nogle når jeg er småsulten. For et par måneder siden købte jeg en pose af de billige fra Fakta. Jeg plejer at købe dem fra Mou, men når man er på SU vil man jo gerne spare. Da jeg kom hjem skulle jeg straks smage og øv hvor blev jeg skuffet! Kødbollerne smagte virkelig dårligt. Jeg blev så ærgerlig over at have købt dem at jeg ikke har fået brugt nogle af dem siden.
I dag røg de så i suppen, for de skal jo spises. Og positiv overraskelse! De smager ganske glimrende når først de er blevet varmet i suppen. Sikke en lettelse, jeg var lidt bange for det ville blive nødvendigt at smide hele posen ud.

onsdag den 5. januar 2011

Nytårsdesserten 2010/2011 - Blødende Chokoladekage


Blødende Chokoladekage med vaniljeparfait og granatæbleeksplosion 

Kagerne er bagt efter Birthes opskrift fra Newyorkerbyheart. Jeg har bare ganget opskriften op, og så har jeg valgt at bruge pasturiserede æg. Desuden brugte jeg amerikanske muffinforme istedet for ramakiner, da min mor ikke havde nogen.

Blødende chokoladekage
  • 300 g mørk chokolade
  • 300 g smør i tern
  • 6 pasturiserede æg
  • 250 g sukker
  • 80 g mel

Smelt chokoladen over vandbad. Vendt smørret i chokoladen lidt af gangen til det er smeltet. Pisk æg og sukker til det bliver hvidt og luftigt.
Vend chokoladen i æggeblandingen og sigt melet heri.
Bages i ovnen ved 200 grader i 13 minutter.

Jeg lavede dejen i forvejen, fyldte den i formene og stillede dem ud på terrassen (overdækket selvfølgelig)

De kunne ikke komme ud af formene uden at gå i stykker, jeg tænker det måske er lettere i ramakiner. Det skal i hvert tilfælde prøves. De var super lækre

Nem vaniljeparfait

  • 4 pasturiserede æggeblommer
  • 8 spsk sukker
  • ½ l piskefløde
  • 1 spsk vaniljesukker 
Pisk æggeblommer og sukker til det er lyst og luftigt. Pisk fløden til skum. Rør æggeblandingen og flødeskummet sammen og smag til med vanilje.
Stil skålen i fryseren og sørg for at røre godt rundt en gang i timen. Når parfaiten er ved at være stiv, kan den hældes over i en boks med låg, hvis man har lyst til det.

Server chokoladekagerne med vaniljeparfait og pynt med grantæblekerner. 


Vi var ude og kigge på lejligheden i dag, og den var bare helt super! Vi har sagt ja og vi kan flytte ind den 1. februar. Det bliver så fedt, jeg glæder mig helt vildt.

tirsdag den 4. januar 2011

Fyldt bagekartoffel - Nu med computer i hænderne igen

Fyldet, der venter på at kartoflerne bager

De udhulede bagekartofler

Velbekomme


Fyldt bagekartoffel 
  • 2 bagekartofler
  • 1 pakke skinketern
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 håndfuld grønne bønner
  • 1 lille rødløg
  • 1 håndfuld persille
  • 1 dl græsk yoghurt
  • Salt og peber
Bag kartoflerne 45-60 minutter afhængig af størrelse (200 grader). Mens kartoflerne bager er der god tid til at lave fyldet. 
Skær grøntsagerne i små tern og rør dem sammen med den græske yoghurt og skinketernene.
Når kartoflerne er klar tages de ud og toppen skæres af. Indmaden skrabes ud med en ske og blandes sammen med resten af fyldet og låget lægges tilbage på. 
Bag herligheden et kvarter mere i ovnen og server - evt. med en klat smør.

Der var en masse fyld i overskud, som jeg har tænkt mig at bage i et lille ovenfast fad i morgen. Måske med et drys revet ost over, hvis jeg synes jeg kan tillade mig det.


Nu har jeg fået min computer igen. Den skal en tur ind igen, men det bliver ikke før mine eksamener er overstået!
Det har været en hård tid over jul og nytår efter mit brud med Loke. Jeg savner ham ad helvedes til, men kan godt se at det ikke kan fungere. Prøver ikke at tænke for meget på ham.
Der er under 2 uger til eksamen og helt præcist 16 dage til jeg tager til Les 2 Alpes på ski - Jeg glæder mig SÅ meget til at komme væk fra det hele og blive blæst igennem. 
Jeg har en masse blogging der skal indhentes nu, glæder mig til at få noget fra hånden.

I morgen skal jeg ind og se en lejlighed i centrum sammen med Lea. Jeg håber virkelig det er noget. Hvis vi er interesserede er den klar til indflytning 1. februar - det kunne være SÅ optimalt. Den kunne ikke ligge mere centralt og prisen er rimelig. Bagefter står den på 1½ times Shotokan Karate hos Saiko Odense. Det er jeg lidt spændt på. Har dyrket Nihon Jujutsu i mange år, men mit forbund, DJJF, har ikke nogen afdelinger i Odense. Jeg har godt overvejet at starte en klub op, men det er for tidskrævende midt i studiet lige nu. Men jeg har savnet at træne, så det passer helt fint ind. Jeg har hørt at "Strong's the new skinny", så det bliver mit motto i år. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...