Viser opslag med etiketten Mode. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mode. Vis alle opslag

torsdag den 2. december 2010

Sidste dag på røven

Arh det er så dejligt at have fået penge igen. Det er virkelig frustrerende at leve på en sten. Det er ikke fordi man lever fedt på en su, men sidste måned var godt nok for meget.
Jeg tog til Sjælland torsdag. Morgenmaden stod på scramplede æg med kogte kartofler i tern + salt og peber. Meget mere simpelt bliver det ikke. Som tilbehør lavede jeg et af mine pandebrød.
Madpakken blev igen pandebrød (det er så smart, fordi man kan lave dem ud af praktisk talt ingenting - æggene kan også udelades hvis man mangler) med hjemmelavet chokoladesmørepålæg.


Hjemmelavet Chokoladesmørepålæg

  • 2 spsk becel minarine
  • 3 tsk hasselnødeolie 
  • 1 tsk kakaopulver
  • 1 tsk sødemiddel
  • ½ tsk vaniliepulver


Alle ingredienserne røres sammen. Nemmere bliver det ikke


Jeg bliver lige nødt til at sende en tanke til alle mine dejlige, tidligere kollegaer i Tryg. Stjernen, jeg har om halsen, har jeg fået af dem, da jeg stoppede i august 2009.

Rejseoutfittet
På vej hjem med min far i bilen, stoppede vi på OK-tanken i Ballerup. Jeg har nævnt det før og er til stadighed forundret. Nu blev jeg altså nødt til at købe den...


Gigantromkuglen! Det er min brors hånd ved siden af. Romkuglen vejer 400 g. De laver også romkugler på hele kilo, så skal man bare forudbestille. Synes det er for sindsygt ^_^

tirsdag den 16. november 2010

Morgentåge og rimfrost

Da jeg kørte i skole i morges, var der voldsomt tåget. Man kunne ikke se mere end 100 meter frem, og det var hamrende koldt. Da jeg landede på skolen efter et kvarters cykeltur, var jeg helt dækket af rimfrost! Det var godt nok underligt, det har jeg altså ikke prøvet før. Det må så være det man kalder en rimtåge ^_^.


Jeg sidder hos min borger og skriver, og jeg synes det har været en rigtig god dag. Det er normalt virkelig hårdt, men hun har virkelig varmet op overfor mig. Jeg tror det er fordi hun godt kan lide mine råstegte kartofler hehe.
Min far er på besøg, og han har lovet at hente mig, så jeg ikke skal cykle 10 km hjem. Det er virkelig befriende. Nu ser vi Grease og hygger os.
Vi (jeg) lavede hakkebøffer med råstegte kartofler og bløde løg til aftensmad. Jeg præsterede også at lave en brun sauce der smagte afskyeligt. Ud røg den. Havde forsøgt med grøntsagsbouillon og den var lavet på margarine og cremefin. No go til en anden gang. Det er første gang jeg har lavet en decideret dårlig sauce. Øv. Jeg har ikke foreviget den.

Benvarmerne fra i går kom på benene og kantrækkes helt op over lårene

mandag den 15. november 2010

Opdagelsen af Pama Minutris og nyt syn på verden

Sikke dog en fantastisk opfindelse! De er billige (ikke så billige som almindelige grødris, men alligevel), det er nemt og det går hurtigt. Pludselig tager det kun 5 minutter at lave risengrød.
Morgenmaden kom i dag til at stå på risengrød (kogt på vand, fordi der ikke var mere mælk). Det er altså ganske udemærket at koge grøden på vand, kan jeg så fortælle. Det er selvfølgelig ikke helt ligeså godt - sødmælk smager nu engang bedst, men når man tager i betragtning at grøden til gengæld ikke brænder på, så er resultatet ganske acceptabelt. Dog vil jeg til hver en tid foretrække at lave "rigtig" risengrød under dynen - det er også min idiotsikre måde at undgå brændt grød - det virker og resultatet bliver perfekt. Men på den måde får man altså ikke risengrød til morgenmad.


Det er godt nok en presset dag i dag. Jeg tog i skole kl. 8 og kommer først hjem fra arbejde ved midnat. Heldigvis kan jeg bruge computeren på arbejdet, så kan der kobles en smule af alligevel.
Mellem skole og arbejde har jeg været nede hos optikeren  og hente min nye kontaktlinse. Wow! Nu kan jeg faktisk læse den nederste linje p åde der satans synstest! Det er jo helt vildt. Jeg bruger Louis Nielsen, og er rigtig glad for dem. Det er det billigste, og jeg kan ikke sætte en finger på deres service. Det kan også virkelig anbefales til forældre med børn i den størrelse, hvor de lidt for tit får smadret brillerne. Det er selvfølgelig ikke den bedste kvalitet, hvis man vælger de aller billigste, men et par briller til under 300 kr. er altså også MEGET billigt!
Julepynten hænges op i Odense C
En pause på en bænk, før jeg tog på arbejde
Benvarmere, armvarmere - Kartoffel kartoffel
Det blev en væsentlig koldere dag end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Eller rettere sagt - jeg havde ikke helt gennemtænkt mit tøj i morges. Korte ærmer har ikke tidligere været noget problem, når jeg har haft et stort sjal med, men i dag blev det kombineret med en jakke med åbne ærmer, så det var mega koldt at cykle. Resultatet blev at jeg, da jeg alligevel var inde i byen, tog et smut i H&M for at kigge efter nogle lange handsker eller lignende. Økonomien er jo ikke ti lden salgs pt. men heldigvis havde jeg et tilgodebevis på 50 kr. Det endte med at jeg købte et par af de gode lange benvarmere, jeg også har et par af derhjemme. Jeg købte dem i grå, så de ikke var magen til dem jeg har derhjemme, og så kom de ellers på armene. Og NØRJ hvor var det dejligt! Jeg gav 40 kr. for benvarmerne og det var hver en krone værd.

Dagens outfit - Indendørs vel at mærke

Overtøjet
Jeg er så småt begyndt at lege med Photoshop, før jeg lægger billederne på bloggen. Jeg synes det bliver så fint, men det tager selvfølgelig også noget tid.

søndag den 14. november 2010

Småreparationer på garderoben

Jeg har været mega flittig i dag, synes jeg selv. Jeg har ryddet lidt op og gjort rent, og så havde jeg et par kjoler liggende, som var gået i stykker. Dem fik jeg repareret. Frem med syæsken og så i gang. Det drejede sig om noget så simpelt, som en strop der var gået løs og en knap der var faldet af - ikke det vanskeligste i verden - men I ved... Det der med at få tingene gjort.

Den ødelagte strop
Den ikke længere ødelagte strop ^_^
Knappen er gået af
Og nu sidder den sørme på igen!
Og kjolen kom på - Dagens outfit
Jeg fik også limet en magnet sammen, som gik i stykker for et stykke tid siden. Det er en lille frømagnet, jeg lavede engang af Fimo. Det er godt nok længe siden jeg har leget med den salgs - det kunne være man skulle gå i gang igen. Frøen her kom til verden, da jeg ville lave en skjorte med frø-knapper til min fætter, der elsker frøer. Den er altså lavet som en lang pølse, men skærer skiver af, og så prikkede jeg huller til knapperne før jeg bagte dem i ovnen. Magneten var lidt af det, der var til overs. Jeg syntes ikke det skulle gå til spilde. Nu hænger den og pynter på mit køleskab.

Forfra
Bagfra
Jeg har fået mindre gode nyheder hjemmefra. Min ældste lillebror har besluttet sig for at droppe ud af gymnasiet, og skal nu finde ud af hvad han vil i stedet for. Han skulle have afsluttet 3. g her til sommer, men det bliver altså ikke til noget. Både mine (vores) forældre og jeg, er meget bekymrede for ham, men vi respekterer selvfølgelig hans valg. Der er sådan set også noget fornuft i det. Hans karakterer var ikke så gode, og det er skidt at komme ud af gymnasiet med et dårligt gennemsnit, hvis man finder ud af at man vil ind på en af de uddannelser der kræver et godt snit. Det er nemlig sådan i Danmark, at det gennemsnit man får første gang man består en studentereksamen (eller HF, handelsskole el. lig.), det er det der følger én resten af livet. Selv hvis man fandt på at tage en komplet 2-årig HF, så er det ikke muligt at forbedre sit snit.
Jeg synes det er et underligt system, hvor man bliver dømt på en præstation, der for nogles vedkommende kan ligge langt tilbage. Jeg kan slet ikke forstå, at man ikke har mulighed for at gøre det om, hvis man skulle føle for det.
Så hvis man var umoden i gymnasiet, lige akkurat bestod sine eksamener, og så tre år senere finder ud af at man vil læse medicin, jura eller ligende - og faktisk har evnerne til det. Ja så er det bare ærgerligt. Kvote 2 er ikke en mulighed, for der er også et mindste gennemsnit, og selv hvis du tager alle dine eksaminer om - så er der bare ikke noget at gøre ved det.
Set i det lys, er det nok ikke den dummeste beslutning i verden, min brormand har taget, selvom det selvfølgelig ikke er den fedeste heller.
I det hele taget synes jeg måden vi optager folk på vores uddannelser i Danmark er tåbelig. Der har været lidt i TV om den 71-årige medicinstuderende på Syddansk Universitet. Ham går jeg tilfældigvis i klasse med, og egentlig synes jeg det er blæret at gå i gang med sådan et studie som 71-årig, men jeg synes ikke det kan være rigtigt at det betyder at et ungt mennesker, som faktisk ville kunne praktisere som læge efterfølgende, ikke kan komme ind på studiet, fordi han optager en plads.

lørdag den 13. november 2010

Pastaretter og bh-størrelser

Puh det har været en hård aften. Har været på arbejde, hvor jeg passer en multihandicappet dame, og selvom det ikke som sådan er svært eller fysisk hårdt, er det virkelig udmattende.Og så var der lige cykelturen hjem på de 10 km. Heldigvis var modvinden ikke så slem, som jeg havde frygtet, og jeg vandt mit personlige kapløb med bussen.
Aftensmaden i dag blev meget simpel. Fuldkornspasta med champignonsauce, bare en simplere variant af retten fra i går egentlig. Fremgangsmåden er præcis den samme, bare kun med champignons.


Nem su-pasta med grøntsager

  • 1 håndfuld spaghetti
  • 1 lille hakket løg
  • 2 fed hvidløg (hakket eller mast)
  • 10 champignons i skiver
  • 2 håndfulde grønne bønner
  • 2½ dl skummetmælk
  • 2 spsk hvedemel
  • Olie til stegning
  • Salt og peber
Ingredienserne

Kog pastaen som anvist på pakken. Svits løg og hvidløg i olien. Ryst mælk og mel sammen til en jævning. Tilsæt champignons, og steg til det meste af væden er væk. Smid bønnerne i gryden (det gør ikke noget at de stadig er frosne). Steg videre til bønnerne er varmet igennem. Hæld mel- og mælkeblandingen over grøntsagerne og rør rundt. Skru ned for varmen og lad det småboble lidt under omrøring. Smag til med salt og peber. Vend pastaen i saucen og server. 


Læg og hvidløg sauteres
Champignons tilsættes
Bønner tilsættes
Klar til servering
Jeg er så heldig at være velsignet med en bh-størrelse der er en god del større end gennemsnittet, men jeg er ikke så bred, så siden jeg gik ud af 9. klasse har det altid været problematisk at skaffe bh'er der passede ordentligt og som ikke kostede en formue. På et tidspunkt opdagede jeg Bravissimo, som fortjener stor ros og ikke kan anbefales nok. Det er en britisk undertøjskæde, som er specialiseret i store størrelser - og de har den bedste service man kan forestille sig. Man skal slet ikke være betænkelig ved at købe online. Hvis man er i tvivl om størrelser, så kan man gribe et målebånd og ringe til dem, så guider de en igennem. Anledningen til at skrive om dette kom, da jeg opdagede at min yndlings webshop Asos, også er begyndt at sælge undertøj jeg kan passe! Det er jo simpelthen helt fantastisk. Der er nogle enkelte ting, der er gengangere på de to sider, men ellers er Asos' undertøj en helt anden stil. Hvor Bravissimo laver mange søde, pigede modeller, er Asos' mere sexede. Jeg er så ærgelig over at mit budget for denne måned er så stramt. Har udset mig flere sæt, jeg gerne vil have, og som nok ryger i indkøbskurven første december, hvis ikke de er udsolgt inden. Min familie gør det ikke så meget i online shopping, så det er nok håbløst at ønske sig det i julegave.

    

Jeg har virkelig været slem til det med online shopping. Jeg har så meget tøj, at der ikke kan være mere i min lille lejlighed, og tro mig - det er sorteret og der blev ryddet grundigt ud da jeg flyttede.

Det er så dejligt at få kommentarer til sine indlæg. Jeg bliver helt opløftet, når jeg ser der er nogen der læser hvad jeg skriver, og måske endda kan bruge noget af det. Jeg bliver helt smigret hver gang NewyorkerByHeart kommenterer - hun er min første (og i skrivende stund eneste) faste læser, udover min dejlige søster, som har fulgt med fra starten. Det var hendes blog, som inspirerede mig til at gå i gang med at blogge selv, og jeg er så glad for jeg er startet, selvom de fleste synes det er lidt sjovt at jeg tager billeder af al min mad.
I dag så jeg så en kommentar fra Tanja, der også har en blog. Den hedder Ajnat.dk og så kommer man jo helt til at fordybe sig i den. Tanja har i øjeblikket gang i en Giveaway, som jeg synes er et fantastisk koncept. Jeg har også selv overvejet det, men det virker lidt fjollet, når der nu ikke er så mange der læser med. Det kommer nok på et tidspunkt. Da jeg ikke har noget i den stil i gang, kan i følge linket her til Tanjas lille konkurrence om man vil. Jeg kan kun anbefale at man deltager.
Når jeg sidder og læser Tanjas blog, bliver jeg helt skruk. Det er forfærdeligt. Jeg er slet ikke et sted hvor jeg skal have børn lige nu, men jeg vil så gerne! Mine æggestokke er i hvert tilfælde klar. Det er åbenbart ikke så nemt at slukke for det dersens biologiske ur, når først det er blevet tændt. En midlertidig løsning var læsning i min nye Embryologi-bog - læren om fostre. Det er en forfærdelig bog med kromosomfejl, statistikker og frygtelige billeder, som får mig til at tænke "godt jeg ikke er gravid". Desværre virker det ikke så længe af gangen.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...