Viser opslag med etiketten Kylling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kylling. Vis alle opslag

torsdag den 7. april 2011

Tortillas med kylling

En af de gavmilde sponsorer til madbloggertræffet var Santa Maria. Jeg fik prøvet deres tortillas - de er lidt grovere end dem jeg normalt køber, hvilket er en bonus. Ellers adskiller de sig ikke voldsomt.

Opskriften jeg bruger kan ses her. Jeg laver gerne min egen tacomix og varierer den lidt fra gang til gang. Jeg havde ikke så meget spidskommen i dag, så der blev fyldt på med kebabkrydderi (også fra Santa Maria), som næsten består af det samme. Derudover valgte jeg kyllingebryst i tern i stedet for oksekød, men det kan man gøre helt som man lyster.

Der kom også et par andre ting fra goodie baggen i brug - deriblandt rivejernet fra Microplane og osten fra Arla. Endnu engang kun positivt at sige. Det eneste der er lidt ærgerligt er at det er så sjovt at bruge rivejernet, at jeg kommer alt for meget ost på hehe.

Tortilla klar til at blive foldet
Sådan folder jeg tortillas - Så har jeg plads til mest muligt fyld
Sponsorgaverne fra Arla
Sponsorgaverne fra Santa Maria

onsdag den 20. oktober 2010

To slags rodfrugtmuffins

Jeg fandt lidt inspiration i en af mine kogebøger, Suverænt Nemt af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz.

Jeg havde nogle gulerødder og pastinakker liggende i køleskabet, som skulle bruges, og så fandt jeg en opskrift på rodfrugtmuffins. Jeg pillede lidt ved opskriften, udskiftede piskefløde med skummetmælk og citronskallen med citronolie.
Resultatet var rigtig fint, så jeg besluttede at lave en portion til, denne gang med kakao og lidt sødemiddel.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den

Rodfrugtmuffins fra "Suverænt Nemt" 

  • 3 gulerødder
  • 4 små pastinakker
  • 3 æg
  • 1 håndfuld frisk timian
  • 150 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 tsk citronolie
  • 1 dl skummetmælk
  • Salt og peber
Rodfrugterne rives groft og alle ingredienserne røres sammen i en skål. 
Put fyldet i muffinsforme (fyld dem helt op) og bag ved 200 grader i ca. 25 minutter, til de er gyldne og faste. 




Jeg spiste dem med kyllingelår og en smule rugbrød med feta. De blev super lækre og saftige, men de kunne have haft lidt mere smag. Næste gang smider jeg lidt feta i dejen, det tror jeg vil give et godt twist. 

Rodfrugtmuffins med kakao
  • 3 gulerødder
  • 4 små pastinakker
  • 3 æg
  • 150 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk mandelolie
  • 5 spsk kakao
  • ½ dl skummetmælk
  • 2 spsk sød

Fremgangsmåden er præcis den samme som ved de andre muffins.



De blev super vellykkede, så hvis man er ude efter lidt sødt uden for mange kalorier, så er det her et godt bud. Der er kun omkring 115 kcal pr. muffin. Mums!

torsdag den 14. oktober 2010

Pandebrød og bodegaer

I går prøvede jeg kræfter med fænomenet pandebrød. Jeg havde ikke noget gær, ikke noget brød og var for stædig til at handle, når jeg egentlig har et fuldt køleskab (man er vel på su). Jeg googlede forskellige opskrifter på pandebrød, og fandt flere uden  gær, så jeg kastede mig ud i eksperimentet, som endte ganske vellykket hvis jeg selv skal sige det.
Formålet med brødet var en sandwich med et stykke kyllingebryst, der skulle bruges, så jeg stegte kyllingebrystet i karry på panden først, og stegte pandebrødet bagefter, så det tog smag af karryen og den gode olivenolie. Mums.

Dejen på panden

Det færdige pandebrød
Nemt pandebrød uden gær
  • 1 æg
  • ca. 5 spsk mel (med top)
  • ½ tsk bagepulver
  • ½ tsk salt
  • Lidt vand
Ælt alle ingredienser sammen. Det bliver en klistret dej. Skrab dejen ud på panden og steg ca. 3 minutter på hver siden ved middel varme.

Den færdige kyllingesandwich
I går var også International Suit Up Day og der blev i hvert tilfælde suited up blandt de nye medicinstuderende i Odense. For mit vedkommende stod den på dybrød, hellang gallakjole til kursus i akut beredskab. Hvem sagde at man ikke kunne lære førstehjælp i fint tøj? Det var ganske fantastisk at se 3 ungersvende i jakkesæt og slips stabilisere nakken på en "traumepatient" og flytte ham over på et imaginært spineboard. Herefter fik jeg lov at dåne på ganske prinsesseagtig vis, og blev iført en halskrave, som på ingen måde matchede outfittet.

Efter nogle dramatiske timer gik turen hjem til Lea, så vi kunne komme afsted til aftenens bodega-crawl. Pga. de sene førstehjælpstimer, kunne vi først slutte os til selskabet på aftens tredje sted. Vi nåede dog at få besøgt både Skandsen, Andersens Bodega og Lørups Vinstue. Før den stod på onsdagsdruk, var det dog nødvendigt med mad. Valget faldt på Sandwichkiosken, som lå på vejen til Skandsen.
Jeg kan ikke erindre nogensinde at være blevet så skuffet. Jeg kan kun sige en ting - spis der ikke. Priserne svarede til dem du kan få på Sunset Boulevard, men hverken kvalitet eller betjening var noget at juble over. Man kunne ligeså godt have købt en dsb-sandwich. Det havde været billigere og kvaliteten havde ikke været ringere. Øv.

Da jeg ikke har lyst til at slutte med "øv", vil jeg lige fortælle om de fantastiske flødeboller, jeg smagte sammen med Lea i tirsdags, før vi tog i biffen.


Jeg købte dem for lige omkring 30 kr. i Superbrugsen, som en lille værtindegave, og for dælen de var gode! Nu er jeg personligt stor fan af hvid chokolade og flødeboller er også dejligt. What's not to like? Flødebollerne var fra Spangsberg, som fra nu af har min opmærksomhed. Laget af chokolade var dejligt tykt og skummet lækkert. Dog er det ikke den slags man bare kværner en pakke af. Efter den varme kakao var en enkelt af disse flødeboller perfekt, men også rigeligt for mig - og jeg plejer ellers ikke at være den der får for meget af det søde. Men pointen var selvfølgelig at de kun kan anbefales.

mandag den 11. oktober 2010

På den igen - Omelet med rød peber, løg og kylling

Så fik jeg taget mig sammen til at hoppe på vægten. Damn det var ikke sjovt. Hele denne her studiestart har betydet nogle kilo på. Nu må jeg hellere tage mig sammen - farvel friture og flødeis! I hvert tilfælde skal mængderne ned. Vægten sagde 74,5 kg og det er ALT for meget. Det er 5 kg ekstra på 1 måned. Jeg håber de ryger ligeså hurtigt af igen.

Aftensmaden kom til at stå på tøm køleskabet kombineret med slankehensyn. Resultatet blev en lækker omelet.

Omelet med rød peber, løg og kylling (2 personer)
  • 1 kyllingebrystfilet
  • 3 æg
  • 3 små løg
  • 2 røde peberfrugter
  • Salt og peber
  • 2 tsk olivenolie til stegningen

Skær løg og peberfrugt i små tern og steg dem i olien på en pande til løgene er gyldne og peberfrugterne er bløde.
Skær kyllingebrystet i små tern og steg dem sammen med grøntsagerne på panden.
Rør æggene sammen og krydr med salt og peber. Vend grøntsagers-kyllinge-blandingen sammen med æggene.
Kom det hele tilbage på panden og steg ved lav varme til omeletten er gennemstegt - ca. 25 minutter.


Finthakkede løg og peberfrugt

Det hele på panden

Nu med æg

Det færdige resultat - Og ja, jeg er en spade til at få omelet hel ud af panden. Måske kommer det en dag. Gode tips modtages gerne!

Det giver lige knap 300 kcal pr. næse, hvilket er helt perfekt. Planen var at gemme halvdelen til frokost i morgen, men den blev altså også kørt ind i et anfald af ædeflip. Heldigvis kunne jeg tillade mig det.

Et stort tillykke skal lige nævnes til Loke, som har været så heldig at få lov at starte på sin drømmeuddannelse i dag i stedet for til vinter. Det er så dejligt for ham. Jeg håber bare ikke han får for travlt til at besøge mig.

fredag den 20. august 2010

Kylling i pesto

Gårdagens aftensmad blev til en lækker gang kylling i pasta med pesto. Yum! Deri blandet cherrytomater, haricots verts, grillede peberfrugter med hvidløg og sprød bacon. Fantastisk kombination. Jeg elsker at lege i køkkenet.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...