Viser opslag med etiketten Bloggertræf. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bloggertræf. Vis alle opslag

lørdag den 19. marts 2011

Hawaitema og et par anmeldelser

Fredagen før madbloggertræffet stod den på fødselsdagsfest med hawaitema. Symaskinen og kassen med stof blev fundet frem, og der blev kreeret til den store guldmedalje.




Kjolen var dejlig nem at sy, det er egentlig bare et stykke orange viscose jersey, jeg har haft liggende længe, som er syet sammen til et rør. Den sidste del blev ikke syet sammen - man kan jo ikke tage til hawaifest uden at vise en smule ben. Til sidst blev der syet nogle silkebånd på som stropper. Ganske fint resultat hvis jeg selv skal sige det. Makeuppen blev stykket sammen af effect powders fra Gosh og Mac. Som base bruger jeg Waterproof Eye Shadow Stick (også fra Gosh). Det gør altså at makeuppen holder hele natten - og hele næste dag med for den sags skyld.
Festen varede til den lyse morgen, og i et oplyst øjeblik erkendte jeg, at jeg aldrig ville komme op kl. 9, hvis jeg gik hjem og lagde mig til at sove ved 7-tiden. Derfor endte jeg med at sove på en sofa, og tage direkte videre til intromøde med Sexekspressen om lørdagen. Det er en organisation under IMCC, der har til formål at tilbyde seksualundervisning til børn i folkeskolens 7.-10. klassetrin. Det var supersjov undervisning, trods tømmermænd og en del undren over den kreative påklædning. Jeg glæder mig allerede til at komme i gang med projektet.
Efter mødet gik turen hurtigt forbi hjemmet, hvor jeg lige kunne nå at skifte tøj og hoppe på cyklen hjem til Anne, så vi kunne komme afsted til madbloggertræffet. Makeuppen var der altså ikke tid til at fjerne, men den sad faktisk også perfekt, og blev siddende hele aftenen. Jeg var ret imponeret.

Der har selvfølgelig også været tid til at få prøvet nogle flere af alle de lækre produkter, vi fik med i vores goodie bags.
Det ene var denne granatæble/hindbær juice fra Kildespring. Jeg kan ikke sige så meget andet om den end at jeg elsker smagen. Jeg havde høje forventninger, fordi jeg elsker granatæble og hindbær, og jeg blev ikke skuffet. Jeg køber normalt ikke hverken juice, smoothies, sodanvand eller lignende, fordi jeg foretrækker at få mine daglige kalorier, fra kilder der mætter noget mere. Men jeg må erkende at jeg sagtens kunne finde på at købe denne her igen - den ville fungere fint for mig i et svagt øjeblik, når man er ude og handle og er ved at gå sukkerkold (dårlig kombi). Her ville den være genial at forfriske sig med. I øvrigt også fin til diverse skovture og picnics til sommer.


Så var der pålægschokoladen fra Løgismose. Jeg må lige starte med at sige at jeg ikke er så god til mørk pålægschokolade. Jeg er en af de fesne personer, som kun kan lide den lyse. Jeg ved godt at mørk er bedst og sundest og alt det der, men når der skal snaskes skal der altså snaskes. Den mørke chokolade bruger jeg i konfekt, bagværk, müsli og alt muligt andet.
Af samme grund er jeg heller ikke helt vild med denne pålægschokolade, for her er altså kakao for alle pengene. Den har en høj kakaoprocent (65 %) og skiverne er gigantisk tykke! Der er virkelig tale om kvalitet - det kan både ses og smages. Det er lidt trist at god kvalitet er lidt spildt på mig i denne sammenhæng, men det gør altså ikke chokoladen mindre god. Lea var begejstret så jeg tør godt give uforbeholdne anbefalinger.

søndag den 13. marts 2011

Restaurant Bedre Byggeskik

Jeg er så småt ved at komme til hægterne efter en weekend fuld af indtryk. Wow siger jeg bare! Fredagen bød på fødselsdagsfedt med Hawai tema - En fest der sluttede da det var ved at blive lyst. Efter et par timers søvn stod den på intromøde med Sexpressen - et super initiativ, jeg nok skal fortælle mere om. Herefter gik turen til Jylland med Anne og Bianca til det famøse madbloggertræf! Vi var hjemme engang ved midnat efter en fantastisk dag, så jeg har været godt flad. Dagen i dag har stået på hårfarvning med hjælp fra fantastiske Kristín og et forsøg på at danne et overblik over alle de fantastiske sponsorgaver vi fik i går.

Hele bloggertræffet var en fantastisk oplevelse! Jeg var desværre uden kamera den første halvdel af træffet (den der involverede overdådighed i kager), så jeg vil starte fortællingen med restauranten i stedet for. hvem siger også at man skal starte med begyndelsen altid?

Restaurant Bedre Byggeskik i Vejen


 
Tynde skiver af røget lammeculotte, karsecreme og skum, plukkede salater, brændt hvidløg, yoghurt/ vanilje-hvidløgssne

Pocheret perlehønebryst med kogte porrer, kul på porretoppe, vinaigrette på dans kæbleeddike, friterede kapers og flæskesvær på perlehøneskindet.
 
Rosastegt oksefilet med krydderurtetop, lun waldorfsalat‚ tærte af selleri, braiseret bladselleri, foie gras terrin, hjemmelavede rosiner, tyttebærbrunede kartofler  og okseglacé
Blåskimmelost, romsyltede solbær. solbær coullis, pærer, pæremarmelade og sprødt rugbrød
Æblekugler i æblemostsirup med vanilje yoghurt og sprød nougat
Vi blev budt velkommen af ejeren af Bedre Byggeskik, Allan, som optrådte som perfekt og meget entusiastisk vært under hele forløbet. Jeg havde ikke købt vinmenu hjemmefra, og havde egentlig bestemt mig for at lade være, men Allan fik mig (og en del andre) overbevist om at det var en god ide. Vi var flere der endte med at tage en "kør hjem"-menu. Et genialt koncept, hvor man ikke fik for meget, men kunne få lov at smage alle vinene. Og så selvfølgelig lidt billigere, da mængderne var beskedne.
Jeg er på ingen måde vinkender eller entusiast. Jeg elsker et godt glas vin, men mit kendskab til den verden begrænser sig til "Ahhh jeg synes denne her vin smager godt". Af samme grund har jeg valgt ikke at gå ind i beskrivelse af vinene, men rødvinen vi fik til oksefileten fortjener altså lige at blive nævnt alligevel. det var en fransk Côtes-du-Rhône fra 2009, som virkelig smagte fantastisk. Den var væsentlig mere karakterfuld end de vine jeg normalt drikker. Dog er prisklassen også en helt anden er jeg sikker på.
Maden var hele vejen igennem fantastisk. Jeg er normalt ikke den store fan af foie gras, dels pga. dyrevelfærdsspørgsmålet, men også fordi jeg synes det er lige fedt nok til mig. Men jeg må indrømme at den gjorde sig godt sammen med selleritærten. Det var i det hele taget nogle rigtig lækre sammensætninger.
Jeg kunne godt have brugt lidt mere af tilbehøret til osten, da jeg må indrømme at jeg er ret ny i det der med skimmelost. Det er ikke noget jeg har spist tidligere, men jeg er begyndt her det sidste halve års tid.
Jeg fik desværre ikke taget billede af den sidste dessert - Vanilievodka med æblesorbet og brombær - og det ærgrer mig lidt, da det var min favorit. Sorbeten, som var lavet på golden delicious, havde simpelthen den smukkeste farve. det er helt klart noget der skal eksperimenteres med!
Alt i alt har jeg kun pæne ting at sige om restaurant Bedre Byggeskik. Beliggenheden er ikke optimal, når man nu bor i Odense, men der er ingen tvivl om at det er rejsen værd. Stor ros og mange anbefalinger herfra.

Ud over dejlig mad og betjening, var der jo også det fantastiske selskab. Det var virkelig fedt og inspirerende at møde flere madbloggere og sætte ansigter på dem man allerede kender. Piger og drenge - I er super godt selskab. Og så var jeg jo så overordentlig heldig at vinde i lodtrækningen (jeg vinder normalt aldrig noget!), så ud over de fantastiske goodie bags, kom jeg også hjem med en Bamix Stavblender! Er der nogen der kan stave til ny favorit gadget! ^_^.
Den har været i brug til rødbedesuppen i aften, og det blev super lækkert. Den udkonkurrerer 100 % min gamle stavblender. Man er slet ikke i tvivl om at den har en væsentlig højere effekt (200 W), og så er den jo designet til mig, med det fine røde kors, der skriger førstehjælp/medicinkasse! Det er jo den perfekte blender til medicinerstudiehyblen!
Jeg bliver også lige nødt til at nævne mit nye rivejern. Microplane har haft en finger med i goodie bagen, og jeg er altså nu blevet udstyret med et af deres rivejern, hvilket jeg (lidt i hemmelighed) har ønsket mig et stykke tid. Jeg har hørt meget godt om dem, og mine forventninger er ikke blevet skuffet. Jeg er imponeret over skarpheden - pas på fingrene! Min ingefær blev revet helt perfekt. Ingen trevler eller noget - helt genialt. Det skal jeg nok få glæde af.
Der har været mange med til at gøre det bloggertræf til en succes, og der er rigtig mange gavmilde sponsorer, som fortjener nærmere omtale. Jeg har ikke nået at dykke ret meget ned i alle de lækre produkter, jeg har fået med hjem, men der kommer helt sikkert en masse anmeldelser det næste stykke tid. Der skal også en stor tak til Birthe og Anne for det fantastiske arrangement!

Min nye bamix!
Close up af rødbedesuppen
Microplane rivejern

Rødbedesuppe med ingefær
  • 1 kg rødbeder
  • 3 spsk frisk reven ingefær
  • Salt og peber
Rødbederne skrælles og skæres i grove tern, som kommes i en gryde. Hæld vand over til det dækker. Tilsæt ingefær (jeg kan bedst lide den når den er stærk, og det afspejler opskriften). Tilsæt hellere for lidt til at starte med og smag til før serveringen.
Kog rødbederne mindst en halv time og blend herefter med stavblenderen til en ensartet konsistens. Smag til med salt, peber og evt. mere ingefær.

Tip: Hvis du har flere grøntsagsrester, så kog dem med. Kartofler, jordskokker, løg, gulerødder, linser og græskar er glimrende eksempler. De fleste grøntsager kan bruges, man skal bare holde sig fra de grønne af slagsen, ellers får man en virkelig uappetitelig farve.

Serveres med sprød bacon-, parmaskinke-, eller pølsetern, creme fraishe og frisk persille.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...