Viser opslag med etiketten Mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mad. Vis alle opslag

lørdag den 28. maj 2011

Fødselsdag med masser af kage

Sidste weekend stod den endelig på fødselsdagsfest. Lørdag var tilegnet vennerne og søndagen familien. Invitationen lød ganske simpelt på lagkage og hygge og så stod den ellers på lagkagefremstilling. Det er første gang jeg har forsøgt mig med hjemmelavede lagkagebunde, og jeg kan kun sige "Oh my God!". Det er bare ti gange bedre. Køber ikke en færdig lagkagebund igen! Opskriften er fra Frk. Jensen, dog med en enkelt modifikation. Jeg brugte bagepulver i stedet for hjortetaksalt.
Jeg var ret nervøs for om kagebundene var til at flække i de tre dele, men det var slet ikke noget problem, da de først var kølet helt af (jeg flækkede dem først dagen efter bagningen).
Jeg lavede 3 forskellige lagkager, en med skildpaddefyld, en med mokkacreme og en med hvid chokolade krokant fyld i det ene lag og skovbærcreme i det andet. Derudover lavede jeg brunsviger og regnbuecookies og Lea bagte boller.

Lagkagebunde

  • 3 æg
  • 125 g sukker
  • 2 spsk vand
  • 1 tsk bagepulver
  • 50 g hvedemel
  • 70 g kartoffelmel
Pisk æggene sammen med elpisker. Tilsæt sukker og pisk til det hele er hvidt og luftigt. Den skal piskes indtil et spor trukket med piskeriset i overfladen ikke flyder ud. Pisk vandet i.
Bland de to slags mel og bagepulver og vend det i æggemassen med en stor metalske. 
Forvarm ovnen til 200 grader og hæld massen i en springform. Jeg forer formen med bagepapir, så er det nemt at få det hele ud. Bages i ca. 30-40 minutter. 
Når bundene er kølet helt af kan de tages ud af springformen og flækkes i tre - så er de klar til at lægges sammen med fyldet. 

Skildpaddecreme (til en hel lagkage)
  • ½ l piskefløde
  • 2 pakker Toms Miniskildpadder (de almindelige kan selvfølgelig også bruges, så er det ca. 250 g der skal bruges)

Fløden hældes i en gryde og skildpadderne smeltes i fløden over middel varme. Fløden skal ikke koge.
Når skildpadderne er smeltet skal det hele køle af. Lad det evt. stå i køleskabet natten over.
Når fløden er kold skal cremen piskes til skum. Jeg pisker den lidt stivere end almindeligt flødeskum, så flyder det ikke så meget ud når jeg lægger kagen sammen.

Chokoladesmørcreme (til en hel lagkage)
  • 200 g blødt smør
  • 200 g mørk chokolade
  • 200 g flormelis
Pisk smør og flormelis sammen til en luftig smørcreme. Smelt chokoladen over vandbad og vend den i smørcremen. 

Chokoladekrummelurerne er mælkechokolade smeltet over vandbad og sprøjtet ud på bagepapir. Lav dem dagen før.

Jeg bagte lagkagebundene torsdag. Fredag lavede jeg cremen og lagde lagkagerne sammen. Lørdag lavede jeg smørcreme og pyntede kagerne.

Skildpaddecremen
Lagkagebunde og skildpaddecreme
Krummelurer af chokolade
Den færdige kage, klar til servering
Opskrifter på resten af lagkagerne, cookies og brunsviger kommer hen ad vejen :)



tirsdag den 17. maj 2011

Millionbøf med nye kartofler

Der er grænser for hvor kreativt jeg kan udfolde mig med mad når jeg er på arbejde. Jeg har ingen indflydelse på indkøb og jeg må helst ikke gøre eller lave noget alt for uventet. I dag stod den så på millionbøf på gefülen og det blev faktisk rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det.

Improviseret millionbøf med nye kartofler (til ca 4 personer)

  • 2 håndfulde nye kartofler (fordi vi kun var to, flere hvis I er flere)
  • ½ kg hakket oksekød
  • 1 dåse flået tomat
  • 1 bouillonterning opløst i en kop vand
  • 1 gulerod i små tern
  • 1 løg i strimler
  • Lidt maizenajævning
  • 1 spsk olie
  • Salt og peber
Kog kartoflerne.
Steg løgene i olien til de er klare. Brun kødet sammen med løgene og tilsæt gulerødderne. Hæld bouillon og flået tomat over og lad det simre et kvarters tid. Jævn med maizena hvis det er nødvendigt. Smag til med salt og peber.



Jeg er godt nok vild med mit liv i øjeblikket. Jeg har mega travlt, men jeg elsker virkelig alt det jeg laver. Et af de større projekter jeg har gang i, er at planlægge en camp til Roskilde Festival. Vi er en hel flok der planlægger en medicinercamp, og vi går selvfølgelig efter at blive årets camp 2011. Vi har valgt at have Sikker Festival som tema og er i gang med at skaffe sponsorer, så vi kan dele kondomer, solcreme, ørepropper osv. ud på festivallen. Derudover planlægger vi selvfølgelig en masse sjove aktiviteter. 
Hvis du er nysgerrig så tjek bloggen for campen ud: Camp Læger Uden Skrupler. Vi kører i øjeblikket en konkurrence om at designe os et super fedt logo, så hvis du har kreative evner, så deltag endelig ^_^.



torsdag den 7. april 2011

Tortillas med kylling

En af de gavmilde sponsorer til madbloggertræffet var Santa Maria. Jeg fik prøvet deres tortillas - de er lidt grovere end dem jeg normalt køber, hvilket er en bonus. Ellers adskiller de sig ikke voldsomt.

Opskriften jeg bruger kan ses her. Jeg laver gerne min egen tacomix og varierer den lidt fra gang til gang. Jeg havde ikke så meget spidskommen i dag, så der blev fyldt på med kebabkrydderi (også fra Santa Maria), som næsten består af det samme. Derudover valgte jeg kyllingebryst i tern i stedet for oksekød, men det kan man gøre helt som man lyster.

Der kom også et par andre ting fra goodie baggen i brug - deriblandt rivejernet fra Microplane og osten fra Arla. Endnu engang kun positivt at sige. Det eneste der er lidt ærgerligt er at det er så sjovt at bruge rivejernet, at jeg kommer alt for meget ost på hehe.

Tortilla klar til at blive foldet
Sådan folder jeg tortillas - Så har jeg plads til mest muligt fyld
Sponsorgaverne fra Arla
Sponsorgaverne fra Santa Maria

onsdag den 6. april 2011

At miste

Lun pastasalat med peberfrugt og salatost med chili/oregano

  • 2 peberfrugter (jeg brugte en rød og en grøn)
  • ½ blok salatost
  • 2 håndfulde pastaskruer
  • Lidt olie til stegning, samt salt og peber
Kog pastaen som anvist på pakken. Skær peberfrugterne i tern og steg dem i lidt olie på panden. Drys med salt og peber. Vend pasta og peberfrugt sammen og server med salattern.
Jeg brugte salatosten fra Løgismose, som jeg fik til madbloggertræffet. Jeg synes osten er lidt tør i det, men ellers rigtig fin og den passede godt til denne ultra nemme pastasalat. Jeg synes dog det er irriterende at al informationen står på pakken. Selve bøtten med ost er bare blank. Når jeg har åbnet osten vil jeg helst bare smide det overflødige pap væk, men så kan man altså ikke kende ostene fra hinanden. Det er lidt irriterende synes jeg.




Natten til fredag mistede jeg min farfar. Han havde været syg et stykke tid efterhånden. I december fik han konstateret lungecancer, og for en måneds tid siden fandt man metastaser i hjernen. 
Det er mange år siden jeg mistede nogen, der var sådan rigtig tæt på. Der har været nogle dødsfald i familien, men den første, og eneste, gang det har været rigtig tæt på mig, var da min farmor døde. Og det er efterhånden mange år siden. Jeg tror jeg gik i 1. klasse. 
Min farfar giftede sig igen siden, og nu er der så kun min Nina tilbage på den side af familien. 
Døden er en naturlig del af livet, men det gør den ikke mindre sørgelig. Når man tænker på det uundgåelige i det at dø, så vil jeg ønske at alle kan dø så smukt som min farfar. Og ja - jeg synes godt man kan sige at døden kan være smuk. 
Han havde været dårlig en uges tid, da Nina ringede til min far i torsdags. Hun regnede ikke med at det skulle være her og nu, men min farfar havde problemer med vejrtrækningen, og man vil jo hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. Min far ringede selvfølgelig til mig, for at holde mig informeret, men vi var usikre på  om jeg skulle tage fra Odense for at komme derop. Min far tog derop med mine brødre, og lovede at ringe tilbage, når han var der. Han endte med at bede mig komme, om ikke andet, så fordi det kunne være sidste chance for at være sammen med ham, mens han stadig var helt sig selv. Så jeg pakkede en taske og tog næste tog. Min mor hentede mig på stationen og vi kørte derop. 
Det var ikke mere end 1½ uge siden jeg havde været der sidst, og alligevel var forandringen enorm. Det var ingen kræfter tilbage i kroppen. Han var meget, meget skrøbelig. Hele familien var der, mine forældre og søskende, min faster og hendes mand og børn. Min farfars søster og hendes mand. Og selvfølgelig Nina. 
Vi havde en rigtig hyggelig aften. Min farfar var sig selv, men havde ikke luft til at snakke så meget. Det var tydeligt at han var glad for at vi var der. Vi tog hjem ved 22-23-tiden efter at have sagt farvel. 
Ved halv femtiden vågnede min far  og to minutter efter ringede Nina. Efter at have været på toilettet var min farfar gledet ned fra sengen, og kunne ikke komme op. Mine forældre vækkede mig og kørte op for at hjælpe til. Da de ankom var han lige akkurat gået bort. De havde holdt om hinanden og hun havde givet ham lov til at forlade sig, han havde sagt tak. Det hele havde bare været så smukt. Det eneste der ikke var perfekt var, at han faldt ud af sengen, men hvis han ikke havde gjort det, ville de ikke have ringet efter min far og så havde Nina stået alene med det. Det kunne ikke have været bedre.
Min far ringede til mig og fortalte hvad der var sket. Vi blev enige om ikke at vække mine søskende før om morgenen. Han ringede også til min faster. Hun var allerede vågnet. Hun var vågnet samtidig med ham. Tænk at de alligevel er vågnet samtidig. 
Min far klædte selv min farfar på med hjælp fra min mor og Nina. Lægen kom om morgenen ved 10-tiden for at erklære ham død.
Jeg stod selv op omkring halv ni og vækkede mine søskende. Min søster var vågnet om natten, da jeg snakkede med min far, så hun havde fået nyheden. Det er nok det meste voksne jeg nogensinde har følt mig. Da jeg skulle give den besked videre. Vi tog os god tid. Holdt om hinanden og var der for hinanden før vi tog afsted. Der var usædvanligt stille i bilen på vej derop. Vi ankom til huset og blev modtaget med varme og tårefyldte omfavnelser. Vi gik ind, hvor han lå i soveværelset, og fik sagt de sidste farvel. 
Jeg er så glad for at jeg kom hjem, da jeg gjorde. At jeg nåede at se ham. At jeg var der. Og at jeg var kommet tidligere og havde været der, mens han stadig var helt frisk. 
Jeg synes det er fantastisk at han var klar helt til det sidste. At han faktisk kun havde en måned, hvor han ikke havde energi til at gøre de ting han havde lyst til. At han havde hele sin familie hos sig og at han døde i armene på sin kone, som han elskede.
Jeg synes det er forfærdeligt at han ikke er her mere. 

mandag den 28. marts 2011

Kartoffel/Porresuppe med bacon

Altså det er jo ikke gourmet, og det er heller ikke særlig avanceret. Men for dælen hvor smager det altså godt! Ganske simpel opskrift - fik også prøvet hønsebouillonen fra Oscar, den var rigtig god.

Nem kartoffel/porresuppe (2 portioner - Rækker til én sulten studerende)

  • 5 små kartofler
  • 1 porre
  • 1 tsk hønsebouillon
  • Salt og peber
Skræl kartofler og porrer og skær i stykker. Kom grøntsagerne i en gryde og hæld vand over til det dækker. Tilsæt bouillon og lad det koge mindst en halv time.
Blend og smag til med salt og peber

Server straks med gavmilde mængder bacon.

Man kan lave suppen endnu hurtigere ved at skære grøntsagerne i helt små stykker, så skal de kun koge et kvarter. 


Det er ganske simpelt, men jeg synes virkelig det smager så englene synger. 

Nu er 2/3 af eksamenerne overstået og jeg tror de er gået godt. Vi får svar den 28. april (eller det er det der er blevet meldt ud, så må vi se om det holder), men jeg er ret sikker på at eksamenerne er bestået og det er mit succeskriterie. 
I morgen kl. 12 får vi så vores opgave i sundhedspsykologi. 6 sider skal vi skrive, det burde være til at overskue på 4 dage. Nu er tricket bare ikke at blive lokket af alle de fester der er planlagt hele ugen fordi folk bliver færdige med eksamen. Der er dømt grillhygge i morgen eftermiddag og madklub i morgen aften. Onsdag og torsdag er der fest for henholdsvis modul 9 og 5, der bliver færdige med deres eksamener og fredag er der fælles fest for alle medicinere. Det skal nok blive en sjov uge ^_^.
Til gengæld er vi tilbage og kører hardcore allerede på mandag. Der starter modul 4, som skulle være mega hårdt, og hvis jeg ser på mængden af undervisningstimer, så er det vist ganske korrekt. Men det er jo at tage det som det kommer, der er ikke andet at gøre.

søndag den 27. marts 2011

Hjemmebag - Kerneboller og havregrynskugler

Man kan måske ikke kalde havregrynskugler for hjemmebag, men lavet blev de altså ^_^. Det var en del af eksamensmadpakken - man skulle jo nødig gå sukkerkold og det er både bedre og sundere end en pose haribo.

Havregrynskugler med cointreau

  • 75 g kærgården (fedtreduceret med 43 %)
  • 150 g finvalsede havregryn
  • 25 g kakaopulver
  • 2 tsk vaniliesukker
  • Ca. 2 cl cointreau 
  • 2-3 tsk sødemiddel
  • Evt. lidt vand til at samle dejen med

Meget simpelt - Det hele æltes sammen og formes til kugler, som sættes i køleskabet.


Koldhævede kerneboller

  • ½ pakke gær
  • 6 dl vand
  • En smule solsikkeolie
  • 1 tsk salt
  • Resten af havregrøden fra i morges
  • 2 spsk HUSK
  • 1 dl hørfrø
  • 2 dl spelt bageblanding fra Urtekram
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 tsk rørsukker
  • Lidt over ½ kg hvedemel
Gæren smuldres i vandet. Salt, olie, havregrød (eller gryn hvis du ikke har en rest), HUSK, hørfrø, speltblanding, sukker og solsikkerkerner røres i.
Hvedemel æltes i dejen til konsistensen er rigtig. Den må stadig gerne være lidt klistret, det synes jeg giver bedre boller.
Stilles til hævning natten over et køligt sted (evt. køleskab).
Formes til boller og pensles med skummetmælk. Efterhæver ½ times tid og skal så i ovnen 20-30 minutter ved 175 grader varmluft. Jeg plejer ikke at sætte tid på dem, men holder bare øje med hvornår de er færdige.



Karrysuppe med creme fraiche og rejer

Der var en masse grøntsager i køleskabet, som var ved at nå sidste holdbarhed. Det indbyder i min verden til suppe, og efter jeg har fået min nye Bamix er det en leg at lave suppe. Det er jo også ved at blive varmt i vejret så småt, så det er sidste udkald til de varme supper snart - og dog - man kan jo godt lave lidt alligevel, selv om sommeren. Der skal nok komme nogle regnfulde kølige dage.
Der var en rest tomatsuppe i køleskabet, Lea havde lavet i går, så den røg med i suppen. Man kan også bruge en dåse flået tomat eller helt undlade det.


Karrysuppe med creme fraiche og rejer

  • 6 små kartofler 
  • 10 jordskokker
  • 4 gulerødder
  • 1 lille løg
  • 1 lille æble i tern
  • 1 rest tomatsuppe
  • 1 lille dåse kokosmælk (i stedet for at købe light kokosmælk kan man bare bruge en lille i stedet og så spæde til med vand, det er alligevel det de har gjort i light produktet)
  • 2 tsk karry (med top)
  • 2 tsk solsikkeolie
  • Salt, peber og en sjat hvidvinseddike
  • Rejer (så mange du lyster)
  • Creme fraiche
  • Evt. persille eller koriander til pynt

Hæld olien i gryden og steg løgene til de bliver bløde. Tilsæt karry og brænd godt af (dette er vigtigt!). Kom æblet gryden og steg med et minuts tid. Smid resten af grøntsagerne i gryden og hæld vand over til det dækker. Tilsæt også tomatsuppen eller den flåede tomat. Lad det hele koge mindst en halv time (det tager ikke skade af at stå længere). Blend med stavblender og tilsæt kokosmælken samtidig. Smag til med salt, peber og en sjat hvidvinseddike.


Server med en klat creme fraiche og rejer til, pynt med persille eller koriander.

Så er det i morgen det går løs med eksamenerne! Er godt nok lidt spændt. Kryds fingre for mig ^_^.

lørdag den 26. marts 2011

Eksamenstravlhed

Det er snart eksamenstid. Mere præcist defineret skal jeg op i genetik (3 timers skriftlig prøve uden hjælpemidler) samt statistik og epidemiologi (2 timers skriftlig prøve MED hjælpemidler - heldigvis) på mandag. Derudover får vi en opgave udleveret i sundhedspsykologi tirsdag kl. 12, som vi så har til fredag kl. 12 til at skrive.
I tirsdags stod den på aflevering af en anden opgave, som også tæller med i eksamen. Det var også det dejligste vejr i verden, så opgaveaflevering, "læseferiens" start og det dejlige vejr blev fejret med kolde classic i solen på Uni. Nøj det var godt. Mega hyggeligt at slutte skoledagen på den måde, men det er vist ikke noget der skal ske for tit. Det er rigeligt alkoholiserende at være studerende som det er.

Jeg og Lea med Albani Classics
Eksamenstiden betyder også at den står på rimelig simpel mad. Jeg arbejder jo mandag og hveranden tirsdag aften, hvor jeg sidder hos en multihandicappet dame. Jobbet involverer aftensmad, men der skal ikke laves de store udskejelser. Der er købt ind på forhånd til oftest kedelig mad, og det skal kunne laves på ca. en halv time. I tirsdags var det dog lidt en treat. Den stod på aspargessuppe fra Allégårdens Slagter, og den var meget lækker. Jeg er sikker på den ikke er god for kalorieregnskabet, jeg fornemmer en god del fløde, men for Søren den smager godt. Serveret med kødboller og flûtes med smør - mums.


Det var nemt og hurtigt - suppen skulle bare varmes og kødbollerne hældes i og varme med.

mandag den 21. marts 2011

Besøg hos farfaren

Jeg har været på Sjælland i weekenden for at besøge familien. Formålet med besøget var primært at se min farfar, som desværre er meget syg. Han fik konstateret lungecancer før jul og der er ikke mere at gøre. For en måneds tid siden fik han strålebehandling for metastaser i hjernen. Han havde det rigtig skidt men har heldigvis fået det bedre. Det svinger op og ned og jeg har været virkelig nervøs for om jeg kom hjem tids nok, men der har været så mange ting de sidste mange weekender. Nu har jeg fået besøgt ham, og det er jeg bare så glad for.
Min farfar og hans kone interesserer sig også for mad, så det er altid hyggeligt at besøge dem. For en fattig studerende som mig, er det jo også vild luksus at blive trakteret med frisk stenbiderrogn og andre gode ting.


Maden skulle være simpel at lave, da overskuddet, forståeligt nok, ikke er særlig stort i øjeblikket. Derfor blev det til en enkelt men lækker menu med lunt og lækkert brød, gravad laks med hjemmelavet rævesauce, frisk stenbiderrogn, creme fraiche, forårsløg, salat, tomat, bladselleri, oliven, oksecarpaccio og høvlet parmesan.
Så fik jeg også en lille goodie med. Det er jo ikke ualmindeligt med hakket chokolade i müsli, men et lækkert og sundere alternativ er ristede og hakkede kakaobønner. Man siger jo at mørk chokolade er sundt - jo højere kakaoprocent jo bedre. Her er så den rene kakao - ikke 70 men 100 % ^_^. Det smager godt, men meget kraftigt. Jeg glæder mig til at prøve det på müsli selv. Jeg fik en lille pose med. De ristede kakaobønner kan blandet andet købes hos Chokolademageriet, men det er en specialvare, som skal bestilles hjem.

mandag den 14. marts 2011

Øv den sygdom!

Jeg var allerede rimelig sløj til bloggertræffet i lørdags, jeg måtte gå ud flere gange, pga. voldsomme hosteanfald. Småforkølelse bliver altså bare lidt voldsommere, når man i forvejen har sarte luftveje.
I dag har jeg været nødt til at droppe skolen og melde mig syg på arbejdet. Jeg har simpelthen sovet elendigt, jeg blev ved at vågne pga. mine hosteanfald. Jeg har dog ikke feber, så værre er det heldigvis ikke. Jeg håber jeg er ordentligt på benene allerede i morgen, så jeg snart kan komme på arbejde igen. Vi har også Madklub i morgen, og der vil jeg jo også gerne være frisk.


Der er allerede blevet taget mange lækre ting i brug fra de goodie bags, jeg havde med hjem i lørdags. sagen er den, at jeg ikke har helt de samme ting med hjem som alle andre. Der var gået et eller andet galt, så der manglede en rød pose, til gengæld var der to blå. Jeg må dog sige at jeg ikke føler mig snydt, vi er alle blevet voldsomt forkælede, og jeg er ingen undtagelse!


Der er rigtig mange af de ting vi har fået med hjem, jeg ikke ville have prøvet ellers. Ikke pga. manglende lyst, men på SU er der ikke så meget luft til lækre økologiske varer, og dem har vi altså fået mange af. 
nogle gange er tingene ikke helt som man forventer. Jeg havde en forventning om at de søde små kiks fra Nyker Brød (dem med æble og gulerod udenpå) ville være ret søde og kikseagtige, bare lidt grove. Jeg startede med æblen, og var egentlig lidt skuffet, fordi den ikke var så sød som jeg havde regnet med. Til gengæld tog gulerodskiksen revance og var lige som jeg havde forventet. Begge var rigtig lækre, og super som et lille mellemmåltid. Jeg er fan af portionspakninger, fordi de er nemme at transportere og jeg som regel kun spiser den ene portion. Det er lidt lettere at stoppe igen, når der ligesom er en naturlig barriere. Umiddelbart vil jeg dog anbefale noget pålæg/dip af en slags til æblevarianten. Gulerodskiksen derimod er en glimrende hapser helt i sig selv. Når alt kommer til alt er jeg dog mest fan af det grove knækbrød. Det var bare mega lækkert, høøjt højt fiberindhold og kan bruges all round. Det er både godt med og uden pålæg. Det er helt obligatorisk næste gang jeg laver ostebord. Det gør jeg ikke så tit pga. både kalorier og økonomi, så når det endelig skal være, så skal det også bare være godt.


Jeg var egentlig forberedt på at give en dårlig anmeldelse af den smørreost vi fik fra Arla. Det må være en ny variant. Den er ikke til at finde på deres hjemmeside, og teksten på emballagen er på tysk. Den blev udvalgt som pålæg til knækbrødet fra Nyker, og mit første indtryk var at konsistensen var lige lovlig vandet. Varianten hedder "Radisse" og jeg havde ganske enkelt forventet at den smagte af noget mere. Jeg kan godt lide radisser, og synes den lidt skarpe smag er lækker, så jeg må indrømme at jeg blev ret skuffet. Jeg så dog at LaTascha havde brugt osten i madlavning, og det syntes jeg egentlig var en god ide. Her til formiddag fik den dog en chance til på brødet, primært fordi der ikke var andet pålæg jeg havde lyst til, og jeg må indrømme at jeg er vendt lidt. 
det kan godt være det er forkølelsen der roder lidt med mine smagsorganer, men i dag kunne jeg i hvert tilfælde smage den, og den er selvfølgelig stadig mild, men den smager altså ikke af "ingenting". Jeg synes stadig konsistensen er mindre heldig. Det er en ret fedtfattig ost, og jeg gætter på at det er grunden, men det burde kunne lade sig gøre at få en lidt mere cremet og lækker konsistens. Det er helt klart en sommerost, der er tale om her, og jeg må indrømme at jeg godt kan se den stå på frokostbordet i sommerhuset - dog ville jeg smide nogle friske radisser og lidt krydderurter ovenpå. Nu vil det vise sig om resten når at blive brugt i madlavning, eller om jeg simpelthen får det spist inden.


 Jeg bliver også lige nødt til at give lidt respons på morgenmaden - Gul Als Müsli fra Skærtoft Mølle. Fuck og død! Den var virkelig god! Müsli med tranebær, gulerod, mandelsplitter og blå kornblomst balndet med havregryn, spelt- og bygflager. Jeg spiste den på tykmælk med en smule sukker. Den smagte ikke bare godt, den var også fantastisk smuk at se på. Jeg er overbevist. Mere af det tak.
Lea (min roomie) puttede også en sjat i morgenens bolledej. Det blev også nogle super gode boller, men jeg har en ide om at det bliver dyrt i længden at bruge denne her müsli som standart tilbehør i bagværket. Jeg er helt solgt til den.

søndag den 13. marts 2011

Restaurant Bedre Byggeskik

Jeg er så småt ved at komme til hægterne efter en weekend fuld af indtryk. Wow siger jeg bare! Fredagen bød på fødselsdagsfedt med Hawai tema - En fest der sluttede da det var ved at blive lyst. Efter et par timers søvn stod den på intromøde med Sexpressen - et super initiativ, jeg nok skal fortælle mere om. Herefter gik turen til Jylland med Anne og Bianca til det famøse madbloggertræf! Vi var hjemme engang ved midnat efter en fantastisk dag, så jeg har været godt flad. Dagen i dag har stået på hårfarvning med hjælp fra fantastiske Kristín og et forsøg på at danne et overblik over alle de fantastiske sponsorgaver vi fik i går.

Hele bloggertræffet var en fantastisk oplevelse! Jeg var desværre uden kamera den første halvdel af træffet (den der involverede overdådighed i kager), så jeg vil starte fortællingen med restauranten i stedet for. hvem siger også at man skal starte med begyndelsen altid?

Restaurant Bedre Byggeskik i Vejen


 
Tynde skiver af røget lammeculotte, karsecreme og skum, plukkede salater, brændt hvidløg, yoghurt/ vanilje-hvidløgssne

Pocheret perlehønebryst med kogte porrer, kul på porretoppe, vinaigrette på dans kæbleeddike, friterede kapers og flæskesvær på perlehøneskindet.
 
Rosastegt oksefilet med krydderurtetop, lun waldorfsalat‚ tærte af selleri, braiseret bladselleri, foie gras terrin, hjemmelavede rosiner, tyttebærbrunede kartofler  og okseglacé
Blåskimmelost, romsyltede solbær. solbær coullis, pærer, pæremarmelade og sprødt rugbrød
Æblekugler i æblemostsirup med vanilje yoghurt og sprød nougat
Vi blev budt velkommen af ejeren af Bedre Byggeskik, Allan, som optrådte som perfekt og meget entusiastisk vært under hele forløbet. Jeg havde ikke købt vinmenu hjemmefra, og havde egentlig bestemt mig for at lade være, men Allan fik mig (og en del andre) overbevist om at det var en god ide. Vi var flere der endte med at tage en "kør hjem"-menu. Et genialt koncept, hvor man ikke fik for meget, men kunne få lov at smage alle vinene. Og så selvfølgelig lidt billigere, da mængderne var beskedne.
Jeg er på ingen måde vinkender eller entusiast. Jeg elsker et godt glas vin, men mit kendskab til den verden begrænser sig til "Ahhh jeg synes denne her vin smager godt". Af samme grund har jeg valgt ikke at gå ind i beskrivelse af vinene, men rødvinen vi fik til oksefileten fortjener altså lige at blive nævnt alligevel. det var en fransk Côtes-du-Rhône fra 2009, som virkelig smagte fantastisk. Den var væsentlig mere karakterfuld end de vine jeg normalt drikker. Dog er prisklassen også en helt anden er jeg sikker på.
Maden var hele vejen igennem fantastisk. Jeg er normalt ikke den store fan af foie gras, dels pga. dyrevelfærdsspørgsmålet, men også fordi jeg synes det er lige fedt nok til mig. Men jeg må indrømme at den gjorde sig godt sammen med selleritærten. Det var i det hele taget nogle rigtig lækre sammensætninger.
Jeg kunne godt have brugt lidt mere af tilbehøret til osten, da jeg må indrømme at jeg er ret ny i det der med skimmelost. Det er ikke noget jeg har spist tidligere, men jeg er begyndt her det sidste halve års tid.
Jeg fik desværre ikke taget billede af den sidste dessert - Vanilievodka med æblesorbet og brombær - og det ærgrer mig lidt, da det var min favorit. Sorbeten, som var lavet på golden delicious, havde simpelthen den smukkeste farve. det er helt klart noget der skal eksperimenteres med!
Alt i alt har jeg kun pæne ting at sige om restaurant Bedre Byggeskik. Beliggenheden er ikke optimal, når man nu bor i Odense, men der er ingen tvivl om at det er rejsen værd. Stor ros og mange anbefalinger herfra.

Ud over dejlig mad og betjening, var der jo også det fantastiske selskab. Det var virkelig fedt og inspirerende at møde flere madbloggere og sætte ansigter på dem man allerede kender. Piger og drenge - I er super godt selskab. Og så var jeg jo så overordentlig heldig at vinde i lodtrækningen (jeg vinder normalt aldrig noget!), så ud over de fantastiske goodie bags, kom jeg også hjem med en Bamix Stavblender! Er der nogen der kan stave til ny favorit gadget! ^_^.
Den har været i brug til rødbedesuppen i aften, og det blev super lækkert. Den udkonkurrerer 100 % min gamle stavblender. Man er slet ikke i tvivl om at den har en væsentlig højere effekt (200 W), og så er den jo designet til mig, med det fine røde kors, der skriger førstehjælp/medicinkasse! Det er jo den perfekte blender til medicinerstudiehyblen!
Jeg bliver også lige nødt til at nævne mit nye rivejern. Microplane har haft en finger med i goodie bagen, og jeg er altså nu blevet udstyret med et af deres rivejern, hvilket jeg (lidt i hemmelighed) har ønsket mig et stykke tid. Jeg har hørt meget godt om dem, og mine forventninger er ikke blevet skuffet. Jeg er imponeret over skarpheden - pas på fingrene! Min ingefær blev revet helt perfekt. Ingen trevler eller noget - helt genialt. Det skal jeg nok få glæde af.
Der har været mange med til at gøre det bloggertræf til en succes, og der er rigtig mange gavmilde sponsorer, som fortjener nærmere omtale. Jeg har ikke nået at dykke ret meget ned i alle de lækre produkter, jeg har fået med hjem, men der kommer helt sikkert en masse anmeldelser det næste stykke tid. Der skal også en stor tak til Birthe og Anne for det fantastiske arrangement!

Min nye bamix!
Close up af rødbedesuppen
Microplane rivejern

Rødbedesuppe med ingefær
  • 1 kg rødbeder
  • 3 spsk frisk reven ingefær
  • Salt og peber
Rødbederne skrælles og skæres i grove tern, som kommes i en gryde. Hæld vand over til det dækker. Tilsæt ingefær (jeg kan bedst lide den når den er stærk, og det afspejler opskriften). Tilsæt hellere for lidt til at starte med og smag til før serveringen.
Kog rødbederne mindst en halv time og blend herefter med stavblenderen til en ensartet konsistens. Smag til med salt, peber og evt. mere ingefær.

Tip: Hvis du har flere grøntsagsrester, så kog dem med. Kartofler, jordskokker, løg, gulerødder, linser og græskar er glimrende eksempler. De fleste grøntsager kan bruges, man skal bare holde sig fra de grønne af slagsen, ellers får man en virkelig uappetitelig farve.

Serveres med sprød bacon-, parmaskinke-, eller pølsetern, creme fraishe og frisk persille.

torsdag den 10. marts 2011

Anmeldelse - Mamas i Odense

Jeg har længe gerne ville besøges Mamas Pizzaria i Odense, efter at have fået det anbefalet. Nu har jeg bået prøvet selve restauranten og deres Deli (delikatesseforretning) og har kun gode ting at sige om begge dele.
Jeg fik desværre ikke nogen billeder fra restauranten. Jeg fik en pastaret med sort pasta, blæksprutte, rejer, tomater, hvidvin og flødesauce. Det var SINDSYGT lækkert! (og i øvrigt ikke voldsomt dyrt).
Der var rigtig mange mennesker, og der gik lang tid før vi fik vores mad, men betjeningen var rigtig sød, og de kom på eget initiativ med brød og ekstra drikkevarer på husets regning som undskyldning. og der var ingen tvivl om at maden var værd at vente på. Det er HELT sikkert et sted jeg kommer igen.

Ud over selve restauranten har de også en lækker delikatteseforretning og en deli, der sælger nogle super lækre sandwiches, eller panini hvis det skal være italiensk. Jeg har spist sandwiches derfra både i lørdags og i tirsdags, og begge gange var standarten høj og betjeningen god. det er relativt enkle sandwiches med fokus på de gode råvarer. Den ene jeg fik var med rosmarinskinke og mozzerella, den anden med mozzerella og pesto.


Fie og jeg nyder solen på Flakhaven
 Hvis man er studerende som jeg, skal man nok passe på med at gå derind. Skidtet er vanedannende! 45 kr. for en virkelig lækker sandwich synes jeg på ingen måde er urimeligt, men det løber altså hurtigt op, når man er på SU.

tirsdag den 8. marts 2011

En af mine medstuderende, Jesper, har overtalt mig til at komme med ham til parkour. Det er en sportsgren, som ligger meget langt fra noget jeg har prøvet før... Egentlig har jeg jo ikke prøvet så meget før, jeg har aldrig rigtig gået til noget som lille. Som preteen prøvede jeg svømning, og det var jeg vildt dårlig til - og er det i øvrigt stadig, og så kom jeg i gang med kampsport som 13-årig. Den del har så holdt ved i mange år, og jeg har aldrig rigtig trænet andet. Efter jeg flyttede til Odense, er jeg ikke rigtig startet op på noget nyt igen, ud over fitness, som jeg med glæde dyrker i Fitness World.
Jeg vil gerne i gang med kampsport herovre i Odense, men der er ingen klubber i vorse stilart, så jeg skal starte helt fra bunden. Så var det at Jesper lokkede mig med til parkour, og det var jo mega sjovt. Det kan godt tænkes det er sådan noget jeg skal lege mere med. Her er en lille film, til dem der er i tvivl om hvad parkour, eller street movement, er for en noget snask.



Aftensmaden i dag blev mindre spændende... Den stod på øllebrød - en overset, men ganske udemærket ret. I dag serveret med cheasy fraishe 9 %, det var det der lige stod i køleskabet. Det er altså bedst med flødeskum, men så går det sunde lidt af. På denne måde er det en ganske udemærket aftensmad ^_^.


Når nu maden ikke er fancy kan den serveres i fancy porcelæn. Jeg fik endelig en dyb tallerken i julegave. Min skønne mor forbarmede sig over mig, fordi jeg ingen dybe havde.
Det er jo det underlige ved det der med at flytte fra hinanden. Jeg har et på nogle punkter ekstremt veludstyret køkken, og så er der nogle helt basale ting jeg mangler - fx. dybe tallerkner, tekrus og den slags. Til gengæld har jeg både en blender, en stegeso og en imponerende samling Mega Mussel fra Royal Copenhagen.
Det giver jo også en slags problemer, når man gerne vil have service, der passer sammen. Man går altså ikke bare ud og køber nye tallerkner, fordi man mangler nogen. Det betyder at der ikke bliver serveret suppe for gæster foreløbig - med mindre de vil spise direkte fra gryden selvfølgelig.

mandag den 7. marts 2011

Chai Latte og pandekager

jeg er ved at blive en haj til det der med de varme drikke. Stempelkanden, vi fik i indflyttergave, kan bruges til andet end kaffe. Den fungerer fx glimrende som mælkeskummer, så det blev udnyttet til at lave chai latte herhjemme. Det er jo et genialt og billigt koncept, når man er på su, og ikke har råd til at gå på café hele tiden.
Lækkersulten fik også meldt sig, så der blev bagt pandekager til at stille den lille sult.

Pandekager
  • 400 g mel
  • 1 tsk salt
  • 6 æg
  • 3 tsk vaniliesukker
  • 8 dl skummetmælk
Hæld først væsken og derefter de øvrige ingredienser i en skål og pisk med elpisker til dejen er jævn.
bages på panden ved middel varme

Serveres med akaciehonning ^_^

Jeg plejer at bruge kardemomme i mine pandekager, men Lea havde snuppet kardemommen med hjem til svigermekanikken for at lave fastelavnsboller, den djævel.



Skinny Chai Latte (2 store glas)
  • Chai te (jeg har købt en i Fakta, som jeg laver i et te-æg, men man kan helt sikkert få noget bedre)
  • Ca. 3 dl skummetmælk
  • Sukker eller sødemiddel (i mit tilfælde 6 hermesetas tabletter)
  • Kanel til pynt
Bryg teen. Mens teen trækker varmes mælken op i en lille gryde. Den skal ikke koge. Hæld mælken i stempelkanden og pump op og ned med stemplet et halvt minuts tid, til mælken er blevet til lækkert skum.
Hæld teen på glas, sød den med sukker eller sødemiddel og rør rundt, før du hælder det varme mælkeskum i. Slut af med at drysse kanel på toppen.
Serveres straks.

Jeg har lige fået besked fra Acer, og min laptop er hermed på vej hjem! Jeg kan vente den hjemme om 2-3 dage! Jeg glæder mig som en sindsyg, har i DEN grad manglet den - og gør det stadig.

I weekenden havde jeg besøg af Fie (mere om det senere) og i morgen kommer Mette og besøger mig i Odense for første gang. Glæder mig til at vise den nye lejlighed frem igen, det kan jeg slet ikke få nok af. Har det bare så godt i øjeblikket at man skulle tro det var løgn.
Onsdag står den på foredrag om neurokirugi og torsdag handler det om akut redning med hjerte/lunge maskiner. Fredag er der fødselsdagsfest med hawai-tema, så der skal findes lækkert tøj frem og så bliver det endelig lørdag og tid for madbloggertræffet - uovertruffen uge!

tirsdag den 18. januar 2011

Ny Takeaway - Anmeldelse af Wok Express i Odense

Så er jeg så småt ved at være på toppen igen. Første del af eksamenen blev overstået i går og sidste del er i morgen. Er meget spændt på hvordan det skal gå - vil være rigelig glad hvis jeg bare kan bestå. Har desværre ikke fået læst ret meget. Det har været stort set umuligt at samle sig, med den hovedpine og de hosteture. Jeg havde ikke energi til andet end at sove og maden blev altså bestilt som takeout. Bare tanken om pizzasnask gjorde mig dårlig, og sushistederne i Odense bringer ikke ud, så jeg følte mig lidt på herrens mark, men sørme om der så ikke var kommet nyt sted på Just Eat! Stedet hedder Wok Express. Jeg ved ikke om stedet er nyt, eller om det bare er samarbejdet der er det, men damn de reddede lige min weekend.
Jeg fik desværre ikke taget billeder, men jeg bestilte noget and i sursød sauce med ris, forårsruller og en portion suppe (man skulle bestille for 120 kr. hvis man ønskede udbringning). Det vidste sig at jeg nærmest havde fuldkost til 2 dage i den bestilling! Det var helt suverænt. To voksne mennesker kunne sagtens spise sig mætte og maden var rigtig lækker. Udbringningen var hurtig - et kvarter hurtigere end angivet. Det kan man jo ikke brokke sig over. Og maden var rygende varm. Alt i alt en super oplevelse, det er helt sikkert ikke sidste gang jeg bestiller mad derfra. Det kan anbefales.

onsdag den 12. januar 2011

Influenza.... Lort!

Eksamen på mandag, og så har jeg fanget noget der ligner en influenza. Fuck og død! Det er bare så dårlig timing.
Det er bare super hardcore stuff, så alt er mega bombet herhjemme inklusiv mit hoved. Til gengæld er vægten gået ned for fuld smadder. 3,8 kg. siden 1. januar! Det her helt vildt lækkert. Jeg er kommet over mæthedsproblemerne, og nu går det bare den rigtige vej.
Maden i dag stod på øllebrød med vaniljecreme. Ganske dejlig spise og det passede perfekt lige i dag. Havde brug for noget nemt og hyggeligt.

Øllebrød

  • 2 skiver rugbrød
  • Vand 
  • ½ øl
  • 1 tsk hasselnøddeolie
  • 3 tsk citronsaft
  • ½ tsk salt
  • Sødemiddel
Skær brødet i små tern og hæld vand over til det dækker. Tilsæt øllen og bring det i kog. Tilsæt olie, citronsaft, salt og sød. Skru ned for varmen og lad grøden småboble til den har den rette konsistens. Ca. 10 minutter. 
Serveres med flødeskum, mælk, vaniljecreme eller lignende.
Jeg brugte græsk yoghurt rørt op med sød og vaniljesukker.


I uge 4 står den på skiferie. Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvordan jeg skal håndtere potentielt vægttab den uge. Der skal i hvert tilfælde hygges igennem, og sikkert også indtages alkohol i underholdende mængder.

søndag den 9. januar 2011

Skuffende tunsteak midt i eksamenslæsningen

Der skal godt nok knokles på med eksamenslæsningen. Pensum er gigantisk synes jeg (og ved det bliver sværere på de kommende moduler) og nogle af de ting vi skal vide virker så ligegyldige! Hehe men sådan er det når man vælger et "elitestudie" som medicin. Den største udfordring er at skulle kunne tingene udenad, fordi man ikke har nogen hjælpemidler til rådighed. Hardcore synes jeg.

Aftensmaden stod på tunsteak med stegte peberfrugter og sojamayo.
Jeg har ikke gjort det så meget i tunsteaks før, og jeg må indrømme jeg var ret skuffet. Ved ikke om det var kvaliteten, det er bare sådan en fra frost købt i fakta, men det var godt nok lidt øv. Jeg gjorde mig umage for ikke at stege den for meget, tun skal jo helst være nærmest rå indeni, og jeg ELSKER sushi tun og spiser også sashimi med stor glæde, så var ikke nervøs for det overhovedet, men det fungerede bare slet ikke. Jeg havde ikke engang lyst til at spise den ene steak op jeg havde smidt på tallerkenen (havde stegt to).

Tilbehøret var til gengæld uovertruffent!

Tunsteak med grillede peberfrugter og sojamayo
Stegte peberfrugter (1 person)

  • 2 peberfrugter 
  • 1 knsp salt
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 tsk olivenolie
Peberfrugterne skylles og skæres i store tern. Vendes med salt og citronsaft og steges i olivenolie på panden. De fik max varme under omrøring et par minutter hvorefter jeg skruede ned og gav dem 5 minutter mere på mellemste trin. 
Super nemt og virkelig lækkert, det smagte især godt med sojamayoen. Det var en god kombi.

Sojamayo
  • 2 store spsk god mayonnaise (jeg bruger altid Hellmanns light)
  • 2 tsk soja
Ingredienserne røres sammen og er straks klar til servering. Meget simpelt, men rigtig lækkert. Ikke fedtfattigt, men det er det gode fedt, så i begrænsede mængder er det glimrende dip - også når man er på skrump. Ideen kom fra en sushirestaurant, hvor jeg engang fik serveret sojamayo til mine nigiri. Det var rigtig lækkert, så jeg besluttede mig for at prøve selv, og det var ganske simpelt og med fremragende resultat.


Jeg har også været flittig og lavet madpakke til i morgen og helt frem til torsdag!

Marineret skinkekød med haricots verts og tzatziki

Marineret skinkekød i tern (4 portioner)

  • 500 g skinkekød i tern (hurra for tilbud i Fakta)
  • 2 dl soja
  • 1 rød chili
  • 2 spsk hakket ingefær
  • 2 fed hvidløg
Soja, chili, hvidløg og ingefær køres i minihakket (man kan selvfølgelig også bruge kniv, hvidløgspresser osv. men det her er så nemt)

Kødet lægges i marinaden og får lov at trække nogle timer i køleskabet, hvorefter det steges på panden.

Tzatziki
  • 200 g græsk yoghurt (jeg brugte 0,1 % men en federe variant er også lækker)
  • ½ agurk
  • 2 fed hvidløg
  • 1 knsp salt
Riv agurken og pres væden fra. Jeg bruger bare hænderne, det syne jeg er det letteste. Hak hvidløget og bland agurk, hvidløg og yoghurt sammen. Smag til med salt.

fredag den 7. januar 2011

Det der med at blive mæt

Jeg har jo gjort mig umage for at tage mig sammen med hensyn til hvad jeg spiser her efter jul og nytår. Jeg har taget meget på siden jeg flyttede til Odense - faktisk har jeg taget jævnt på siden jeg og Loke flyttede fra hinanden for snart et år siden.
Jeg har forsøgt at tage mig sammen flere gange, men der er bare hele tiden kommet noget i vejen. Nu har jeg et mål der hedder 10 kg. inden 1. juni, hvor jeg har planer om at tage på Roskilde Festival. Hvis vejret bliver bare halvt så godt som sidste år, vi der være mega lækkert at kunne flashe bar mave i sommersolen uden at skamme sig.
Der har dog været et problem. Jeg har simpelthen ikke kunne holde mig mæt indenfor de kalorier jeg må få. Jeg benytter mig af Madlog som hjælp til vægttabet, og det et bare et genialt redskab, men jeg har åbenbart fået udvidet min mavesæk, for har haft mega svært ved at holde mig mæt. Jeg overvejer lidt at tage en uge på ren Nupo, simpelthen for at få formindsket mavesækken - og så er det ekstra vægttab selvfølgelig en bonus. Er dog ikke sikker på jeg gider det. Indtil videre har jeg ikke noget i huset, så det bliver i hvert tilfælde ikke lige nu.

I dag har jeg siddet sammen med Lea og vi har snakket om en masse praktiske ting i forhold til at flytte sammen. Det bliver SÅ fedt. Jeg glæder mig helt vildt meget til det. Både hendes og min familie kommer og hjælper med at flytte, så vi kan afslutte flyttedagen med en super hyggelig dobbelt familie middag.


Aftensmaden i dag har været meget simpel. Tomatsuppe fra Knorr, deres italienske variant med soltørret tomat og mascarpone. Den smager altså super godt, og så tager det kun 5 minutter at lave. Dertil kød- og melboller.
Er der andre end mig der har nogle småulækre madvaner? En af mine underlige sider er en forkærlighed for kød- og melboller på frost. Og jeg mener altså spist direkte fra frost. Det kan jeg sagtens gå og snacke sådan nogle når jeg er småsulten. For et par måneder siden købte jeg en pose af de billige fra Fakta. Jeg plejer at købe dem fra Mou, men når man er på SU vil man jo gerne spare. Da jeg kom hjem skulle jeg straks smage og øv hvor blev jeg skuffet! Kødbollerne smagte virkelig dårligt. Jeg blev så ærgerlig over at have købt dem at jeg ikke har fået brugt nogle af dem siden.
I dag røg de så i suppen, for de skal jo spises. Og positiv overraskelse! De smager ganske glimrende når først de er blevet varmet i suppen. Sikke en lettelse, jeg var lidt bange for det ville blive nødvendigt at smide hele posen ud.

onsdag den 5. januar 2011

Nytårsdesserten 2010/2011 - Blødende Chokoladekage


Blødende Chokoladekage med vaniljeparfait og granatæbleeksplosion 

Kagerne er bagt efter Birthes opskrift fra Newyorkerbyheart. Jeg har bare ganget opskriften op, og så har jeg valgt at bruge pasturiserede æg. Desuden brugte jeg amerikanske muffinforme istedet for ramakiner, da min mor ikke havde nogen.

Blødende chokoladekage
  • 300 g mørk chokolade
  • 300 g smør i tern
  • 6 pasturiserede æg
  • 250 g sukker
  • 80 g mel

Smelt chokoladen over vandbad. Vendt smørret i chokoladen lidt af gangen til det er smeltet. Pisk æg og sukker til det bliver hvidt og luftigt.
Vend chokoladen i æggeblandingen og sigt melet heri.
Bages i ovnen ved 200 grader i 13 minutter.

Jeg lavede dejen i forvejen, fyldte den i formene og stillede dem ud på terrassen (overdækket selvfølgelig)

De kunne ikke komme ud af formene uden at gå i stykker, jeg tænker det måske er lettere i ramakiner. Det skal i hvert tilfælde prøves. De var super lækre

Nem vaniljeparfait

  • 4 pasturiserede æggeblommer
  • 8 spsk sukker
  • ½ l piskefløde
  • 1 spsk vaniljesukker 
Pisk æggeblommer og sukker til det er lyst og luftigt. Pisk fløden til skum. Rør æggeblandingen og flødeskummet sammen og smag til med vanilje.
Stil skålen i fryseren og sørg for at røre godt rundt en gang i timen. Når parfaiten er ved at være stiv, kan den hældes over i en boks med låg, hvis man har lyst til det.

Server chokoladekagerne med vaniljeparfait og pynt med grantæblekerner. 


Vi var ude og kigge på lejligheden i dag, og den var bare helt super! Vi har sagt ja og vi kan flytte ind den 1. februar. Det bliver så fedt, jeg glæder mig helt vildt.

tirsdag den 4. januar 2011

Fyldt bagekartoffel - Nu med computer i hænderne igen

Fyldet, der venter på at kartoflerne bager

De udhulede bagekartofler

Velbekomme


Fyldt bagekartoffel 
  • 2 bagekartofler
  • 1 pakke skinketern
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 håndfuld grønne bønner
  • 1 lille rødløg
  • 1 håndfuld persille
  • 1 dl græsk yoghurt
  • Salt og peber
Bag kartoflerne 45-60 minutter afhængig af størrelse (200 grader). Mens kartoflerne bager er der god tid til at lave fyldet. 
Skær grøntsagerne i små tern og rør dem sammen med den græske yoghurt og skinketernene.
Når kartoflerne er klar tages de ud og toppen skæres af. Indmaden skrabes ud med en ske og blandes sammen med resten af fyldet og låget lægges tilbage på. 
Bag herligheden et kvarter mere i ovnen og server - evt. med en klat smør.

Der var en masse fyld i overskud, som jeg har tænkt mig at bage i et lille ovenfast fad i morgen. Måske med et drys revet ost over, hvis jeg synes jeg kan tillade mig det.


Nu har jeg fået min computer igen. Den skal en tur ind igen, men det bliver ikke før mine eksamener er overstået!
Det har været en hård tid over jul og nytår efter mit brud med Loke. Jeg savner ham ad helvedes til, men kan godt se at det ikke kan fungere. Prøver ikke at tænke for meget på ham.
Der er under 2 uger til eksamen og helt præcist 16 dage til jeg tager til Les 2 Alpes på ski - Jeg glæder mig SÅ meget til at komme væk fra det hele og blive blæst igennem. 
Jeg har en masse blogging der skal indhentes nu, glæder mig til at få noget fra hånden.

I morgen skal jeg ind og se en lejlighed i centrum sammen med Lea. Jeg håber virkelig det er noget. Hvis vi er interesserede er den klar til indflytning 1. februar - det kunne være SÅ optimalt. Den kunne ikke ligge mere centralt og prisen er rimelig. Bagefter står den på 1½ times Shotokan Karate hos Saiko Odense. Det er jeg lidt spændt på. Har dyrket Nihon Jujutsu i mange år, men mit forbund, DJJF, har ikke nogen afdelinger i Odense. Jeg har godt overvejet at starte en klub op, men det er for tidskrævende midt i studiet lige nu. Men jeg har savnet at træne, så det passer helt fint ind. Jeg har hørt at "Strong's the new skinny", så det bliver mit motto i år. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...