Viser opslag med etiketten Dagbog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dagbog. Vis alle opslag

lørdag den 28. maj 2011

Fødselsdag med masser af kage

Sidste weekend stod den endelig på fødselsdagsfest. Lørdag var tilegnet vennerne og søndagen familien. Invitationen lød ganske simpelt på lagkage og hygge og så stod den ellers på lagkagefremstilling. Det er første gang jeg har forsøgt mig med hjemmelavede lagkagebunde, og jeg kan kun sige "Oh my God!". Det er bare ti gange bedre. Køber ikke en færdig lagkagebund igen! Opskriften er fra Frk. Jensen, dog med en enkelt modifikation. Jeg brugte bagepulver i stedet for hjortetaksalt.
Jeg var ret nervøs for om kagebundene var til at flække i de tre dele, men det var slet ikke noget problem, da de først var kølet helt af (jeg flækkede dem først dagen efter bagningen).
Jeg lavede 3 forskellige lagkager, en med skildpaddefyld, en med mokkacreme og en med hvid chokolade krokant fyld i det ene lag og skovbærcreme i det andet. Derudover lavede jeg brunsviger og regnbuecookies og Lea bagte boller.

Lagkagebunde

  • 3 æg
  • 125 g sukker
  • 2 spsk vand
  • 1 tsk bagepulver
  • 50 g hvedemel
  • 70 g kartoffelmel
Pisk æggene sammen med elpisker. Tilsæt sukker og pisk til det hele er hvidt og luftigt. Den skal piskes indtil et spor trukket med piskeriset i overfladen ikke flyder ud. Pisk vandet i.
Bland de to slags mel og bagepulver og vend det i æggemassen med en stor metalske. 
Forvarm ovnen til 200 grader og hæld massen i en springform. Jeg forer formen med bagepapir, så er det nemt at få det hele ud. Bages i ca. 30-40 minutter. 
Når bundene er kølet helt af kan de tages ud af springformen og flækkes i tre - så er de klar til at lægges sammen med fyldet. 

Skildpaddecreme (til en hel lagkage)
  • ½ l piskefløde
  • 2 pakker Toms Miniskildpadder (de almindelige kan selvfølgelig også bruges, så er det ca. 250 g der skal bruges)

Fløden hældes i en gryde og skildpadderne smeltes i fløden over middel varme. Fløden skal ikke koge.
Når skildpadderne er smeltet skal det hele køle af. Lad det evt. stå i køleskabet natten over.
Når fløden er kold skal cremen piskes til skum. Jeg pisker den lidt stivere end almindeligt flødeskum, så flyder det ikke så meget ud når jeg lægger kagen sammen.

Chokoladesmørcreme (til en hel lagkage)
  • 200 g blødt smør
  • 200 g mørk chokolade
  • 200 g flormelis
Pisk smør og flormelis sammen til en luftig smørcreme. Smelt chokoladen over vandbad og vend den i smørcremen. 

Chokoladekrummelurerne er mælkechokolade smeltet over vandbad og sprøjtet ud på bagepapir. Lav dem dagen før.

Jeg bagte lagkagebundene torsdag. Fredag lavede jeg cremen og lagde lagkagerne sammen. Lørdag lavede jeg smørcreme og pyntede kagerne.

Skildpaddecremen
Lagkagebunde og skildpaddecreme
Krummelurer af chokolade
Den færdige kage, klar til servering
Opskrifter på resten af lagkagerne, cookies og brunsviger kommer hen ad vejen :)



torsdag den 19. maj 2011

Frederiks humørboller

I går var på en gang en rigtig dejlig dag og en rigtig ærgerlig dag. Op og have forelæsning kl. 8. og derefter var planen læsning indtil kl. halv to, hvor vi havde møde i styregruppen på vores camp til Roskilde Festival - Læger Uden Skrupler. Der endte dog med at gå hygge i den i stedet og vi endte med at sidde og diskutere festival alligevel. Vi havde et rigtig hyggeligt møde og vi er efterhånden 33 tilmeldte til campen, så det bliver rigtig fedt.
På mandag skal vi en tur rundt i Odense for at se om vi kan få sponseret præmier til vores forskellige events i løbet af festivallen.
Da jeg kom hjem ventede en ubehagelig besked fra banken. Det er en kompliceret historie, men det korte og det  lange er at jeg er økonomisk bundet sammen med min ekskæreste, Loke, stadigvæk og det giver problemer. Jeg blev simpelthen så gal så gal og da jeg snakkede med ham virkede det bare som om han overhovedet ikke syntes det var hans problem.
Heldigvis var der en hel flok dejlige venner, en dejlig roomie og en dejlig mand til at rede min aften. Jeg har det simpelthen så godt her i Odense, og folk er bare super søde og en fantastisk støtte. Frederik er en dejlig mand, jeg er begyndt at se lidt til, og han mødte op en time senere med friskbagte smiley-boller og kakao. Det reddede hele min aften og det endte med at blive en dejlig dag alligevel.

tirsdag den 17. maj 2011

Millionbøf med nye kartofler

Der er grænser for hvor kreativt jeg kan udfolde mig med mad når jeg er på arbejde. Jeg har ingen indflydelse på indkøb og jeg må helst ikke gøre eller lave noget alt for uventet. I dag stod den så på millionbøf på gefülen og det blev faktisk rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det.

Improviseret millionbøf med nye kartofler (til ca 4 personer)

  • 2 håndfulde nye kartofler (fordi vi kun var to, flere hvis I er flere)
  • ½ kg hakket oksekød
  • 1 dåse flået tomat
  • 1 bouillonterning opløst i en kop vand
  • 1 gulerod i små tern
  • 1 løg i strimler
  • Lidt maizenajævning
  • 1 spsk olie
  • Salt og peber
Kog kartoflerne.
Steg løgene i olien til de er klare. Brun kødet sammen med løgene og tilsæt gulerødderne. Hæld bouillon og flået tomat over og lad det simre et kvarters tid. Jævn med maizena hvis det er nødvendigt. Smag til med salt og peber.



Jeg er godt nok vild med mit liv i øjeblikket. Jeg har mega travlt, men jeg elsker virkelig alt det jeg laver. Et af de større projekter jeg har gang i, er at planlægge en camp til Roskilde Festival. Vi er en hel flok der planlægger en medicinercamp, og vi går selvfølgelig efter at blive årets camp 2011. Vi har valgt at have Sikker Festival som tema og er i gang med at skaffe sponsorer, så vi kan dele kondomer, solcreme, ørepropper osv. ud på festivallen. Derudover planlægger vi selvfølgelig en masse sjove aktiviteter. 
Hvis du er nysgerrig så tjek bloggen for campen ud: Camp Læger Uden Skrupler. Vi kører i øjeblikket en konkurrence om at designe os et super fedt logo, så hvis du har kreative evner, så deltag endelig ^_^.



søndag den 15. maj 2011

Nordisk inspirerede tapas på Franck A

Det har nok været den travleste måned i mit liv. Jeg nyder i den grad livet i Odense, men fuck og død hvor er der sket mange ting på det sidste. Det har af samme grund knebet med tiden til bloggen, men nu må vi se om ikke vi kan rette lidt op på det.

I påsken var jeg på ski med familien i Norge. En årlig tradition, som er sindsyg hyggeligt. Den stod også på en del læsning, for modul 4 på medicin er altså noget af en mundfuld. Jeg kom hjem om mandagen og var ude og spise sushi med min gode veninde og tidligere kollega, Charlotta. Jeg landede i Odense igen om aftenen og fik bikset en ansøgning sammen til at blive tutor for de nye russere til sommer. Onsdag blev de udvalgte offentliggjort og jeg var med! Woop woop siger jeg bare! Siden da er tiden bare fløjet. Der har været forweekend for tutorerne, påskefrokost for gamle og nye tutorer, arbejde, møde med SexEkspressen og så er vi gået i gang med at planlægge en camp til Roskilde Festival også. Jeg er komplet overvældet over alle de ting der sker, men samtidig synes jeg det hele er helt fantastisk.
Min mormor kom på besøg i torsdags, hvor jeg havde fri, og vi havde en sindsyg hyggelig dag i O-town. Hun fik set min lejlighed (det er første gang hun var ovre for at besøge mig) og vi fik spadseret en tur i byen. Vi spiste frokost på Franck A, hvor jeg tidligere har spist rigtig god brunch, og frokosten kunne absolut leve op til forventningerne. Vi fik en tapas for 2, som var en tapastallerken til deling med nordisk inspirerede småretter. Meget lækkert! Der var noget laksetartar, svineskank (mener den var røget) med noget picklesværk, chips af nye kartofler, vagtelæg på hjemmerørt mayonnaise og en rigtig lækker emmentaler med ølbraiserede valnødder og pærekompot.



Alt sammen rigtig lækkert. Jeg var især vild med svineskanken, den smagte fantastisk. Servicen var glimrende, intet særligt at bemærke der, jeg kommer helt sikkert til at spise der igen.

onsdag den 6. april 2011

At miste

Lun pastasalat med peberfrugt og salatost med chili/oregano

  • 2 peberfrugter (jeg brugte en rød og en grøn)
  • ½ blok salatost
  • 2 håndfulde pastaskruer
  • Lidt olie til stegning, samt salt og peber
Kog pastaen som anvist på pakken. Skær peberfrugterne i tern og steg dem i lidt olie på panden. Drys med salt og peber. Vend pasta og peberfrugt sammen og server med salattern.
Jeg brugte salatosten fra Løgismose, som jeg fik til madbloggertræffet. Jeg synes osten er lidt tør i det, men ellers rigtig fin og den passede godt til denne ultra nemme pastasalat. Jeg synes dog det er irriterende at al informationen står på pakken. Selve bøtten med ost er bare blank. Når jeg har åbnet osten vil jeg helst bare smide det overflødige pap væk, men så kan man altså ikke kende ostene fra hinanden. Det er lidt irriterende synes jeg.




Natten til fredag mistede jeg min farfar. Han havde været syg et stykke tid efterhånden. I december fik han konstateret lungecancer, og for en måneds tid siden fandt man metastaser i hjernen. 
Det er mange år siden jeg mistede nogen, der var sådan rigtig tæt på. Der har været nogle dødsfald i familien, men den første, og eneste, gang det har været rigtig tæt på mig, var da min farmor døde. Og det er efterhånden mange år siden. Jeg tror jeg gik i 1. klasse. 
Min farfar giftede sig igen siden, og nu er der så kun min Nina tilbage på den side af familien. 
Døden er en naturlig del af livet, men det gør den ikke mindre sørgelig. Når man tænker på det uundgåelige i det at dø, så vil jeg ønske at alle kan dø så smukt som min farfar. Og ja - jeg synes godt man kan sige at døden kan være smuk. 
Han havde været dårlig en uges tid, da Nina ringede til min far i torsdags. Hun regnede ikke med at det skulle være her og nu, men min farfar havde problemer med vejrtrækningen, og man vil jo hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. Min far ringede selvfølgelig til mig, for at holde mig informeret, men vi var usikre på  om jeg skulle tage fra Odense for at komme derop. Min far tog derop med mine brødre, og lovede at ringe tilbage, når han var der. Han endte med at bede mig komme, om ikke andet, så fordi det kunne være sidste chance for at være sammen med ham, mens han stadig var helt sig selv. Så jeg pakkede en taske og tog næste tog. Min mor hentede mig på stationen og vi kørte derop. 
Det var ikke mere end 1½ uge siden jeg havde været der sidst, og alligevel var forandringen enorm. Det var ingen kræfter tilbage i kroppen. Han var meget, meget skrøbelig. Hele familien var der, mine forældre og søskende, min faster og hendes mand og børn. Min farfars søster og hendes mand. Og selvfølgelig Nina. 
Vi havde en rigtig hyggelig aften. Min farfar var sig selv, men havde ikke luft til at snakke så meget. Det var tydeligt at han var glad for at vi var der. Vi tog hjem ved 22-23-tiden efter at have sagt farvel. 
Ved halv femtiden vågnede min far  og to minutter efter ringede Nina. Efter at have været på toilettet var min farfar gledet ned fra sengen, og kunne ikke komme op. Mine forældre vækkede mig og kørte op for at hjælpe til. Da de ankom var han lige akkurat gået bort. De havde holdt om hinanden og hun havde givet ham lov til at forlade sig, han havde sagt tak. Det hele havde bare været så smukt. Det eneste der ikke var perfekt var, at han faldt ud af sengen, men hvis han ikke havde gjort det, ville de ikke have ringet efter min far og så havde Nina stået alene med det. Det kunne ikke have været bedre.
Min far ringede til mig og fortalte hvad der var sket. Vi blev enige om ikke at vække mine søskende før om morgenen. Han ringede også til min faster. Hun var allerede vågnet. Hun var vågnet samtidig med ham. Tænk at de alligevel er vågnet samtidig. 
Min far klædte selv min farfar på med hjælp fra min mor og Nina. Lægen kom om morgenen ved 10-tiden for at erklære ham død.
Jeg stod selv op omkring halv ni og vækkede mine søskende. Min søster var vågnet om natten, da jeg snakkede med min far, så hun havde fået nyheden. Det er nok det meste voksne jeg nogensinde har følt mig. Da jeg skulle give den besked videre. Vi tog os god tid. Holdt om hinanden og var der for hinanden før vi tog afsted. Der var usædvanligt stille i bilen på vej derop. Vi ankom til huset og blev modtaget med varme og tårefyldte omfavnelser. Vi gik ind, hvor han lå i soveværelset, og fik sagt de sidste farvel. 
Jeg er så glad for at jeg kom hjem, da jeg gjorde. At jeg nåede at se ham. At jeg var der. Og at jeg var kommet tidligere og havde været der, mens han stadig var helt frisk. 
Jeg synes det er fantastisk at han var klar helt til det sidste. At han faktisk kun havde en måned, hvor han ikke havde energi til at gøre de ting han havde lyst til. At han havde hele sin familie hos sig og at han døde i armene på sin kone, som han elskede.
Jeg synes det er forfærdeligt at han ikke er her mere. 

mandag den 4. april 2011

mandag den 28. marts 2011

Kartoffel/Porresuppe med bacon

Altså det er jo ikke gourmet, og det er heller ikke særlig avanceret. Men for dælen hvor smager det altså godt! Ganske simpel opskrift - fik også prøvet hønsebouillonen fra Oscar, den var rigtig god.

Nem kartoffel/porresuppe (2 portioner - Rækker til én sulten studerende)

  • 5 små kartofler
  • 1 porre
  • 1 tsk hønsebouillon
  • Salt og peber
Skræl kartofler og porrer og skær i stykker. Kom grøntsagerne i en gryde og hæld vand over til det dækker. Tilsæt bouillon og lad det koge mindst en halv time.
Blend og smag til med salt og peber

Server straks med gavmilde mængder bacon.

Man kan lave suppen endnu hurtigere ved at skære grøntsagerne i helt små stykker, så skal de kun koge et kvarter. 


Det er ganske simpelt, men jeg synes virkelig det smager så englene synger. 

Nu er 2/3 af eksamenerne overstået og jeg tror de er gået godt. Vi får svar den 28. april (eller det er det der er blevet meldt ud, så må vi se om det holder), men jeg er ret sikker på at eksamenerne er bestået og det er mit succeskriterie. 
I morgen kl. 12 får vi så vores opgave i sundhedspsykologi. 6 sider skal vi skrive, det burde være til at overskue på 4 dage. Nu er tricket bare ikke at blive lokket af alle de fester der er planlagt hele ugen fordi folk bliver færdige med eksamen. Der er dømt grillhygge i morgen eftermiddag og madklub i morgen aften. Onsdag og torsdag er der fest for henholdsvis modul 9 og 5, der bliver færdige med deres eksamener og fredag er der fælles fest for alle medicinere. Det skal nok blive en sjov uge ^_^.
Til gengæld er vi tilbage og kører hardcore allerede på mandag. Der starter modul 4, som skulle være mega hårdt, og hvis jeg ser på mængden af undervisningstimer, så er det vist ganske korrekt. Men det er jo at tage det som det kommer, der er ikke andet at gøre.

lørdag den 26. marts 2011

Eksamenstravlhed

Det er snart eksamenstid. Mere præcist defineret skal jeg op i genetik (3 timers skriftlig prøve uden hjælpemidler) samt statistik og epidemiologi (2 timers skriftlig prøve MED hjælpemidler - heldigvis) på mandag. Derudover får vi en opgave udleveret i sundhedspsykologi tirsdag kl. 12, som vi så har til fredag kl. 12 til at skrive.
I tirsdags stod den på aflevering af en anden opgave, som også tæller med i eksamen. Det var også det dejligste vejr i verden, så opgaveaflevering, "læseferiens" start og det dejlige vejr blev fejret med kolde classic i solen på Uni. Nøj det var godt. Mega hyggeligt at slutte skoledagen på den måde, men det er vist ikke noget der skal ske for tit. Det er rigeligt alkoholiserende at være studerende som det er.

Jeg og Lea med Albani Classics
Eksamenstiden betyder også at den står på rimelig simpel mad. Jeg arbejder jo mandag og hveranden tirsdag aften, hvor jeg sidder hos en multihandicappet dame. Jobbet involverer aftensmad, men der skal ikke laves de store udskejelser. Der er købt ind på forhånd til oftest kedelig mad, og det skal kunne laves på ca. en halv time. I tirsdags var det dog lidt en treat. Den stod på aspargessuppe fra Allégårdens Slagter, og den var meget lækker. Jeg er sikker på den ikke er god for kalorieregnskabet, jeg fornemmer en god del fløde, men for Søren den smager godt. Serveret med kødboller og flûtes med smør - mums.


Det var nemt og hurtigt - suppen skulle bare varmes og kødbollerne hældes i og varme med.

mandag den 21. marts 2011

Besøg hos farfaren

Jeg har været på Sjælland i weekenden for at besøge familien. Formålet med besøget var primært at se min farfar, som desværre er meget syg. Han fik konstateret lungecancer før jul og der er ikke mere at gøre. For en måneds tid siden fik han strålebehandling for metastaser i hjernen. Han havde det rigtig skidt men har heldigvis fået det bedre. Det svinger op og ned og jeg har været virkelig nervøs for om jeg kom hjem tids nok, men der har været så mange ting de sidste mange weekender. Nu har jeg fået besøgt ham, og det er jeg bare så glad for.
Min farfar og hans kone interesserer sig også for mad, så det er altid hyggeligt at besøge dem. For en fattig studerende som mig, er det jo også vild luksus at blive trakteret med frisk stenbiderrogn og andre gode ting.


Maden skulle være simpel at lave, da overskuddet, forståeligt nok, ikke er særlig stort i øjeblikket. Derfor blev det til en enkelt men lækker menu med lunt og lækkert brød, gravad laks med hjemmelavet rævesauce, frisk stenbiderrogn, creme fraiche, forårsløg, salat, tomat, bladselleri, oliven, oksecarpaccio og høvlet parmesan.
Så fik jeg også en lille goodie med. Det er jo ikke ualmindeligt med hakket chokolade i müsli, men et lækkert og sundere alternativ er ristede og hakkede kakaobønner. Man siger jo at mørk chokolade er sundt - jo højere kakaoprocent jo bedre. Her er så den rene kakao - ikke 70 men 100 % ^_^. Det smager godt, men meget kraftigt. Jeg glæder mig til at prøve det på müsli selv. Jeg fik en lille pose med. De ristede kakaobønner kan blandet andet købes hos Chokolademageriet, men det er en specialvare, som skal bestilles hjem.

lørdag den 19. marts 2011

Hawaitema og et par anmeldelser

Fredagen før madbloggertræffet stod den på fødselsdagsfest med hawaitema. Symaskinen og kassen med stof blev fundet frem, og der blev kreeret til den store guldmedalje.




Kjolen var dejlig nem at sy, det er egentlig bare et stykke orange viscose jersey, jeg har haft liggende længe, som er syet sammen til et rør. Den sidste del blev ikke syet sammen - man kan jo ikke tage til hawaifest uden at vise en smule ben. Til sidst blev der syet nogle silkebånd på som stropper. Ganske fint resultat hvis jeg selv skal sige det. Makeuppen blev stykket sammen af effect powders fra Gosh og Mac. Som base bruger jeg Waterproof Eye Shadow Stick (også fra Gosh). Det gør altså at makeuppen holder hele natten - og hele næste dag med for den sags skyld.
Festen varede til den lyse morgen, og i et oplyst øjeblik erkendte jeg, at jeg aldrig ville komme op kl. 9, hvis jeg gik hjem og lagde mig til at sove ved 7-tiden. Derfor endte jeg med at sove på en sofa, og tage direkte videre til intromøde med Sexekspressen om lørdagen. Det er en organisation under IMCC, der har til formål at tilbyde seksualundervisning til børn i folkeskolens 7.-10. klassetrin. Det var supersjov undervisning, trods tømmermænd og en del undren over den kreative påklædning. Jeg glæder mig allerede til at komme i gang med projektet.
Efter mødet gik turen hurtigt forbi hjemmet, hvor jeg lige kunne nå at skifte tøj og hoppe på cyklen hjem til Anne, så vi kunne komme afsted til madbloggertræffet. Makeuppen var der altså ikke tid til at fjerne, men den sad faktisk også perfekt, og blev siddende hele aftenen. Jeg var ret imponeret.

Der har selvfølgelig også været tid til at få prøvet nogle flere af alle de lækre produkter, vi fik med i vores goodie bags.
Det ene var denne granatæble/hindbær juice fra Kildespring. Jeg kan ikke sige så meget andet om den end at jeg elsker smagen. Jeg havde høje forventninger, fordi jeg elsker granatæble og hindbær, og jeg blev ikke skuffet. Jeg køber normalt ikke hverken juice, smoothies, sodanvand eller lignende, fordi jeg foretrækker at få mine daglige kalorier, fra kilder der mætter noget mere. Men jeg må erkende at jeg sagtens kunne finde på at købe denne her igen - den ville fungere fint for mig i et svagt øjeblik, når man er ude og handle og er ved at gå sukkerkold (dårlig kombi). Her ville den være genial at forfriske sig med. I øvrigt også fin til diverse skovture og picnics til sommer.


Så var der pålægschokoladen fra Løgismose. Jeg må lige starte med at sige at jeg ikke er så god til mørk pålægschokolade. Jeg er en af de fesne personer, som kun kan lide den lyse. Jeg ved godt at mørk er bedst og sundest og alt det der, men når der skal snaskes skal der altså snaskes. Den mørke chokolade bruger jeg i konfekt, bagværk, müsli og alt muligt andet.
Af samme grund er jeg heller ikke helt vild med denne pålægschokolade, for her er altså kakao for alle pengene. Den har en høj kakaoprocent (65 %) og skiverne er gigantisk tykke! Der er virkelig tale om kvalitet - det kan både ses og smages. Det er lidt trist at god kvalitet er lidt spildt på mig i denne sammenhæng, men det gør altså ikke chokoladen mindre god. Lea var begejstret så jeg tør godt give uforbeholdne anbefalinger.

tirsdag den 8. marts 2011

Fastelavn er mit navn...

Jeg syntes vi manglede nogle fastelavnsfester i Odense - jeg er kun inviteret til en, og der kan jeg desværre ikke komme - så jeg tog initiativ til et lille event og opfordrede alle medicinere og kiropraktorer på vores årgang at møde udklædte op til forelæsning.
Det var kun en håndfuld der var friske, når det kom til stykket, men sjovt var det uden tvivl.

Ko, mimer, ninja, løve (mig), spiderman, øl, mavedanser og candyfloss
Ninja møder halvnøgen spiderman
Photoshop er en sjov ting
Mit fine løvekostume syede jeg i søndags sammen med Fie. Det er lavet i noget løvefarvet fleece jeg havde liggende, som jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle bruge til. Halens dusk er lavet af en rest af sort jersey stof. Makeuppen var det største projekt, men det var alt arbejdet værd. Jeg elsker simpelthen den slags!

En af mine medstuderende, Jesper, har overtalt mig til at komme med ham til parkour. Det er en sportsgren, som ligger meget langt fra noget jeg har prøvet før... Egentlig har jeg jo ikke prøvet så meget før, jeg har aldrig rigtig gået til noget som lille. Som preteen prøvede jeg svømning, og det var jeg vildt dårlig til - og er det i øvrigt stadig, og så kom jeg i gang med kampsport som 13-årig. Den del har så holdt ved i mange år, og jeg har aldrig rigtig trænet andet. Efter jeg flyttede til Odense, er jeg ikke rigtig startet op på noget nyt igen, ud over fitness, som jeg med glæde dyrker i Fitness World.
Jeg vil gerne i gang med kampsport herovre i Odense, men der er ingen klubber i vorse stilart, så jeg skal starte helt fra bunden. Så var det at Jesper lokkede mig med til parkour, og det var jo mega sjovt. Det kan godt tænkes det er sådan noget jeg skal lege mere med. Her er en lille film, til dem der er i tvivl om hvad parkour, eller street movement, er for en noget snask.



Aftensmaden i dag blev mindre spændende... Den stod på øllebrød - en overset, men ganske udemærket ret. I dag serveret med cheasy fraishe 9 %, det var det der lige stod i køleskabet. Det er altså bedst med flødeskum, men så går det sunde lidt af. På denne måde er det en ganske udemærket aftensmad ^_^.


Når nu maden ikke er fancy kan den serveres i fancy porcelæn. Jeg fik endelig en dyb tallerken i julegave. Min skønne mor forbarmede sig over mig, fordi jeg ingen dybe havde.
Det er jo det underlige ved det der med at flytte fra hinanden. Jeg har et på nogle punkter ekstremt veludstyret køkken, og så er der nogle helt basale ting jeg mangler - fx. dybe tallerkner, tekrus og den slags. Til gengæld har jeg både en blender, en stegeso og en imponerende samling Mega Mussel fra Royal Copenhagen.
Det giver jo også en slags problemer, når man gerne vil have service, der passer sammen. Man går altså ikke bare ud og køber nye tallerkner, fordi man mangler nogen. Det betyder at der ikke bliver serveret suppe for gæster foreløbig - med mindre de vil spise direkte fra gryden selvfølgelig.

søndag den 6. marts 2011

Så småt tilbage - Nu som kaffedrikker

Computerarrangementet herhjemme er stadig ikke i nærheden af optimalt, men nu er der kommet nyt tv til og det fungerer som midlertidig skærm.
Det betyder at lige pt. foregår blogging fra stuegulvet, hvilket er en smule koldt og ikke voldsomt behageligt, men forhåbentlig har jeg min bærbare tilbage om max et par uger - og måske endda en ordentlig skærm til min stationære.

I mellemtiden sker der jo ting og sager i mit liv. Og her i denne weekend kan jeg officielt betragte mig selv som kaffedrikker.
Vi holdt housewarming sidste lørdag, og en af de mange fine gaver vi fik, var en Bodum stempelkande og en god pose kaffe dertil. Super gave fra nogle dejlige drenge ^_^.

Jeg har et stykke tid forsøgt at tilegne mig kaffe (et par måneder sådan ca.), og strategien har været at smage når andre fik en kop. Da jeg her i weekenden fik besøg af min veninde, Fie, fra København, skulle hun selvfølgelig have en kop ordentlig kaffe, så den nye stempelkande kom i brug, og jeg lavede en kop mælk med sukker (eller rettere - Hermesetas) og en smule kaffe. Det smagte ikke blot tåleligt, men ganske udemærket, så jeg tog skridtet videre til kaffe med mælk og sukker, for bagefter at droppe mælken. Det søde kan jeg ikke undvære endnu, men jeg kan fornemme at det kommer på et tidspunkt.


Jeg må indrømme at jeg er lidt oppe og køre over det kaffedrikkeri. Det er super fedt, for i næste uge skal går turen til Jylland og madbloggertræf med Newyorkerbyheart og LaTascha. Det var egentlig meningen der skulle være foredrag med Claus Holm, men da han har aflyst bliver det istedet Growers Cup, der kommer til at stå for den del af underholdningen - og det er jo kaffens verden det kommer til at handle om. Jeg forestiller mig det giver mening på en lidt anden måde når man selv drikker kaffe ^_^.
Jeg glæder mig sindsygt meget til det træf - Det bliver simpelthen fantastisk at møde så mange dejlige og dygtige madbloggere, for ikke at tale om at jeg har store forventninger til god mad og kage!

lørdag den 12. februar 2011

IRL Himmel og Blogger Helvede

Jeg har nu ikke haft computer i en evighed. Mit tv, der fungerede som skærm til min stationære er død, og min bærbares strømforsyning er død og det hele er bare noget skidt. Jeg kan lejlighedsvis låne computere, men det giver ikke store muligheder for blogging - Øv! Af samme grund ingen billeder, suk suk suk.
Når det er sagt, så er det hele bare super i øjeblikket.
Jeg er kommet hjem fra den fedeste skiferie, jeg er flyttet sammen med Lea og det hele tegner bare super lyst.
Mit tv er dækket af forsikringen, så jeg har forhåbentlig snart et nyt, og så begynder computerhejset så småt at fungere. Nice nice!
Som en lille bonus er jeg ved at komme over Loke. Det er ikke en afsluttet process, men det går helt sikkert den rigtige vej. Jeg har snakket med ham en enkelt gang siden jeg kom hjem fra skiferie, og det var hyggeligt nok, men ikke så oprivende, som det kunne have været. Jeg har ikke talt med ham siden og det hjælper.
Kram til alle jer der ude
Med håb om snarlig regelmæssig blogning
Frederikke
Som danser i solen lige i øjeblikket

onsdag den 12. januar 2011

Influenza.... Lort!

Eksamen på mandag, og så har jeg fanget noget der ligner en influenza. Fuck og død! Det er bare så dårlig timing.
Det er bare super hardcore stuff, så alt er mega bombet herhjemme inklusiv mit hoved. Til gengæld er vægten gået ned for fuld smadder. 3,8 kg. siden 1. januar! Det her helt vildt lækkert. Jeg er kommet over mæthedsproblemerne, og nu går det bare den rigtige vej.
Maden i dag stod på øllebrød med vaniljecreme. Ganske dejlig spise og det passede perfekt lige i dag. Havde brug for noget nemt og hyggeligt.

Øllebrød

  • 2 skiver rugbrød
  • Vand 
  • ½ øl
  • 1 tsk hasselnøddeolie
  • 3 tsk citronsaft
  • ½ tsk salt
  • Sødemiddel
Skær brødet i små tern og hæld vand over til det dækker. Tilsæt øllen og bring det i kog. Tilsæt olie, citronsaft, salt og sød. Skru ned for varmen og lad grøden småboble til den har den rette konsistens. Ca. 10 minutter. 
Serveres med flødeskum, mælk, vaniljecreme eller lignende.
Jeg brugte græsk yoghurt rørt op med sød og vaniljesukker.


I uge 4 står den på skiferie. Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvordan jeg skal håndtere potentielt vægttab den uge. Der skal i hvert tilfælde hygges igennem, og sikkert også indtages alkohol i underholdende mængder.

søndag den 9. januar 2011

Skuffende tunsteak midt i eksamenslæsningen

Der skal godt nok knokles på med eksamenslæsningen. Pensum er gigantisk synes jeg (og ved det bliver sværere på de kommende moduler) og nogle af de ting vi skal vide virker så ligegyldige! Hehe men sådan er det når man vælger et "elitestudie" som medicin. Den største udfordring er at skulle kunne tingene udenad, fordi man ikke har nogen hjælpemidler til rådighed. Hardcore synes jeg.

Aftensmaden stod på tunsteak med stegte peberfrugter og sojamayo.
Jeg har ikke gjort det så meget i tunsteaks før, og jeg må indrømme jeg var ret skuffet. Ved ikke om det var kvaliteten, det er bare sådan en fra frost købt i fakta, men det var godt nok lidt øv. Jeg gjorde mig umage for ikke at stege den for meget, tun skal jo helst være nærmest rå indeni, og jeg ELSKER sushi tun og spiser også sashimi med stor glæde, så var ikke nervøs for det overhovedet, men det fungerede bare slet ikke. Jeg havde ikke engang lyst til at spise den ene steak op jeg havde smidt på tallerkenen (havde stegt to).

Tilbehøret var til gengæld uovertruffent!

Tunsteak med grillede peberfrugter og sojamayo
Stegte peberfrugter (1 person)

  • 2 peberfrugter 
  • 1 knsp salt
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 tsk olivenolie
Peberfrugterne skylles og skæres i store tern. Vendes med salt og citronsaft og steges i olivenolie på panden. De fik max varme under omrøring et par minutter hvorefter jeg skruede ned og gav dem 5 minutter mere på mellemste trin. 
Super nemt og virkelig lækkert, det smagte især godt med sojamayoen. Det var en god kombi.

Sojamayo
  • 2 store spsk god mayonnaise (jeg bruger altid Hellmanns light)
  • 2 tsk soja
Ingredienserne røres sammen og er straks klar til servering. Meget simpelt, men rigtig lækkert. Ikke fedtfattigt, men det er det gode fedt, så i begrænsede mængder er det glimrende dip - også når man er på skrump. Ideen kom fra en sushirestaurant, hvor jeg engang fik serveret sojamayo til mine nigiri. Det var rigtig lækkert, så jeg besluttede mig for at prøve selv, og det var ganske simpelt og med fremragende resultat.


Jeg har også været flittig og lavet madpakke til i morgen og helt frem til torsdag!

Marineret skinkekød med haricots verts og tzatziki

Marineret skinkekød i tern (4 portioner)

  • 500 g skinkekød i tern (hurra for tilbud i Fakta)
  • 2 dl soja
  • 1 rød chili
  • 2 spsk hakket ingefær
  • 2 fed hvidløg
Soja, chili, hvidløg og ingefær køres i minihakket (man kan selvfølgelig også bruge kniv, hvidløgspresser osv. men det her er så nemt)

Kødet lægges i marinaden og får lov at trække nogle timer i køleskabet, hvorefter det steges på panden.

Tzatziki
  • 200 g græsk yoghurt (jeg brugte 0,1 % men en federe variant er også lækker)
  • ½ agurk
  • 2 fed hvidløg
  • 1 knsp salt
Riv agurken og pres væden fra. Jeg bruger bare hænderne, det syne jeg er det letteste. Hak hvidløget og bland agurk, hvidløg og yoghurt sammen. Smag til med salt.

fredag den 7. januar 2011

Det der med at blive mæt

Jeg har jo gjort mig umage for at tage mig sammen med hensyn til hvad jeg spiser her efter jul og nytår. Jeg har taget meget på siden jeg flyttede til Odense - faktisk har jeg taget jævnt på siden jeg og Loke flyttede fra hinanden for snart et år siden.
Jeg har forsøgt at tage mig sammen flere gange, men der er bare hele tiden kommet noget i vejen. Nu har jeg et mål der hedder 10 kg. inden 1. juni, hvor jeg har planer om at tage på Roskilde Festival. Hvis vejret bliver bare halvt så godt som sidste år, vi der være mega lækkert at kunne flashe bar mave i sommersolen uden at skamme sig.
Der har dog været et problem. Jeg har simpelthen ikke kunne holde mig mæt indenfor de kalorier jeg må få. Jeg benytter mig af Madlog som hjælp til vægttabet, og det et bare et genialt redskab, men jeg har åbenbart fået udvidet min mavesæk, for har haft mega svært ved at holde mig mæt. Jeg overvejer lidt at tage en uge på ren Nupo, simpelthen for at få formindsket mavesækken - og så er det ekstra vægttab selvfølgelig en bonus. Er dog ikke sikker på jeg gider det. Indtil videre har jeg ikke noget i huset, så det bliver i hvert tilfælde ikke lige nu.

I dag har jeg siddet sammen med Lea og vi har snakket om en masse praktiske ting i forhold til at flytte sammen. Det bliver SÅ fedt. Jeg glæder mig helt vildt meget til det. Både hendes og min familie kommer og hjælper med at flytte, så vi kan afslutte flyttedagen med en super hyggelig dobbelt familie middag.


Aftensmaden i dag har været meget simpel. Tomatsuppe fra Knorr, deres italienske variant med soltørret tomat og mascarpone. Den smager altså super godt, og så tager det kun 5 minutter at lave. Dertil kød- og melboller.
Er der andre end mig der har nogle småulækre madvaner? En af mine underlige sider er en forkærlighed for kød- og melboller på frost. Og jeg mener altså spist direkte fra frost. Det kan jeg sagtens gå og snacke sådan nogle når jeg er småsulten. For et par måneder siden købte jeg en pose af de billige fra Fakta. Jeg plejer at købe dem fra Mou, men når man er på SU vil man jo gerne spare. Da jeg kom hjem skulle jeg straks smage og øv hvor blev jeg skuffet! Kødbollerne smagte virkelig dårligt. Jeg blev så ærgerlig over at have købt dem at jeg ikke har fået brugt nogle af dem siden.
I dag røg de så i suppen, for de skal jo spises. Og positiv overraskelse! De smager ganske glimrende når først de er blevet varmet i suppen. Sikke en lettelse, jeg var lidt bange for det ville blive nødvendigt at smide hele posen ud.

onsdag den 5. januar 2011

Nytårsdesserten 2010/2011 - Blødende Chokoladekage


Blødende Chokoladekage med vaniljeparfait og granatæbleeksplosion 

Kagerne er bagt efter Birthes opskrift fra Newyorkerbyheart. Jeg har bare ganget opskriften op, og så har jeg valgt at bruge pasturiserede æg. Desuden brugte jeg amerikanske muffinforme istedet for ramakiner, da min mor ikke havde nogen.

Blødende chokoladekage
  • 300 g mørk chokolade
  • 300 g smør i tern
  • 6 pasturiserede æg
  • 250 g sukker
  • 80 g mel

Smelt chokoladen over vandbad. Vendt smørret i chokoladen lidt af gangen til det er smeltet. Pisk æg og sukker til det bliver hvidt og luftigt.
Vend chokoladen i æggeblandingen og sigt melet heri.
Bages i ovnen ved 200 grader i 13 minutter.

Jeg lavede dejen i forvejen, fyldte den i formene og stillede dem ud på terrassen (overdækket selvfølgelig)

De kunne ikke komme ud af formene uden at gå i stykker, jeg tænker det måske er lettere i ramakiner. Det skal i hvert tilfælde prøves. De var super lækre

Nem vaniljeparfait

  • 4 pasturiserede æggeblommer
  • 8 spsk sukker
  • ½ l piskefløde
  • 1 spsk vaniljesukker 
Pisk æggeblommer og sukker til det er lyst og luftigt. Pisk fløden til skum. Rør æggeblandingen og flødeskummet sammen og smag til med vanilje.
Stil skålen i fryseren og sørg for at røre godt rundt en gang i timen. Når parfaiten er ved at være stiv, kan den hældes over i en boks med låg, hvis man har lyst til det.

Server chokoladekagerne med vaniljeparfait og pynt med grantæblekerner. 


Vi var ude og kigge på lejligheden i dag, og den var bare helt super! Vi har sagt ja og vi kan flytte ind den 1. februar. Det bliver så fedt, jeg glæder mig helt vildt.

tirsdag den 4. januar 2011

Fyldt bagekartoffel - Nu med computer i hænderne igen

Fyldet, der venter på at kartoflerne bager

De udhulede bagekartofler

Velbekomme


Fyldt bagekartoffel 
  • 2 bagekartofler
  • 1 pakke skinketern
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 håndfuld grønne bønner
  • 1 lille rødløg
  • 1 håndfuld persille
  • 1 dl græsk yoghurt
  • Salt og peber
Bag kartoflerne 45-60 minutter afhængig af størrelse (200 grader). Mens kartoflerne bager er der god tid til at lave fyldet. 
Skær grøntsagerne i små tern og rør dem sammen med den græske yoghurt og skinketernene.
Når kartoflerne er klar tages de ud og toppen skæres af. Indmaden skrabes ud med en ske og blandes sammen med resten af fyldet og låget lægges tilbage på. 
Bag herligheden et kvarter mere i ovnen og server - evt. med en klat smør.

Der var en masse fyld i overskud, som jeg har tænkt mig at bage i et lille ovenfast fad i morgen. Måske med et drys revet ost over, hvis jeg synes jeg kan tillade mig det.


Nu har jeg fået min computer igen. Den skal en tur ind igen, men det bliver ikke før mine eksamener er overstået!
Det har været en hård tid over jul og nytår efter mit brud med Loke. Jeg savner ham ad helvedes til, men kan godt se at det ikke kan fungere. Prøver ikke at tænke for meget på ham.
Der er under 2 uger til eksamen og helt præcist 16 dage til jeg tager til Les 2 Alpes på ski - Jeg glæder mig SÅ meget til at komme væk fra det hele og blive blæst igennem. 
Jeg har en masse blogging der skal indhentes nu, glæder mig til at få noget fra hånden.

I morgen skal jeg ind og se en lejlighed i centrum sammen med Lea. Jeg håber virkelig det er noget. Hvis vi er interesserede er den klar til indflytning 1. februar - det kunne være SÅ optimalt. Den kunne ikke ligge mere centralt og prisen er rimelig. Bagefter står den på 1½ times Shotokan Karate hos Saiko Odense. Det er jeg lidt spændt på. Har dyrket Nihon Jujutsu i mange år, men mit forbund, DJJF, har ikke nogen afdelinger i Odense. Jeg har godt overvejet at starte en klub op, men det er for tidskrævende midt i studiet lige nu. Men jeg har savnet at træne, så det passer helt fint ind. Jeg har hørt at "Strong's the new skinny", så det bliver mit motto i år. 

tirsdag den 14. december 2010

At være eller ikke være i forhold med en misbruger

Resultatet blev "ikke". Der er sket en del ting i weekenden, der bare har fået bægeret til at flyde over. Han er et dejligt mennesker under alle problemerne og jeg elsker ham virkelig, men han ødelægger mig og det kan jeg ikke lade han gøre.
Man kan være misbruger på mange måder og af mange ting. Jer har nok selv noget der tangerer et misbrug når det gælder slik, kage og desserter. Min vægt er et resultat af det "misbrug". Man kan være afhængig af stoffer, alkohol eller computerspil. Når man begynder at prioritere sådan nogle ting over sine kære, så der et alvorligt problem.
Jeg må acceptere at jeg ikke kan løse den slags problemer for andre, uanset hvor gerne jeg vil. Jeg kan ikke holde til de knubs det giver at stå på sidelinjen og se til mens en jeg elsker ødelægger sig selv. Jeg ville ønske han ville erkende hvor stort problemet er og få noget hjælp, måske ville vi så kunne få et forhold til at fungere, men det tror jeg desværre ikke han er klar til. Jeg kan ikke vente på det mere.
Published with Blogger-droid v1.6.5
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...