- 2 peberfrugter (jeg brugte en rød og en grøn)
- ½ blok salatost
- 2 håndfulde pastaskruer
- Lidt olie til stegning, samt salt og peber
Kog pastaen som anvist på pakken. Skær peberfrugterne i tern og steg dem i lidt olie på panden. Drys med salt og peber. Vend pasta og peberfrugt sammen og server med salattern.
Jeg brugte salatosten fra Løgismose, som jeg fik til madbloggertræffet. Jeg synes osten er lidt tør i det, men ellers rigtig fin og den passede godt til denne ultra nemme pastasalat. Jeg synes dog det er irriterende at al informationen står på pakken. Selve bøtten med ost er bare blank. Når jeg har åbnet osten vil jeg helst bare smide det overflødige pap væk, men så kan man altså ikke kende ostene fra hinanden. Det er lidt irriterende synes jeg.
Natten til fredag mistede jeg min farfar. Han havde været syg et stykke tid efterhånden. I december fik han konstateret lungecancer, og for en måneds tid siden fandt man metastaser i hjernen.
Det er mange år siden jeg mistede nogen, der var sådan rigtig tæt på. Der har været nogle dødsfald i familien, men den første, og eneste, gang det har været rigtig tæt på mig, var da min farmor døde. Og det er efterhånden mange år siden. Jeg tror jeg gik i 1. klasse.
Min farfar giftede sig igen siden, og nu er der så kun min Nina tilbage på den side af familien.
Døden er en naturlig del af livet, men det gør den ikke mindre sørgelig. Når man tænker på det uundgåelige i det at dø, så vil jeg ønske at alle kan dø så smukt som min farfar. Og ja - jeg synes godt man kan sige at døden kan være smuk.
Han havde været dårlig en uges tid, da Nina ringede til min far i torsdags. Hun regnede ikke med at det skulle være her og nu, men min farfar havde problemer med vejrtrækningen, og man vil jo hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. Min far ringede selvfølgelig til mig, for at holde mig informeret, men vi var usikre på om jeg skulle tage fra Odense for at komme derop. Min far tog derop med mine brødre, og lovede at ringe tilbage, når han var der. Han endte med at bede mig komme, om ikke andet, så fordi det kunne være sidste chance for at være sammen med ham, mens han stadig var helt sig selv. Så jeg pakkede en taske og tog næste tog. Min mor hentede mig på stationen og vi kørte derop.
Det var ikke mere end 1½ uge siden jeg havde været der sidst, og alligevel var forandringen enorm. Det var ingen kræfter tilbage i kroppen. Han var meget, meget skrøbelig. Hele familien var der, mine forældre og søskende, min faster og hendes mand og børn. Min farfars søster og hendes mand. Og selvfølgelig Nina.
Vi havde en rigtig hyggelig aften. Min farfar var sig selv, men havde ikke luft til at snakke så meget. Det var tydeligt at han var glad for at vi var der. Vi tog hjem ved 22-23-tiden efter at have sagt farvel.
Ved halv femtiden vågnede min far og to minutter efter ringede Nina. Efter at have været på toilettet var min farfar gledet ned fra sengen, og kunne ikke komme op. Mine forældre vækkede mig og kørte op for at hjælpe til. Da de ankom var han lige akkurat gået bort. De havde holdt om hinanden og hun havde givet ham lov til at forlade sig, han havde sagt tak. Det hele havde bare været så smukt. Det eneste der ikke var perfekt var, at han faldt ud af sengen, men hvis han ikke havde gjort det, ville de ikke have ringet efter min far og så havde Nina stået alene med det. Det kunne ikke have været bedre.
Min far ringede til mig og fortalte hvad der var sket. Vi blev enige om ikke at vække mine søskende før om morgenen. Han ringede også til min faster. Hun var allerede vågnet. Hun var vågnet samtidig med ham. Tænk at de alligevel er vågnet samtidig.
Min far klædte selv min farfar på med hjælp fra min mor og Nina. Lægen kom om morgenen ved 10-tiden for at erklære ham død.
Jeg stod selv op omkring halv ni og vækkede mine søskende. Min søster var vågnet om natten, da jeg snakkede med min far, så hun havde fået nyheden. Det er nok det meste voksne jeg nogensinde har følt mig. Da jeg skulle give den besked videre. Vi tog os god tid. Holdt om hinanden og var der for hinanden før vi tog afsted. Der var usædvanligt stille i bilen på vej derop. Vi ankom til huset og blev modtaget med varme og tårefyldte omfavnelser. Vi gik ind, hvor han lå i soveværelset, og fik sagt de sidste farvel.
Jeg er så glad for at jeg kom hjem, da jeg gjorde. At jeg nåede at se ham. At jeg var der. Og at jeg var kommet tidligere og havde været der, mens han stadig var helt frisk.
Jeg synes det er fantastisk at han var klar helt til det sidste. At han faktisk kun havde en måned, hvor han ikke havde energi til at gøre de ting han havde lyst til. At han havde hele sin familie hos sig og at han døde i armene på sin kone, som han elskede.
Jeg synes det er forfærdeligt at han ikke er her mere.
