torsdag den 7. april 2011

Tortillas med kylling

En af de gavmilde sponsorer til madbloggertræffet var Santa Maria. Jeg fik prøvet deres tortillas - de er lidt grovere end dem jeg normalt køber, hvilket er en bonus. Ellers adskiller de sig ikke voldsomt.

Opskriften jeg bruger kan ses her. Jeg laver gerne min egen tacomix og varierer den lidt fra gang til gang. Jeg havde ikke så meget spidskommen i dag, så der blev fyldt på med kebabkrydderi (også fra Santa Maria), som næsten består af det samme. Derudover valgte jeg kyllingebryst i tern i stedet for oksekød, men det kan man gøre helt som man lyster.

Der kom også et par andre ting fra goodie baggen i brug - deriblandt rivejernet fra Microplane og osten fra Arla. Endnu engang kun positivt at sige. Det eneste der er lidt ærgerligt er at det er så sjovt at bruge rivejernet, at jeg kommer alt for meget ost på hehe.

Tortilla klar til at blive foldet
Sådan folder jeg tortillas - Så har jeg plads til mest muligt fyld
Sponsorgaverne fra Arla
Sponsorgaverne fra Santa Maria

onsdag den 6. april 2011

At miste

Lun pastasalat med peberfrugt og salatost med chili/oregano

  • 2 peberfrugter (jeg brugte en rød og en grøn)
  • ½ blok salatost
  • 2 håndfulde pastaskruer
  • Lidt olie til stegning, samt salt og peber
Kog pastaen som anvist på pakken. Skær peberfrugterne i tern og steg dem i lidt olie på panden. Drys med salt og peber. Vend pasta og peberfrugt sammen og server med salattern.
Jeg brugte salatosten fra Løgismose, som jeg fik til madbloggertræffet. Jeg synes osten er lidt tør i det, men ellers rigtig fin og den passede godt til denne ultra nemme pastasalat. Jeg synes dog det er irriterende at al informationen står på pakken. Selve bøtten med ost er bare blank. Når jeg har åbnet osten vil jeg helst bare smide det overflødige pap væk, men så kan man altså ikke kende ostene fra hinanden. Det er lidt irriterende synes jeg.




Natten til fredag mistede jeg min farfar. Han havde været syg et stykke tid efterhånden. I december fik han konstateret lungecancer, og for en måneds tid siden fandt man metastaser i hjernen. 
Det er mange år siden jeg mistede nogen, der var sådan rigtig tæt på. Der har været nogle dødsfald i familien, men den første, og eneste, gang det har været rigtig tæt på mig, var da min farmor døde. Og det er efterhånden mange år siden. Jeg tror jeg gik i 1. klasse. 
Min farfar giftede sig igen siden, og nu er der så kun min Nina tilbage på den side af familien. 
Døden er en naturlig del af livet, men det gør den ikke mindre sørgelig. Når man tænker på det uundgåelige i det at dø, så vil jeg ønske at alle kan dø så smukt som min farfar. Og ja - jeg synes godt man kan sige at døden kan være smuk. 
Han havde været dårlig en uges tid, da Nina ringede til min far i torsdags. Hun regnede ikke med at det skulle være her og nu, men min farfar havde problemer med vejrtrækningen, og man vil jo hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. Min far ringede selvfølgelig til mig, for at holde mig informeret, men vi var usikre på  om jeg skulle tage fra Odense for at komme derop. Min far tog derop med mine brødre, og lovede at ringe tilbage, når han var der. Han endte med at bede mig komme, om ikke andet, så fordi det kunne være sidste chance for at være sammen med ham, mens han stadig var helt sig selv. Så jeg pakkede en taske og tog næste tog. Min mor hentede mig på stationen og vi kørte derop. 
Det var ikke mere end 1½ uge siden jeg havde været der sidst, og alligevel var forandringen enorm. Det var ingen kræfter tilbage i kroppen. Han var meget, meget skrøbelig. Hele familien var der, mine forældre og søskende, min faster og hendes mand og børn. Min farfars søster og hendes mand. Og selvfølgelig Nina. 
Vi havde en rigtig hyggelig aften. Min farfar var sig selv, men havde ikke luft til at snakke så meget. Det var tydeligt at han var glad for at vi var der. Vi tog hjem ved 22-23-tiden efter at have sagt farvel. 
Ved halv femtiden vågnede min far  og to minutter efter ringede Nina. Efter at have været på toilettet var min farfar gledet ned fra sengen, og kunne ikke komme op. Mine forældre vækkede mig og kørte op for at hjælpe til. Da de ankom var han lige akkurat gået bort. De havde holdt om hinanden og hun havde givet ham lov til at forlade sig, han havde sagt tak. Det hele havde bare været så smukt. Det eneste der ikke var perfekt var, at han faldt ud af sengen, men hvis han ikke havde gjort det, ville de ikke have ringet efter min far og så havde Nina stået alene med det. Det kunne ikke have været bedre.
Min far ringede til mig og fortalte hvad der var sket. Vi blev enige om ikke at vække mine søskende før om morgenen. Han ringede også til min faster. Hun var allerede vågnet. Hun var vågnet samtidig med ham. Tænk at de alligevel er vågnet samtidig. 
Min far klædte selv min farfar på med hjælp fra min mor og Nina. Lægen kom om morgenen ved 10-tiden for at erklære ham død.
Jeg stod selv op omkring halv ni og vækkede mine søskende. Min søster var vågnet om natten, da jeg snakkede med min far, så hun havde fået nyheden. Det er nok det meste voksne jeg nogensinde har følt mig. Da jeg skulle give den besked videre. Vi tog os god tid. Holdt om hinanden og var der for hinanden før vi tog afsted. Der var usædvanligt stille i bilen på vej derop. Vi ankom til huset og blev modtaget med varme og tårefyldte omfavnelser. Vi gik ind, hvor han lå i soveværelset, og fik sagt de sidste farvel. 
Jeg er så glad for at jeg kom hjem, da jeg gjorde. At jeg nåede at se ham. At jeg var der. Og at jeg var kommet tidligere og havde været der, mens han stadig var helt frisk. 
Jeg synes det er fantastisk at han var klar helt til det sidste. At han faktisk kun havde en måned, hvor han ikke havde energi til at gøre de ting han havde lyst til. At han havde hele sin familie hos sig og at han døde i armene på sin kone, som han elskede.
Jeg synes det er forfærdeligt at han ikke er her mere. 

mandag den 4. april 2011

mandag den 28. marts 2011

Kartoffel/Porresuppe med bacon

Altså det er jo ikke gourmet, og det er heller ikke særlig avanceret. Men for dælen hvor smager det altså godt! Ganske simpel opskrift - fik også prøvet hønsebouillonen fra Oscar, den var rigtig god.

Nem kartoffel/porresuppe (2 portioner - Rækker til én sulten studerende)

  • 5 små kartofler
  • 1 porre
  • 1 tsk hønsebouillon
  • Salt og peber
Skræl kartofler og porrer og skær i stykker. Kom grøntsagerne i en gryde og hæld vand over til det dækker. Tilsæt bouillon og lad det koge mindst en halv time.
Blend og smag til med salt og peber

Server straks med gavmilde mængder bacon.

Man kan lave suppen endnu hurtigere ved at skære grøntsagerne i helt små stykker, så skal de kun koge et kvarter. 


Det er ganske simpelt, men jeg synes virkelig det smager så englene synger. 

Nu er 2/3 af eksamenerne overstået og jeg tror de er gået godt. Vi får svar den 28. april (eller det er det der er blevet meldt ud, så må vi se om det holder), men jeg er ret sikker på at eksamenerne er bestået og det er mit succeskriterie. 
I morgen kl. 12 får vi så vores opgave i sundhedspsykologi. 6 sider skal vi skrive, det burde være til at overskue på 4 dage. Nu er tricket bare ikke at blive lokket af alle de fester der er planlagt hele ugen fordi folk bliver færdige med eksamen. Der er dømt grillhygge i morgen eftermiddag og madklub i morgen aften. Onsdag og torsdag er der fest for henholdsvis modul 9 og 5, der bliver færdige med deres eksamener og fredag er der fælles fest for alle medicinere. Det skal nok blive en sjov uge ^_^.
Til gengæld er vi tilbage og kører hardcore allerede på mandag. Der starter modul 4, som skulle være mega hårdt, og hvis jeg ser på mængden af undervisningstimer, så er det vist ganske korrekt. Men det er jo at tage det som det kommer, der er ikke andet at gøre.

søndag den 27. marts 2011

Hjemmebag - Kerneboller og havregrynskugler

Man kan måske ikke kalde havregrynskugler for hjemmebag, men lavet blev de altså ^_^. Det var en del af eksamensmadpakken - man skulle jo nødig gå sukkerkold og det er både bedre og sundere end en pose haribo.

Havregrynskugler med cointreau

  • 75 g kærgården (fedtreduceret med 43 %)
  • 150 g finvalsede havregryn
  • 25 g kakaopulver
  • 2 tsk vaniliesukker
  • Ca. 2 cl cointreau 
  • 2-3 tsk sødemiddel
  • Evt. lidt vand til at samle dejen med

Meget simpelt - Det hele æltes sammen og formes til kugler, som sættes i køleskabet.


Koldhævede kerneboller

  • ½ pakke gær
  • 6 dl vand
  • En smule solsikkeolie
  • 1 tsk salt
  • Resten af havregrøden fra i morges
  • 2 spsk HUSK
  • 1 dl hørfrø
  • 2 dl spelt bageblanding fra Urtekram
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 tsk rørsukker
  • Lidt over ½ kg hvedemel
Gæren smuldres i vandet. Salt, olie, havregrød (eller gryn hvis du ikke har en rest), HUSK, hørfrø, speltblanding, sukker og solsikkerkerner røres i.
Hvedemel æltes i dejen til konsistensen er rigtig. Den må stadig gerne være lidt klistret, det synes jeg giver bedre boller.
Stilles til hævning natten over et køligt sted (evt. køleskab).
Formes til boller og pensles med skummetmælk. Efterhæver ½ times tid og skal så i ovnen 20-30 minutter ved 175 grader varmluft. Jeg plejer ikke at sætte tid på dem, men holder bare øje med hvornår de er færdige.



Karrysuppe med creme fraiche og rejer

Der var en masse grøntsager i køleskabet, som var ved at nå sidste holdbarhed. Det indbyder i min verden til suppe, og efter jeg har fået min nye Bamix er det en leg at lave suppe. Det er jo også ved at blive varmt i vejret så småt, så det er sidste udkald til de varme supper snart - og dog - man kan jo godt lave lidt alligevel, selv om sommeren. Der skal nok komme nogle regnfulde kølige dage.
Der var en rest tomatsuppe i køleskabet, Lea havde lavet i går, så den røg med i suppen. Man kan også bruge en dåse flået tomat eller helt undlade det.


Karrysuppe med creme fraiche og rejer

  • 6 små kartofler 
  • 10 jordskokker
  • 4 gulerødder
  • 1 lille løg
  • 1 lille æble i tern
  • 1 rest tomatsuppe
  • 1 lille dåse kokosmælk (i stedet for at købe light kokosmælk kan man bare bruge en lille i stedet og så spæde til med vand, det er alligevel det de har gjort i light produktet)
  • 2 tsk karry (med top)
  • 2 tsk solsikkeolie
  • Salt, peber og en sjat hvidvinseddike
  • Rejer (så mange du lyster)
  • Creme fraiche
  • Evt. persille eller koriander til pynt

Hæld olien i gryden og steg løgene til de bliver bløde. Tilsæt karry og brænd godt af (dette er vigtigt!). Kom æblet gryden og steg med et minuts tid. Smid resten af grøntsagerne i gryden og hæld vand over til det dækker. Tilsæt også tomatsuppen eller den flåede tomat. Lad det hele koge mindst en halv time (det tager ikke skade af at stå længere). Blend med stavblender og tilsæt kokosmælken samtidig. Smag til med salt, peber og en sjat hvidvinseddike.


Server med en klat creme fraiche og rejer til, pynt med persille eller koriander.

Så er det i morgen det går løs med eksamenerne! Er godt nok lidt spændt. Kryds fingre for mig ^_^.

lørdag den 26. marts 2011

Eksamenstravlhed

Det er snart eksamenstid. Mere præcist defineret skal jeg op i genetik (3 timers skriftlig prøve uden hjælpemidler) samt statistik og epidemiologi (2 timers skriftlig prøve MED hjælpemidler - heldigvis) på mandag. Derudover får vi en opgave udleveret i sundhedspsykologi tirsdag kl. 12, som vi så har til fredag kl. 12 til at skrive.
I tirsdags stod den på aflevering af en anden opgave, som også tæller med i eksamen. Det var også det dejligste vejr i verden, så opgaveaflevering, "læseferiens" start og det dejlige vejr blev fejret med kolde classic i solen på Uni. Nøj det var godt. Mega hyggeligt at slutte skoledagen på den måde, men det er vist ikke noget der skal ske for tit. Det er rigeligt alkoholiserende at være studerende som det er.

Jeg og Lea med Albani Classics
Eksamenstiden betyder også at den står på rimelig simpel mad. Jeg arbejder jo mandag og hveranden tirsdag aften, hvor jeg sidder hos en multihandicappet dame. Jobbet involverer aftensmad, men der skal ikke laves de store udskejelser. Der er købt ind på forhånd til oftest kedelig mad, og det skal kunne laves på ca. en halv time. I tirsdags var det dog lidt en treat. Den stod på aspargessuppe fra Allégårdens Slagter, og den var meget lækker. Jeg er sikker på den ikke er god for kalorieregnskabet, jeg fornemmer en god del fløde, men for Søren den smager godt. Serveret med kødboller og flûtes med smør - mums.


Det var nemt og hurtigt - suppen skulle bare varmes og kødbollerne hældes i og varme med.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...