Knoglemarv og Brunch på Franck A

Morgenen stod på to oplevelser, jeg har været meget spændt på.
Når man er medicinstuderende, kommer man forbi alle mulige spændende opslag, ligefra velgørende organisationer, frivilligt arbejde, brugte bøger og sindsyge fester. For en lille måned siden faldt jeg over et opslag, der handlede om et forsøg om stamceller. Før jeg startede på studiet, er jeg flere gange stødt på overskrifter, om netop stamcellers positive virkning, så jeg ville gerne deltage i forsøget. Min opgave, var ganske simpel - jeg skulle donere knoglemarv. Som kompensation for tid og ubehag, ville jeg modtage 750 kr. (skattepligtigt selvfølgelig).
Før jeg fik min depression, var jeg bloddonnor. Jeg har hørt om knoglemarvsdonation, men ikke overvejet det nærmere, da jeg i samme åndedrag har hørt onde rygter om høje risici og store smerter. Men som studerende, er man jo nødt til at undersøge muligheden for at tjene 750 kr. samtidig med at man tjener en god sag. Så jeg satte mig ned og læste om knoglemarvsdonation, og blev positivt overrasket. Jeg besluttede mig for at henvende mig, for at høre nærmere, og efter en grundig gennemlæsning af det materiale jeg fik tilsendt, besluttede jeg mig for at gøre det.
Jeg har ikke været nervøs. Jeg er ikke specielt sart med sådan nogle ting. Jeg kan ikke fordrage nåle, men jeg er ikke bange for dem, og mit problem med at give blod er ikke større, end at jeg gerne gør det alligevel. Jeg tænker at mit ubehag er ingenting, i forhold til hvad donationen kan gøre for et andet menneske. Men jeg må erneknde, at da jeg sad og ventede på at komme til, sneg nervøsiteten sig altså ind på mig. Tanken om at få en kanyle stukket ind i knoglen, var pludselig væsentlig mere nærværende og skræmmende.
Da jeg kom ind i lokalet var der tre personer til stede. En mand, som stod i baggrunden og primært noterede (jeg ved ikke hvad hans funktion var), den kvindelige læge, jeg havde været i kontakt med, da jeg meldte mig til samt en ganske sød, mandlig sygeplejevikar, fra 10. semester. Jeg skulle trække kjolen et godt stykke op omkring maven, og hive lidt ned i strømpebukserne, så de kunne komme til min lænd. Jeg kom op og ligge på siden på en briks, og da det var min lænd der blev arbejdet med, kunne jeg ikke se hvad der foregik. I starten, tror jeg det var meget godt - det er ikke det fedeste at se sig selv blive stukket efter min mening, men til sidst blev jeg faktisk lidt nysgerrig, og ville gerne have kunnet kigge lægen over skulderen. Først blev der lagt bedøvelse i huden og det var uden sammenligning det der gjorde mest ondt. Sygeplejevikaren stod foran mig og hold fast på mit knæ - dels for at berolige, og dels for at jeg ikke skulle spjætte for meget. Det har jeg nemlig tendens til, når jeg bliver stukket.
Derefter skulle bedøvelsen ind til knoglen. Det var ikke behageligt, men det gjorde ikke nær så ondt som den almindelige bedøvelse, så det værste var overstået.
Det var en lidt sjov bedøvelse synes jeg. De gange jeg har været lokalbedøvet, har jeg helt mistet følesansen i det pågældende område, men her var det kun smertesansen, der blev taget, så jeg kunne mærke en god del af hvad der foregik.
Da bedøvelsen var lagt, skulle der bores en kanyle ind igennem knoglen, så man kom ind til knoglemmarven. Da hun først var inde, skulle hun rode lidt rundt, for at finde en lomme at suge fra. Det kunne mærkes. Det gjorde ikke ondt, men føltes ret sært, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sammenligne det med. Hun fandt ret hurtigt det, hun ledte efter, og begyndte at suge knoglemarv ud. Det tog ca. 2 x 12 sekunder, da det blev gjort af to omgange og hun talte ned imens. Det første sug gjorde lidt ond, men det var på ingen måde voldsomt - jeg var i hvert tilfælde forberedt på noget meget værre. Det andet sug kunne knapt nok mærkes. Til sidst blev jeg sprittet fint at og fik et kæmpe plaster på, hvilket jeg grinte lidt af, da det jo var et lillebitte hul. Jeg fik at vide at der i få nogle tilfælde var en lidt større blødning, og plasteret skulle kunne tage den, men det var ikke relevant for mig. Men hey - better safe than sorry. Jeg må tage plasteret af i morgen, og jeg er lidt spændt på at se hvordan det ser ud nedenunder.
Min konklusion må være at det var pengene værd. Og fik jeg muligheden, ville jeg gøre det igen. Risikoen for komplikationer var minimal, og de komplikationer der potentielt kan opstå handler om blødning fra det lillebitte sår eller alternativt betændelse - det er altså på ingen måde farligt (selvfølgelig forudsat at man er sund og rask, hvilket da også er et krav for at deltage).
Det hele foregik på Odense Universitetshospital og selve indgrebet tog vel omkring 20 minutter. Hvis du gerne vil høre mere om det, eller måske selv gerne vil deltage, kan du skrive en mail til Ida Kristensen.  
  
Da jeg var færdig på sygehuset, cyklede jeg ind til Franck A, som jeg gerne har villet besøge et stykke tid. Jeg mødtes med Anneli, Sandra, Sofie, Kristine og Lea, som alle går på studiet sammen med mig. Jeg var forsinket pga. hele knoglemarvsaffæren, så de havde bestilt til mig, og maden lige kommet på bordet, da jeg kom derind, så timingen kunne ikke have været mere perfekt. På det tidspunkt var jeg også monster sulten, så desværre nåede jeg ikke at tage et billede af den smukke anretning, før jeg gik om bord i herlighederne.
Det var en rar, afslappet stemning på caféen og maden var fremragende. Jeg fik en Luksus Brunch (alternativet var en Herre Brunch), og det var virkelig godt. Maden var smukt anrettet og der var meget at vælge imellem. To slags ost, skinke, chorizo, marmelade, smørechokolade, lun leverpostej, røget laks, scramblede æg med bacon og brunchpølser (nogle virkelig gode af slagsen, skal det siges), yoghurt, brød, frugt og et lille stykke chokoladebrownie. Vi bestilte en ekstra kurv brød og jeg valgte at drikke vand, for at spare bare en smule på kalorierne, men ellers blev der altså ikke sparet på noget. Jeg endte med at komme af med 118 kr. hvilket jeg synes var meget billigt for den gode mad og lækre anretning. Der kommer jeg helt sikkert igen, og jeg er nok også nødt til at prøve deres søndags brunchbuffet. Ingen tvivl om at jeg kommer der igen. Det kan kun anbefales, og næste gang bliver jeg nødt til at tage billeder.