torsdag den 19. august 2010

Kærlighed og depression

Historien og min ekskæreste og jeg. Lang og kompliceret. Har den en happy ending? Jeg ved det ikke. Jeg håber det.

Loke og mødte hinanden hos en fælles veninde i november 2006. Den 25. helst præcist. Hvor er det tåbeligt at jeg kan huske vores "årsdag". Vi har aldrig fejret den slags.
Der gik ikke mere end 2 måneder før vi flyttede sammen og alt var bare så rigtigt. Vi var forskellige, men matchede hinanden godt.
I påsken 2009 arrangerede han en kanotur på Lyngby Sø og faldt på knæ med den smukkeste ring på en øde ø midt i søen. Vi delte straks de gode nyheder med vores venner og familie. Hans mor og søstre stod klar derhjemme med champagne og glade ønsker. Vi var meget lykkelige.
Omkring et halvt år senere gik jeg ned med en depression og han var en fantastisk støtte for mig. Samtidig gik hans firma ned under finanskrisen, og han kunne ikke finde nyt arbejde. Han blev mere og mere depressiv og lukkede sig inde i sig selv. Til sidst bestilte han stort set ikke andet end at spille computer - Hurra for World of Warcraft (red. ironi kan være anvendt).
Det blev sværere og sværere for mig at håndtere, og jeg prøvede gentagende gange at få ham til at gå til lægen for at få konstateret en evt. depression. Det nægtede han pure. Til sidst blev det for meget. Jeg lagde ringen og tog over til en veninde, hvor jeg overnattede.
Jeg meldte tilbage efter et par dage at jeg gerne ville arbejde på det her, men at det virkelig krævede en indsats fra hans side, men han var blevet så såret at han ikke vidste hvor han havde sig selv. I samme periode fortalte han også at han havde haft et misbrug skjult igennem de sidste 2 år. Jeg var helt ødelagt og følte mig dum og naiv.
På et tidspunkt bad han mig komme over, og fortalte at han gerne ville prøve om vi kunne få det til at fungere, og han var villig til at gå til lægen. Ugen efter fik han konstateret en alvorlig depression og kom i behandling.
Når man har en depression blever det svært, for ikke at sige umuligt, at se ret langt ud over sin egen næse. Det betød at vi kom ind i en ond cirkel, hvor vi sås og havde det rart sammen, hvorefter der kunne gå flere dage uden jeg hørte fra ham, eller kunne komme i kontakt med ham. Hveranden gang jeg talte med ham virkede han som om jeg var irriterende og han viste ikke den store interesse for at snakke med ham. Det betød at jeg blev vred. Ked af det. Frustreret. Så følte han sig som en stor idiot, hvilket bankede hans i forvejen dårlige selvværd længere ned. Det hele kom længere og længere ud.
På et tidspunkt tog jeg en beslutning om, at hvis det nogensinde skulle komme til at fungere, så var der kun to muligheder. Endten holdt jeg mig helt væk, eller også sørgede jeg for ikke at have nogen forventninger til ham, så jeg ikke blev skuffet og ked af det. Løsningen har været det sidste, og der har vi så været et stykke tid nu. Jeg føler simpelt hen slet ikke jeg kan undvære ham.
Alligevel bliver jeg ked af det. Det der med "ingen forventninger" er ikke særlig nemt i praksis, men jeg gør mig umage for at han ikke skal vide hvor meget det går mig på.

Netop i dag har været en underlig dag. Jeg er mere bekymret for ham end nogensinde. Hans misbrug er ikke blevet bedre - tvært imod tør jeg næsten sige. Han bruger næsten al sin tid hos Pusheren (det har jeg valgt at døbe ham ud fra mine fordomme og ideer om ham. Jeg kender ham reelt ikke og ved ikke om han sælger stoffer eller lignende, men noget skal han jo kaldes, når det ikke skal være med navns nævnelse). De to er først rigtig begyndt at ses efter vi gik fra hinanden, og det er også derefter hans misbrug er eskaleret.
Jeg har snakket med Tømren (en af hans lidt ældre venner), som også er bekymret og erkender at han er ved at have fået nok. Loke er virkelig kommet for langt ud, og det er et skråplan, han ikke lader til at have kontrol over.
Jeg har talt med Loke om det. Han forstår ikke min bekymring og siger at det ikke er "så tit", hvilket jo er et vidt begreb. Hans mor ved det også og har forsøgt at snakke med ham. Resultatet blev at han gik sin vej og blev hjemmefra i 4 dage, hvor hverken hans mor eller jeg kunne få fat i ham.
Tømren skrev til mig i dag og spurgte til ham - om vi havde hørt fra ham. Jeg kunne heldigvis svare bekræftende. Jeg var sammen med ham søndag-mandag. Det er rart ikke at være alene med bekymringerne. Jeg blev virkelig glad da han skrev til mig. Det havde jeg ikke regnet med. Han er ikke min ven, men Lokes. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre i denne sammenhæng.

Blev selvfølgelig også ked af det i dag over hele denne historie. Ringede til Loke her for lidt siden, for at fortælle hvornår jeg rejser til Fyn, så vi kunne aftale hvornår han kunne få bilen, som han overtager. Det blev bare til en aftale om at jeg kunne komme i morgen efter arbejde, så ville han køre mig hjem. Hader ham og verden lige nu. Hvorfor spørger han ikke om vi skal ses inden han tager af sted? Det virker som om han er komplet ligeglad! Damn it. Jeg ved godt han ikke kan se længere frem end de næste 5 sekunder, men for satan! Jeg savner ham sgu. Og ville gerne være sammen med ham inden. Jeg kan ikke holde ud at det går mig så meget på.
Jeg håber det kommer til at hjælpe, når jeg får noget mere fysisk afstand.

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...