Første dag: ”Kære
dagbog, i dag har jeg…”
Dagen efter:
”Kære dagbog, nu skal du høre…”
En uge
efter: ”Kære dagbog, undskyld jeg ikke har skrevet i dig en uge”
En måned
senere: ”Kære dagbog, jeg har besluttet mig for kun at skrive, når jeg har
noget vigtigt på hjerte”
Tre år
senere: ”Kære dagbog, jeg har lige fundet dig i skuffen”
En blog er
kun interessant at følge hvis den bliver opdateret regelmæssigt og har relevant
indhold. Da jeg blev tutor sidste forrige sommer forsvandt min tid som dug for
solen. Bloggen blev ikke længere prioriteret, og det har jeg det godt med. Der
er sket en masse ting, men vil jeg helst dele det med verden eller vil jeg hellere
leve i det? Jeg valgte det sidste. Men nu bruger jeg alligevel min blog igen,
for jeg har noget på hjerte. Jeg har faktisk noget at sige, som jeg synes er
vigtigt. Dette forum er nemt at administrere.
Jeg har fået
påpeget at jeg har et problem med vrede. Ikke på den klassiske ”anger
manegment”-måde, men nærmere det modsatte. Jeg er simelthen ikke god nok til at
blive vred. Heller ikke når det er berettiget. I stedet bliver jeg ked af det,
opgivende eller undvigende.
Jeg har
aldrig betragtet mig selv som konfliktsky, men jeg er en der vælger min kampe.
Men jeg er måske vokset op med lidt for meget girafsprog når det kommer til
stykket. Det er altid ”jeg føler af”, ”det gør mig ked af det når” osv. osv.
Hvornår sker det at jeg bliver godt gammeldags gal i skralden? Nærmest aldrig.
Så længe jeg kan huske har jeg tænkt, at det ikke var konstruktivt at blive
vred. Det får man jo ikke noget ud af. Der er bedre at tale stille og roligt om
tingene.
Men det er
jo helt forkert. Man kan sagtens blive vred uden at råbe og skrige, og
selvfølgelig kan man også bruge sin vrede konstruktivt. Og når det kommer til
stykket, så er der faktisk en del der gør mig vred i øjeblikket. Jeg forstår
simpelthen ikke hvad det er der er ved at ske med vores samfund, og den retning
det tager gør mig godt gammeldags vred men også magtesløs. Nu har jeg valgt at
lægge magtesløsheden til side, blive vred og diskutere i stedet.
I påsken
læste jeg småfeministisk artikel i et dameblad. Den handlede om hvorfor andelen
af kvindelige debattører og offentlige meningsdannere. Den er forsvindende
lille, når man ser i forhold til antallet af kvindelige politikere, akademikere
og eksperter på forskellige områder. Men hvorfor er der ikke flere kvinder der
tager bladet for munden og ytrer deres mening? Der blev præsenteret flere
forskellige gode grunde, men især én vagte gengendelse i mig: Frygten for at
sige noget forkert.
Hvis jeg
diskuterer med en der er sikker i sin sag, har jeg brug for at være ligeså
sikker i min. Men nu er det naturligvis sådan at jeg ikke ved alt om alt, og
derfor kan man nemt blive usikker når man bliver præsenteret for noget, der
bliver fremført meget selvsikkert. Jeg hørte engang et klogt ordsprog: ”Lad
være med at diskutere med idioter. De trækker dig ned på deres niveau og vinder
på erfaring”. Jeg har nok i høj grad levet efter den devise, men det har en
meget alvorlig konsekvens, hvis mit eksempel bliver den generelle opførsel. For
hvis der ikke er nogle til at modsige idioterne, hvordan skal vi så få de
fornuftige synspunkter frem?
Politik,
samfund og økonomi er jo enormt komplekst, og der er sjældent én sandhed. Så
fra nu af vil jeg forsøge at tage bladet fra munden og give udtryk for tingene
som jeg ser dem.
Der er et
skridt endnu. At henvende budskaberne til de relevante myndigheder i stedet for
at poste tilfældigt på nettet, men det må være næste trin. Lige nu er det
vigtige for mig at jeg får tingene formuleret. Så må det andet komme bagefter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar