At blive opflasket med 4-årsreglen

Billede fra Sund & Hed

Det er ikke altid lige taknemmeligt at være offentligt ansat. Jeg synes også jeg vil give mit bidrag til debatten omkring 4-årsreglen. Jeg håber Astrid Krag faktisk tager sig tid til at læse alle de breve hun har fået, sammen med de 4 postsække fulde af fredagsslik og flødeskum, hun har fået tilsendt af unge læger som svar på hendes provokerende udtalelse i debatten.

"Jeg har ikke lyst til at skrive ”kære Astrid”. Der er ikke noget kærligt i mit forhold til vores sundhedsminister, og jeg har slet ikke lyst til at bruge humor eller ironi her, for jeg synes virkelig ikke historien er særlig sjov.

Jeg er snart færdig med min bachelor i medicin, og jeg er en af dem der er startet på studiet, mens 4-årsreglen var en realitet. Jeg har selv valgt at gå ind i faget, vel vidende at det var vilkårene, så jeg kan ikke tillade mig at være gal over reglen. Men derfor kan jeg godt synes det er en elendig strategi, som jeg er dybt uenig i.

I min verden er ”fredagsslik og flødeskums”-udtalelsen så meget til grin, at den nærmest ikke er værd at kommentere på. Det er uempatisk, nedladende og direkte dumt. Det er et hårdt studie, man skal virkelig ville det og det bliver kun hårdere når man er færdig.

Jeg håber der måske er nogle der vil forbarme sig over mig som fattig studerende, og lægge mit brev sammen med deres, for de der 8 kr. + lidt ekstra til frimærke og kuvert, dem kan jeg faktisk ikke undvære i denne måned. Fredagslikket kan nok skaffes, der plejer heldigvis at være mange foreninger der deler gratis kage ud.

Halvvejs igennem studiet er jeg knapt begyndt at snuse til de forskellige specialer, og lige nu er jeg der hvor alt er vanvittigt spændende. Det er et skønt sted at befinde sig, for jeg ved bare at jeg er landet på den rigtige hylde, men jeg ved også at jeg kun har 3 år til at vælge. Når jeg er færdig med min kandidat, er jeg nødt til at vide hvad jeg vil. Allerhelst skal have en god ide om det indenfor det næste halve års tid, så jeg kan få lagt et forskningsår ind i mit studie og få udgivet en relevant artikel. Men hvordan skal jeg finde ud af det? De 3 år på kandidaten kommer til at gå med en introduktion til de forskellige specialer, så hvordan kan jeg beslutte mig før jeg er færdig? Jeg ved det ikke, men jeg ender nok med at vælge noget der interesserer mig og så håbe det bliver ved at give mening. Når jeg afslutter min embedseksamen bliver det for alvor vigtigt. For her må jeg helst ikke være i tvivl. Eller det må jeg selvfølgelig godt hvis det er almen medicin eller psykiatri jeg vipper imellem, og jeg er ligeglad med hvor jeg skal uddanne mig henne. Men hvis nu jeg gerne vil noget af det der med kirugi, som jeg lige nu synes er noget af det mest spændende jeg kan forestille mig, så er jeg helt afhængig af at trække et godt nummer, så jeg kan komme på en kirurgisk afdeling hvis jeg vil have en chance. Hvilket nummer jeg trækker har jeg desværre ingen indflydelse på, hvad gør man så? For mig er svaret simpelt: Norge. Så må jeg jo vente med at trække nummer, så jeg kan tage til udlandet og få en relevant erfaringsbase. På den måde er jeg sikker på at have en chance, selv hvis jeg trækker et dårligt nummer.

Jeg kan snakke lang tid om presset ved at skulle vælge karriere for tidligt. I dag begynder det jo allerede når man skal vælge gymnasial uddannelse, men det er en hel debat for sig selv. Jeg ville elske at have friheden til at slappe af og fokusere på mit studie, hvor jeg er her og nu, men det er nu engang ikke hvad jeg gik ind til. Men ministeren skal vide, at det ikke bare er eventyr og godnathistorier, når man siger at de studerende spekulerer i den regel. Det er ikke et pludseligt pres der er kommet på min årgang, heldigvis, men derimod noget vi bliver opflasket med og rådgivet i forhold til af hinanden og de ældre studerende vi kender.

Jeg bilder mig ind at jeg godt forstår den gode tanke bag 4-årsreglen. Jeg er ikke i tvivl om at der findes unge læger, som har set sig varme på anæstesi eller et andet af de populære specialer, og som bare ikke har hvad der skal til. Ham der bare kæmper i 20 år for at få den der specialestilling, og det lykkes aldrig. Og han var måske bliver ligeså glad for et andet speciale, som måske lå lige opad. Og ja, han er måske nødt til at kigge lidt bredere end bare denne ene ting. Det er her tanken med 4-årsreglen giver mening.

Men for det første jeg tror virkelig ikke på der er ret mange der passer ind i det billede. For det andet ville den person jeg har beskrevet ovenfor alligevel blot rejse til udlandet, hvilket gør at reglen ikke har den ønskede effekt alligevel.

Jeg må give mine medstuderende og kommende kollegaer ret i deres antagelser, når de mener at 

-                                         De studerende forlænger studiet for at kvalificere sig

-                                         De læger der faktisk kommer hurtigere igennem systemet end de ellers ville (og det er helt sikker nogle) bliver dårligere rustede og kommer til at have et mindre solidt erfaringsgrundlag i deres virke som speciallæger

-                                         Mange vil vælge at flytte til udlandet

Jeg håber virkelig der er nogen der kommer til fornuft et sted og får afskaffet den regel. Jeg kan bedst lidt at tro på det bedste i mennesker, så  med hensyn til vores ministers mildt sagt uheldige udtalelse, så vil jeg vælge at afskrive den som en tanketorsk. Jeg håber hun sidder og krummer tæer. Ikke over den reaktion hun har fået, men over at hun selv kunne finde på at sige noget så tanketomt og usympatisk."

Hvis du kan se det tåbelige i reglen, så gør samfundet og de kommende læger en tjeneste ved at skrive under på denne underskriftsindsamling til afskaffelse af 4-årsreglen.